Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Straffede udelukkes fra job til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Straffede udelukkes fra job

Det kommunalt drevne jobprojekt Mission Possible i København har siden efteråret 2007 arbejdet for at få tidligere kriminelle i job eller uddannelse. Men ikke en eneste gang er det lykkedes projektet at finde et job til en tidligere straffet på det offentlige arbejdsmarked. -

- Leif Tuxen.

2 debatindlæg Hold mig opdateret

Det offentlige arbejdsmarked må ikke være lukket land, hvis man har brudt loven

Alle er enige om, at hvis straffede skal holdes ude af kriminalitet, så skal de have et arbejde, når først de har afsonet deres dom. Det modvirker nemlig, at de fortsætter deres kriminelle løbebane. Alligevel er det stort set umuligt for en tidligere straffet at få et job på det offentlige arbejdsmarked.

Det kommunalt drevne jobprojekt Mission Possible i København har siden efteråret 2007 arbejdet for at få tidligere kriminelle i job eller uddannelse. Men ikke en eneste gang er det lykkedes projektet at finde et job til en tidligere straffet på det offentlige arbejdsmarked.

– Vi har haft flere samtaler med for eksempel hospitaler, men vi oplever en tydelig modvilje, og det er endnu ikke lykkedes os at få en endelig aftale i stand. Omvendt har vi mødt en langt større velvilje fra private virksomheder. Det virker jo lidt paradoksalt, da vi selv er et kommunalt initiativ, siger Mads Thuneberg, som står i spidsen for Mission Possible.

Odense Kommune erkender også, at det kan være betydeligt sværere for tidligere straffede at finde job i kommunen end på det private arbejdsmarked.

Annonce
– Vi har mange job, hvor vores ansatte er i direkte kontakt med borgerne. Og som kommune er det vores ansvar at kunne stå inde for de personer. Det betyder ikke, at tidligere kriminelle bliver blankt afvist, men at der foretages en konkret vurdering af den ansættende myndighed i forhold til deres fortid. Og det kan betyde, at de kommer til at stå dårligere i køen.

Den udtalelse overrasker ikke Ole Hessel, der leder det landsækkende projekt High:Five. Et projekt, der arbejder for at skaffe job og uddannelse til unge, som har været på kant med loven. Af de omkring 300 unge, projektet har hjulpet, er kun fem blevet ansat på en offentlig arbejdsplads.

– Der er jo ingen, der synes, at det er en god idé at ansætte en sædelighedsforbryder i en børnehave. Men det, vi oplever, er, at unge, der har dummet sig en enkelt gang – er kommet op at slås eller har stjålet en knallert – dømmes helt ude. Det er voldsomt stigmatiserende for en gruppe unge, som faktisk har fortjent en chance, siger Ole Hessel og fortsætter:

– Det virker helt paradoksalt, at det offentlige ikke er villige til at vise det samme sociale ansvar, som man forventer – og faktisk også møder – på det private arbejdsmarked, siger han.

Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere er fortørnet over, at det offentlige tøver med at ansætte tidligere kriminelle. Netværket har rejst sagen over for regeringen, og i et brev svarede finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han er "enig i, at kriminelle ikke på forhånd må udelukkes fra ansættelse". Derfor har han bedt sine embedsmænd om at indskærpe reglerne for ansættelser af tidligere straffede over for de statslige departementer samt orientere Kommunernes Landsforening. Her har man imidlertid ikke set grund til at handle:

– Vi mener ikke, at kommunerne blankt afviser tidligere straffede. Kommunerne foretager et sagligt skøn og en konkret vurdering fra gang til gang. Og det er også den procedure, vi løbende informerer kommunerne om. Derfor har vi ikke fundet det nødvendigt at rejse problematikken i den her anledning, siger kontorchef i KL's personalejuridiske kontor Karsten Thystrup.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Straffede udelukkes fra job

vic, publiceret d.05/02 10:23 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Straffede udelukkes fra job
Man behøver ikke være straffet for at blive udelukket af samfundet! Hvis man er født ind i en familie med sociale problemer er man allerede dømt ude! Det selvom man kæmper og ønsker og har vilje at blive en del af det danske samfund. Samfundet ønsker ikke at hjælpe dem som er nederst i hiearkiet og mennesker kan ikke altid selv gøre det som skal til for at komme videre. Ofte bliver ens dårlige fortid brugt imod folk, istedet for at bruge det som en styrke og en indsigt, fuld af stor værdig visdom på lige fod eller som supplement til de belærte fagfolk som ikke engang har den praktiske viden! Hvis ikke samfundet lærer at fortid er fortid, vil det altid være en hindring til en bedre fremtid.
Del Link

Re: Straffede udelukkes fra job

Nederby Jessen, publiceret d.05/02 11:45 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Straffede udelukkes fra job
Det er en kendt sag, at straffede har meget svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet igen. På den måde bliver de dobbeltstraffet. Det er helt urimeligt. Samfundet må have en interese i, at de bliver en aktiv del af samfundslivet, når de løslades.

Når man har afsonet sin straf, har man "betalt sin gæld" til samfundet og bør behandles som før kriminaliteten blev udført. Jens Møller, tidligere formand for Kristeligt Folkeparti, siger i en af sine bøger, at når folk låses ud af fængslet, så burde der blæses i trompet for dem og de burde bydes velkommen tilbage til samfundet. Men sådan er det bestemt IKKE. Tværtimod.

Den 6. januar i år havde jeg en artikel om emnet i den kristne ugeavis "Udfordringen", hvor jeg har et interview med tidligere politibetjent og leder af rehabiliteringscentret "Qou Vadis", Johannes Søndergaard. Artiklen kan findes på http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=14381


I artiklen siger Johannes Søndergaard bl.a.:

"- Vi er mange i vort land, der kan bevidne, at det nuværende fængselssystem er skruet dårligt sammen, fordi det grundlæggende fastholder de indsatte i kriminalitet. Derfor behøver vi en folkerejsning for at få tilstanden ændret.

- Det nuværende system er baseret på straf, hævn og opbevaring af dømte - i stedet for rehabilitering. Det er helt i orden, at kriminelle skal have straf, men de bliver ikke blot straffet én gang, men flere gange for samme overtrædelse." Johannes Søndergaard ønsker at rejse et folkekrav om bedre resocialisering af kriminelle.

Jeg blev meget tidligt opmærksom på de urimeligheder, der er i vort samfund. Jeg var kun syv år, da sagen mod Bjørn Schouw Nielsen tog sin begyndelse. I årene 1951-1954 var han hovedmanden i Danmarks hidtil mest dramatiske retssag, hvor han blev dømt til livsvarigt fængsel for at have hypnostiseret Palle Hardrup til at begå mord. Bjørn Schouw Nielsen var kendt af politiet, men nægtede til sin død at have gjort det, han her var dømt for. Palle Hardrup fik også livsvarigt fængsel for mordet. De blev senere begge løsladt. Palle Hardrup skiftede navn og fandt efterhånden en plads i samfundet igen og gik på et tidspunkt til bekendelse og sagde, at han havde været helt alene om drabet. Bjørn Schouw Nielsen begik selvmord.

Mens Bjørn Schouw Nielsen sad i fængslet skrev han bogen: "En gang slambert, altid slambert" Jeg husker billedet af ham i avisen, da bogen kom frem. Og vi drøftede emnet meget i mit barndomshjem, for han havde jo ret Schouw Nielsen: Er man først dømt, er det svært at blive rehabiliteret.

Det må der gøres noget ved. Vi må have en kriminalforsorgsreform, der i langt højere grad hjælper de indsatte med at blive resocialiserede. Først og fremmest for de kriminelles skyld, men så sandelig også for samfundet.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock