Finanskrisen kristeligt anskuet

Af Jens Ole Christensen

FINANSKRISEN ER først og fremmest et anliggende for nationaløkonomer og politikere. Den kræver godt håndværk, faglig indsigt og beslutsomhed. Derfor burde jeg måske holde mig fra at gøre den til tema for en klumme.

Men en del samtaler, jeg har deltaget i de senere uger har kredset om den verdensomspændende økonomiske situation, og flere gange har de strejfet spørgsmålet om, hvordan det, der sker, tager sig ud set fra Bibelens verdenssyn. De følgende linjer er spinoff fra de samtaler.

Man kan gøre sig nogle tanker om, hvad der har ført os ud i dette morads. Og hvorfor har ingen – eller i hvert fald kun meget få – økonomer og politikere set det komme? Jeg mener: Det er vel logik for søndagsskolebørn, at man ikke i stor stil kan blive ved med at låne flere penge ud, end der findes, uden at det giver problemer på et tidspunkt.

EN DEL AF FORKLARINGEN kunne findes i apostlen Paulus’ tanke om, at kærlighed til penge er roden til alt ondt (Første Timotheusbrev 6, 10). Vi har de seneste 10-15 år levet i en enorm velstandsstigning i den vestlige verden. En kollektiv guldrus.

Det er da en nærliggende tanke, at de mange penge har sløvet vores fælles realitetssans, så vi med samme apostels ord er blevet prisgivet til en forkastelig tankegang (Romerbrevet 1, 28). Vi har troet, at vi økonomisk set kan gå på vandet, at vi bare kan forbruge og låne løs, og at mængden af rigdom for vores generation er endeløs.Det er da et lille lysglimt, at det i de sidste ugers politiske debat tilsyneladende er blevet acceptabelt at kritisere personlig grådighed. Helt bibelsk. Hatten af for Helle Thorning-Schmidt (S). Hun lyder jo næsten som en gammeltestamentlig profet.