I SIN LEDERARTIKEL ”Gud og Darwin” den 23. januar skriver chefredaktør Erik Bjerager som argument for sin tro på Gud blandt andet, at naturvidenskaben, herunder udviklingslæren, ”kan forklare, men ikke give mening”.

Der er noget, han har misforstået. Det er jo netop helt centralt i udviklingslæren, at de egenskaber, som er blevet udviklet i evolutionens lange løb, er blevet det, fordi de giver mening.

Det giver for eksempel naturligvis mening, at levende organismer har udviklet bevægelsesorganer af den ene eller anden slags, for det kan være med til at øge deres overlevelses- og formeringsevne, og så nedarves det biologiske grundlag herfor.

Men det er vigtigt at forstå, at i evolutionen er der ikke noget forløb, som der på forhånd har været en plan for eller mening med. Naturen har ikke noget formål; evolutionen er på den måde grundlæggende meningsløs.

Menneskets udvikling har ikke adskilt sig principielt fra andre arters, bortset naturligvis fra udviklingen af netop de egenskaber, der karakteriserer specielt os. Bjerager har øjensynligt ikke forstået den biologi, han så gerne udtaler sig om, hvilket forklarer hans behov for at indføre tågede faktorer som ”skabelse” og ”mysterium” i menneskets tilblivelse.

Det, der er den store udfordring, som Bjerager og hans medtroende viger tilbage fra, er, at vi mennesker erkender og anerkender tingenes rette sammenhæng og – på trods af livets (universets) grundlæggende fravær af mening – skaber en for os selv og hinanden meningsfuld og værdig tilværelse i gensidig kærlighed og barmhjertighed, egenskaber som lykkeligvis (eller om du vil, Bjerager: gudskelov) er en del af vores evolutionsbaserede arvegods.

Søren Nørby er lektor emeritus og medlem af bestyrelsen for Humanistisk Debat