Blindgyde, blindgade, blindskrift, blindebuk – blind alarm

Sidst på efteråret i 2008 var jeg inviteret til fødselsdag hos en god ven, som har været redaktør på Kristeligt Dagblad og siden hen Fyens Stiftstidende, og som stadig skriver gode artikler og ledere. Sidst imponerede han mig med en stribe krystalklare, velskrevne, økonomisk og politisk indsigtsfulde artikler fra Island. Han hedder Bent A. Koch. Jeg havde glædet mig meget til fødselsdagen.

I årevis har jeg brugt læsebriller. Først var det +1, så blev det +2, +3. Det er noget med forkalkningen i blodkarrene i øjnene. Ellers føler jeg mig endnu ikke nært beslægtet med Fakse Kalkbrud.

Det har slået mig i disse år, hvor rørende det i grunden er, at jeg kan se bogstaver så tydeligt som en unge i første klasse. På en benzintank fås brillerne ofte for sølle 35 kroner. Jeg havde for første gang købt et par læsebriller med rødt stel.

Nå, men huset var fuldt af fødselsdagsgæster. Det var en fornøjelse at møde de mange, som jeg kendte i forvejen. Selv sad jeg, som jeg plejer, stille som en mus. Min mor lærte mig, at man altid skal lytte og give de andre ordet, og det har jeg altid fulgt – og slet ikke med Piet Heins dårligt skjulte irritation: ”Mine medmennesker er nogle grusomme kvaj, for de taler om sig, når jeg taler om mig” (citeret efter hukommelsen).

Traktementet var sublimt, jeg havde værtinden til bords, fru Koch. Vi snakkede og grinede, stemningen var inspirerende og et udtryk for, at samtlige gæster skyldte fødselaren meget og ønskede ham det bedste. Ja, det var en fornøjelse at være i Odense hos Bent og Marianne. Så meget, at jeg glemte, at jeg i den grad så frem til at læse i toget på hjemturen.