30. januar 2009
Det er vel logik for søndagsskolebørn, at man ikke i stor stil kan blive ved med at låne flere penge ud, end der findes, uden at det giver problemer på et tidspunkt
Af Jens Ole Christensen
FINANSKRISEN ER først og fremmest et anliggende for nationaløkonomer og politikere. Den kræver godt håndværk, faglig indsigt og beslutsomhed. Derfor burde jeg måske holde mig fra at gøre den til tema for en klumme.
Men en del samtaler, jeg har deltaget i de senere uger har kredset om den verdensomspændende økonomiske situation, og flere gange har de strejfet spørgsmålet om, hvordan det, der sker, tager sig ud set fra Bibelens verdenssyn. De følgende linjer er spinoff fra de samtaler.
Man kan gøre sig nogle tanker om, hvad der har ført os ud i dette morads. Og hvorfor har ingen – eller i hvert fald kun meget få – økonomer og politikere set det komme? Jeg mener: Det er vel logik for søndagsskolebørn, at man ikke i stor stil kan blive ved med at låne flere penge ud, end der findes, uden at det giver problemer på et tidspunkt.
EN DEL AF FORKLARINGEN kunne findes i apostlen Paulus’ tanke om, at kærlighed til penge er roden til alt ondt (Første Timotheusbrev 6, 10). Vi har de seneste 10-15 år levet i en enorm velstandsstigning i den vestlige verden. En kollektiv guldrus.
Det er da en nærliggende tanke, at de mange penge har sløvet vores fælles realitetssans, så vi med samme apostels ord er blevet prisgivet til en forkastelig tankegang (Romerbrevet 1, 28). Vi har troet, at vi økonomisk set kan gå på vandet, at vi bare kan forbruge og låne løs, og at mængden af rigdom for vores generation er endeløs.Det er da et lille lysglimt, at det i de sidste ugers politiske debat tilsyneladende er blevet acceptabelt at kritisere personlig grådighed. Helt bibelsk. Hatten af for Helle Thorning-Schmidt (S). Hun lyder jo næsten som en gammeltestamentlig profet.
Desuden kan man overveje, hvad konsekvenserne vil blive af denne krise. Jeg tænker ikke først og fremmest økonomisk – det må vi lade fagfolk om, og det afhænger formodentlig af effekten af diverse bankpakker med videre. Men mentalt.
Behøver det blive den allerstørste katastrofe for os? Mange af os er opdraget til at tro på psykologen Maslows behovspyramide. Det betyder kort sagt, at vi tror, at de materielle behov er de basale: mad, tøj, hus og andre udgaver af fysisk tryghed. Når de er dækket, kan vi få overskud til at beskæftige os med de kulturelle og åndelige værdier. Måske – hvis der ikke kommer andet i vejen, hvis vi ikke får tandpine, eller fladskærmen driller …
TILBAGE FRA MOSES’ TID har Bibelen haft den modsatte opfattelse. Det er i manglen, at mennesker for alvor lærer, at det materielle ikke er livets hovedsag. Derfor kan Israels ørkenvandring tolkes som en guldalder i folkets forhold til Gud: ”Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” (Femte Mosebog 8, 3).
Med andre ord: Kan en økonomisk krise blive et ”wake up call” for os i det overmætte vesten? Måske det sidste, vi får!
Måske vil vi genopdage helt enkle indsigter om, at der ikke er nogen lommer i ligskjorten, at vi har livet til låns, og at det vigtigste i dette liv ikke kan købes for penge. Måske vil det – ved Guds ords hjælp – få nogen til at spørge efter ham, der frivilligt blev fattig for, at vi skulle blive rige (Andet Korintherbrev 8, 9).
Men der findes også et andet – og skræmmende – scenarie. Det er, at vi i den vestlige verden, som trods alt har de største muskler til at komme helskindet igennem, vil gøre alt for at beskytte os selv, mens krisens værste følger vil ramme landarbejdere i Etiopien og Tanzania, gadebørn i Cambodja og andre af Den Tredje Verdens i forvejen udsatte. Altså: at krisen vil forøge vores egoisme – ikke formindske den. I dette tilfælde vestens kollektive egoisme.
Der har været tegn på dette, for eksempel når det en overgang blev gjort til et hovedpunkt at beskytte dristige boligejere – som i årevis har tjent kassen på flexlån – mod en astronomisk rentestigning til syv procent.
Endelig kan man overveje finanskrisen i det bibelske helhedsbillede: Den kristne kirke tror nemlig ikke, at verden skal bestå altid; men at en dag kommer den til at gå under. Johannes’ Åbenbaring nævner faktisk økonomisk krise som et af tegnene på, at vi lever på en dødsdømt jord (kapitel 6, 5-6), og at tiden er begrænset.
Det er ikke sikkert, at det bliver denne gang; men én eller anden økonomisk krise i verdenshistorien bliver altså den sidste. Og derefter kommer ikke ragnarok – men Jesus selv – for at skabe en ny og bedre verden. I det perspektiv bliver selv Barack Obama en overgangsfigur.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad