Imam Abdul Wahid Pedersen mener, at debattører bør finde de uskrevne, etiske regler for kommunikation mellem mennesker frem
I et nyt debatindlæg på religion.dk argumenterer imam Adbul Wahid Pedersen for at der bør lovgives mod hån og latterliggørelse af religion.
Hvem skal definere, hvad der er hån, og hvad der er religionskritik?
Religionskritik er helt iorden. Det er en konstruktiv tilgang til et emne, hvor begge parter går ind i samtalen om et emne med argumenter og saglighed. Det, jeg opponerer mod, er hån, spot og latterliggørelse, som JyllandsPostens kulturredaktør Flemming Rose mente, at muslimer burde tåle, da avisen trykte tegninger af profeten Muhammed.
Det opfatter jeg som mobning. Det svarer til, at sige, at du er dum, grim og tyk, og den slags bruger vi millioner af kroner på at stoppe i skoler og på arbejdspladser.
Mange, også muslimer har ellers sagt, at debatten om islam er blevet langt mere nuanceret efter Muhammed-krisen?
Det er den også. Men det vil jeg ikke kreditere, hverken Flemming Rose eller Jyllands-Posten for, men danskerne generelt.
Hvordan ser den lovgivning ud, som du efterlyser? Og hvem skal afgøre, hvem der må sige hvad?
Det ved jeg ikke, og det er meget svært at afgrænse det, fordi der er forskellige interesser og forskellige tærskler.
Men jeg forsøger at appellere til, at man i sin kommunikation om islam bruger samme uskrevne, etiske regelsæt som med alle andre emner. Alle taler forskelligt afhængigt af, om de sidder i skurvognen med kollegerne eller beder om lønforhøjelse hos chefen. Men i forhold til islam er det som om, at man tager sit ansvarsfrie sprog fra internettet, hvor man kan skrive alt anonymt, med ind i samtalen og debatten om islam. Ingen andre emner er i den grad renset for mådehold med, hvad man kan sige.
Hvis jeg nu siger, at Muhammed giftede sig med en meget lille pige, er det så religionskritik eller mobning?
Hvis du kun taler om Muhammed, så er det et udfald mod Muhammed som person. Både i Mellemøsten, i Europa samt i kongehuse og blandt folk generelt var det helt almindeligt på den tid, at meget unge piger blev gift med meget ældre mænd, og ægteskaberne var arrangerede. Så han var ikke anderledes end alle andre, hvad det angår.
I øjeblikket diskuterer arbejdsgruppen forud for racismekonferencen Durban 2 om det skal være forbudt at nedgøre religion – og fremhæver alene islam med navn. Hvad siger du til det?
Jeg mener ikke, at der er nogen grund til at trække islam ud som noget særligt i den sammenhæng. Religiøse følelser er religiøse følelser. Det samme må jo gælde antisemitisme, nedgørelse af kristendom og andre religioner.
Jeg ser bare gerne, at man bruger sin sunde fornuft. Som en præst engang sagde: Jeg kan gøre grin med min egen død, men ikke med andres.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk