Rigide regler i det offentlige stigmatiserer unge dømte

– Den besked, vi typisk får, er, at der ikke findes en officiel politik for ansættelse af folk med plettet straffeattest. Og når man ikke har nogen politik, er det nemmere og sikrere ikke at gøre noget. Derfor bliver det offentlige system meget tungt og ufleksibelt at samarbejde med. Og det er faktisk et stort problem for de unge, som ønsker at arbejde i den offentlige sektor. De føler sig fuldstændigt dømt ude og oplever, at de fortsat bliver straffet, selvom de forlængst har afsonet deres dom. Det er en helt og aldeles uretfærdig stigmatisering af en gruppe, som måske har begået nogle alvorlige fejl, men som fortjener en chance, siger Ole Hessel.

Af de godt 300 unge, organisationen har hjulpet til at finde beskæftigelse, har kun fem fået job i det offentlige. Og den statistik overrasker ikke Rockwool Fondens forskningschef, Torben Tranæs, der har forsket i tidligere dømtes muligheder på arbejdsmarkedet.

– Offentlige arbejdsgivere ansætter generelt færre personer med en kriminel fortid, end det er tilfældet på det private arbejdsmarked. Og det er en skam, for vi kan se, at der er en klar sammenhæng mellem det at være arbejdsløs og at begå kriminalitet. Risikoen for at bryde loven stiger ganske enkelt i det øjeblik, en person står uden job, siger Torben Tranæs.

Torben Tranæs peger på, at der ganske vist er færre mandejob end kvindejob i den offentlige sektor, og at der findes flere job, som kræver en ren straffeattest. For eksempel skal ansøgere til stillinger i børnehaver, skoler og fritidshjem stille med en såkaldt børneattest, der beviser, at de ikke har begået nogen former for sædelighedskriminalitet. Men det er næppe hele forklaringen på, at der ansættes så få tidligere dømte i en sektor, der rummer så mange forskellige jobfunktioner, lyder det fra Torben Tranæs.

Det var imidlertid den besked, Martin fik, da han klagede sin sag hos borgmesteren efter at være blevet vraget som livredder i den kommunale svømmehal.

– Borgmesteren sagde til mig, at man skulle være et forbillede for at være livredder i det offentlige, og at jeg ikke længere levede op til den rolle. Det var hårdt at få at vide, for jeg har aldrig før været i problemer. Jeg har tværtimod passet min skole, været en god ven og dyrket en masse sport. Jeg har bare været en helt almindelig dreng. Så jeg kan simpelthen ikke fatte, at samfundet bare visker alt det ud og stempler en som forbryder og én, man ikke kan stole på, fortæller Martin.

Martin har siden fået arbejde i en stor privat virksomhed. Her håndterer han ofte pengebeløb på flere tusinde kroner i kontanter. Den største check, han har afleveret i banken, var på halvanden million. Derudover er det jævnligt ham, der modtager vigtige kunder og besøgende i virksomheden. Hans chefer ved godt, at han har en dom, men de stoler på ham, og Martin har ikke givet dem grund til at fortryde den tillid. Han arbejder hårdt og koncentreret, og det har han tænkt sig at blive ved med, indtil han til sommer starter på universitetet.

Alligevel er han ikke fri for følelsen af at være blevet dømt ude. Afslaget fra kommunen sidder i ham som en påmindelse om, at han ikke længere er en, som systemet stoler på eller regner med. For et par uger siden blev han påny mindet om sin status som dømt, da han blev stoppet af to betjente. Det var sen aften, og den nu 20-årige Martin var ved at køre nogle af sine venner hjem i sin nye bil. Han havde ikke drukket så meget som en dråbe, alligevel skulle han puste i et alkometer, da betjente havde kørt hans CPR-nummer gennem systemet og begyndte at spørge til hans dom. De nåede at gennemsøge bilen og kropsvisitere Martin, inden de lod ham køre igen.

– Det er sgu for dumt at lave den slags ting, det er jo ikke noget, man lige slipper af med igen. Det håber jeg, du er klar over, lød afskedsreplikken fra den ene betjent.

Det er Martin helt klar over.

Martin er anonym af hensyn til sin nuværende arbejdsplads. Redaktionen kender hans rigtige navn.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk