Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Blindgyde, blindgade, blindskrift, blindebuk – blind alarm til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Blindgyde, blindgade, blindskrift, blindebuk – blind alarm

Kommenter Hold mig opdateret

Man arver blindhed, men desværre arver man ikke tapperhed, sagde forfatter Jorge Luís Borges

Sidst på efteråret i 2008 var jeg inviteret til fødselsdag hos en god ven, som har været redaktør på Kristeligt Dagblad og siden hen Fyens Stiftstidende, og som stadig skriver gode artikler og ledere. Sidst imponerede han mig med en stribe krystalklare, velskrevne, økonomisk og politisk indsigtsfulde artikler fra Island. Han hedder Bent A. Koch. Jeg havde glædet mig meget til fødselsdagen.

I årevis har jeg brugt læsebriller. Først var det +1, så blev det +2, +3. Det er noget med forkalkningen i blodkarrene i øjnene. Ellers føler jeg mig endnu ikke nært beslægtet med Fakse Kalkbrud.

Det har slået mig i disse år, hvor rørende det i grunden er, at jeg kan se bogstaver så tydeligt som en unge i første klasse. På en benzintank fås brillerne ofte for sølle 35 kroner. Jeg havde for første gang købt et par læsebriller med rødt stel.

Nå, men huset var fuldt af fødselsdagsgæster. Det var en fornøjelse at møde de mange, som jeg kendte i forvejen. Selv sad jeg, som jeg plejer, stille som en mus. Min mor lærte mig, at man altid skal lytte og give de andre ordet, og det har jeg altid fulgt – og slet ikke med Piet Heins dårligt skjulte irritation: ”Mine medmennesker er nogle grusomme kvaj, for de taler om sig, når jeg taler om mig” (citeret efter hukommelsen).

Annonce
Traktementet var sublimt, jeg havde værtinden til bords, fru Koch. Vi snakkede og grinede, stemningen var inspirerende og et udtryk for, at samtlige gæster skyldte fødselaren meget og ønskede ham det bedste. Ja, det var en fornøjelse at være i Odense hos Bent og Marianne. Så meget, at jeg glemte, at jeg i den grad så frem til at læse i toget på hjemturen.

Da det blev tid til at tage hjem, gik hans omsorgsfulde datter med mig op i togkupéen og sørgede for, at jeg fik min reserverede plads, så jeg kunne komme hurtigt i gang med at læse. Vi trykkede hænder, hun fra perronen, jeg fra togets vindue.

Hurra, hurra, nu skulle der læses! Jeg slog op, dér hvor jeg havde sat mærke i bog nummer to. Men godmorgen. Jeg kunne ikke se et eneste bogstav. Jeg følte mig svimmel. Jeg havde aldrig før oplevet, at mit syn var så svækket. I en stillekupé må der ikke tales, det er derfor jeg vælger stillekupéen. Ikke kun for selv at få ro, men fordi jeg altid har følt, at den lige var noget for mig, for jeg er som sagt så stille. Det er min natur.

Jeg måtte hviske til min sidedame, om hun kunne tyde en overskrift i avisen, hvis typer var så store som husholdningstændstikæsker på højkant. Hun tyssede helt berettiget og afbrød min diskrete hvisken.

Som toget nærmede sig Sorø, blev min rædsel mere og mere rumsterende. Jeg påbød mig selv at slappe af, men rædselsbillederne drønede rundt i min hjerne: Fra den blinde digter Homér og Sartre, som blev ramt af blindhed i en sen alder og udtalte: ”Alt i mit lange liv er gået igennem mine øjne, min læsning, mine værker, steder, tider og kvinder. Nu er jeg gået i sort. Hvorfor leve?”

Og videre så jeg blinde Jorge Luís Borges, som i en af sine ”Syv aftener” siger: ”I aften er emnet blindhed.” Hans største drøm var at blive ansat på et bibliotek. Drømmen gik i opfyldelse til overmål. Han blev leder af det største bibliotek, som tænkes kan, og just som han glædede sig til at se bogryggene og hylderne, ramte blindheden ham selvsamme dag.

Ikke på nogen måde bitter siger han: ”Jeg vidste jo godt, at det ville ske. Min far blev blind, da han blev ældre, og hans far blev blind, da han blev ældre. Jeg tænkte, hvor var de tapre, bare jeg var halvt så tapper. Da erfarede jeg, at man arver blindhed, men desværre arver man ikke tapperhed.”

Min nabo på Frederiksberg fik en blodprop i sit ene øje for 20 år siden og har fra da af kun kunnet se med det andet. Så vi mødes under tre øjne.

Jeg tænkte, at nu kom turen til mig. Det måtte være en blodprop i mit ene øje, måske i dem begge. Jeg nåede at blive grædefærdig, for jeg skulle arbejde næste dag og kunne intet se.

Da jeg kom hjem, blev jeg ringet op af værtinden, som sagde: ”Du er kommet til at tage mine briller med det røde stel, og jeg kan ikke gå på arbejde uden dem.” ”Tak i lige måde,” sagde jeg. Men så snart jeg opdagede fejltagelsen, så jeg lige så godt som på udrejsen. Hendes briller var specialbriller og kostede flere tusinde. På mig virkede de som et par hinkesten eller otte sammenlagte mariekiks. Dette digt blev til i min jubel over at være seende:

”Min sjæl bliver atter glad og varm.

Min ”blindhed” var kun blind alarm.

Min angst, min skræk og mine griller

var øregas og ørevoks:

Fru Koch var blind med mine briller,

og jeg så intet med fru Kochs.

Måtte der aldrig mere gå Koks i det.

kultur@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​