Man behøver ikke være straffet for at blive udelukket af samfundet! Hvis man er født ind i en familie med sociale problemer er man allerede dømt ude! Det selvom man kæmper og ønsker og har vilje at blive en del af det danske samfund. Samfundet ønsker ikke at hjælpe dem som er nederst i hiearkiet og mennesker kan ikke altid selv gøre det som skal til for at komme videre. Ofte bliver ens dårlige fortid brugt imod folk, istedet for at bruge det som en styrke og en indsigt, fuld af stor værdig visdom på lige fod eller som supplement til de belærte fagfolk som ikke engang har den praktiske viden! Hvis ikke samfundet lærer at fortid er fortid, vil det altid være en hindring til en bedre fremtid.

Det er en kendt sag, at straffede har meget svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet igen. På den måde bliver de dobbeltstraffet. Det er helt urimeligt. Samfundet må have en interese i, at de bliver en aktiv del af samfundslivet, når de løslades.

Når man har afsonet sin straf, har man "betalt sin gæld" til samfundet og bør behandles som før kriminaliteten blev udført. Jens Møller, tidligere formand for Kristeligt Folkeparti, siger i en af sine bøger, at når folk låses ud af fængslet, så burde der blæses i trompet for dem og de burde bydes velkommen tilbage til samfundet. Men sådan er det bestemt IKKE. Tværtimod.

Den 6. januar i år havde jeg en artikel om emnet i den kristne ugeavis "Udfordringen", hvor jeg har et interview med tidligere politibetjent og leder af rehabiliteringscentret "Qou Vadis", Johannes Søndergaard. Artiklen kan findes på http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=14381


I artiklen siger Johannes Søndergaard bl.a.:

"- Vi er mange i vort land, der kan bevidne, at det nuværende fængselssystem er skruet dårligt sammen, fordi det grundlæggende fastholder de indsatte i kriminalitet. Derfor behøver vi en folkerejsning for at få tilstanden ændret.

- Det nuværende system er baseret på straf, hævn og opbevaring af dømte - i stedet for rehabilitering. Det er helt i orden, at kriminelle skal have straf, men de bliver ikke blot straffet én gang, men flere gange for samme overtrædelse." Johannes Søndergaard ønsker at rejse et folkekrav om bedre resocialisering af kriminelle.

Jeg blev meget tidligt opmærksom på de urimeligheder, der er i vort samfund. Jeg var kun syv år, da sagen mod Bjørn Schouw Nielsen tog sin begyndelse. I årene 1951-1954 var han hovedmanden i Danmarks hidtil mest dramatiske retssag, hvor han blev dømt til livsvarigt fængsel for at have hypnostiseret Palle Hardrup til at begå mord. Bjørn Schouw Nielsen var kendt af politiet, men nægtede til sin død at have gjort det, han her var dømt for. Palle Hardrup fik også livsvarigt fængsel for mordet. De blev senere begge løsladt. Palle Hardrup skiftede navn og fandt efterhånden en plads i samfundet igen og gik på et tidspunkt til bekendelse og sagde, at han havde været helt alene om drabet. Bjørn Schouw Nielsen begik selvmord.

Mens Bjørn Schouw Nielsen sad i fængslet skrev han bogen: "En gang slambert, altid slambert" Jeg husker billedet af ham i avisen, da bogen kom frem. Og vi drøftede emnet meget i mit barndomshjem, for han havde jo ret Schouw Nielsen: Er man først dømt, er det svært at blive rehabiliteret.

Det må der gøres noget ved. Vi må have en kriminalforsorgsreform, der i langt højere grad hjælper de indsatte med at blive resocialiserede. Først og fremmest for de kriminelles skyld, men så sandelig også for samfundet.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne