Den modificerede sandhed

Aktivisten Kishore Tiwari ser på billedet af en indisk bonde. Bonden har et rødt reb om halsen, han er død. Fotografiet er blot et af mange på væggen. De hænger der for at minde ham om, hvad han kæmper for

Bomuldshøsten er en hård og til tider langstrakt affære. De hvide totter modnes ikke på samme tid, og i Indien betyder det, at bønderne sælger årets høst af flere omgange. Her ses to af områdets bønder, mens de læsser dagens høst af. –
Bomuldshøsten er en hård og til tider langstrakt affære. De hvide totter modnes ikke på samme tid, og i Indien betyder det, at bønderne sælger årets høst af flere omgange. Her ses to af områdets bønder, mens de læsser dagens høst af. –. Foto: Anna Klitgaard.

Bollywood-stjerner danser hen over fjernsynsskærmen. I farvestrålende dragter smiler de og vrikker med hovedet. Parret bevæger sig gennem en bomuldsmark fuld af svulmende, hvide totter. Hver gren tynges til jorden af de vatlignende knopper, og så langt øjet rækker, er billedet det samme. Midt i alt det hvide stopper stjernerne de rækker hver deres hånd frem og viser stolt en forgyldt pakke bomuldsfrø. Mærket er Bollgard, patentindehaveren på produktet er bioteknologifirmaet Monsanto.

De sukkersøde smil fra de to stjerner overbeviser ikke aktivisten Kishore Tiwari. Det gør heller ikke de mange knopper på bomuldsplanterne. I Vidarbha dyrker stort set alle bønder genmodificeret bomuld, og ikke mange steder i Indien er der fattigdom og ulykke som her. Tidligere var området kendt som Indiens bomuldsbælte, men i takt med at op mod 35.000 landmænd de senere år har taget deres eget liv, har det i dag skiftet navn til Selvmordsbæltet. De døde her er kun en lille del af de 200.000 bønder i Indien, der i de seneste 10 år har taget deres eget liv på grund af fattigdom og gæld. Men med en befolkning på bare 3,2 millioner har de gjort Vidarbha til epicenter for den selvmordsepidemi, der i disse år hærger blandt Indiens bønder.

Selvom frøene i jorden her er de samme som i reklamen, så svulmer bomuldsplanterne ikke af knopper. Bønderne valgte ellers den genmodificerede bomuld eller Bt-bomuld, som den også kaldes på grund af det lovede store afkast. Alligevel har det ikke fået deres bomuldsplanter til at bøje sig mod jorden under vægten af svulmende knopper, som grenene gør i reklamen fra Monsanto.

Den dårlige høst bliver Kishore mindet om selv inde på kontoret i Pandharkawada. På den brunlige betonvæg til venstre for ham hænger en stor planche fra 2006. Vidarbhas seks distrikter er afbildet på den, og ud for hver af dem står et tal. For Yavatmal-distriktet, hvor Pandharkawada ligger, er tallet højt. 248. Under det viser et billede en mand med lukkede øjne og et rødt reb om halsen. Han er død og er medvirkende til, at Kishore og hans forening, Jan Andolan Samiti, har travlt. Flere gange om ugen modtager de opkald fra efterladte, der lige har mistet et familiemedlem. Og hver dag besøger enten Kishore eller en af foreningens tre frivillige familier i oplandet for at hjælpe dem. De rådgiver de efterladte om kompensationsmuligheder og fortæller om alternativer til dyrkningen af, hvad Kishore ser som hele grunden til selvmordene: Bt-bomulden.

For 10 år siden var det dog ikke de små, genmodificerede frø, der drev den nu 50-årige Kishore væk fra en lukrativ stilling som marketingchef. I stedet var det et ønske om at gøre en forskel og bedre vilkårene for Yavatmals fattige bønder. Ønsket var både religiøst og idealistisk funderet. For i hinduismen er det godt at gøre noget for andre, og politisk ser aktivisten det som nødvendigt at tilsidesætte egne behov for at hjælpe andre.

Som Kishore sidder i chefstolen på kontoret, ses det tydeligt, at han kan lide at være midtpunkt. Både for pressen og lokalbefolkningen. Lige nu har otte mænd mast sig ind på det lille kontor uden vinduer. Han underholder dem alle med historier fra marken og med sine egne fortræffeligheder. Lige indtil telefonen ringer, og en kvindestemme fortæller om endnu et selvmord. Så bliver han alvorlig.

Da han efter et stykke tid lægger mobilen fra sig, ser han op på planchen med billederne af de døde bønder og nærmest råber: Ban it. They should just ban it! Forbyd det. De burde bare forbyde det.

Fokus for Kishores vrede er de genmodificerede bomuldsfrø, der gemmer sig i Monsanto-reklamens forgyldte kasse. Monsanto er et multinationalt bioteknologisk selskab, der specialiserer sig i landbrugsprodukter blandt andet ukrudtsmidlet Roundup. Firmaet har været til stede i Indien, siden det i 1998 fusionerede med Maharashtra Hybrid Seed Company Ltd. (Mahyco).

Sammenlægningen gav Monsanto-Mahyco fodfæste på det enorme indiske landbrugsmarked med 575 millioner potentielle kunder og åbnede hurtigt for testforsøg med det genmanipulerede Bt-frø. I 2002 blev Bt-bomuld som den første genmodificerede afgrøde godkendt til kommercielt brug i Indien, og lige siden er det gået stærkt. I dag er 6,3 millioner hektar ud af 9 millioner under Bt-opdyrkning, hvilket er en stigning fra 0,3 procent i 2003 til 70 procent i dag. I Vidarbha begyndte bønderne for alvor at bruge frøene i 2003-2004, og i de første høstår var jordens afkast højt. Men så begyndte det at gå galt.

Det lave udbytte ses ikke mindst på de syv bomuldsmarkeder, der ligger som perler på en snor langs vejen mellem landsbyen Baggi og Pandharkawada. De første fem er lukket, og det sjette har kun modtaget sojabønner. Først på det sidste ligger et lille bjerg af bomuld. Mens bønderne skubber bomulden ud af sækkene på vognen, æder okserne løs af de hvide totter. Hvidt skum står ud af deres munde, mens de gumler.

Kishore står på pladsen foran den hvide høj af bomuld. Alt dette er Bt. Han samler en håndfuld op, nulrer den. Der er ikke nogen forskel at se. Bomulden ligner den slags, der blev dyrket før i tiden. Alligevel er der forskel, for tidligere var landmændene også fattige, men de begik ikke selvmord.

Det begyndte de først for alvor på, da de multinationale selskaber kom til Indien i slutningen af 1990erne. De gik aggressivt til værks for at få markedsandele. Kishore har set plakater i landsbyerne og hørt sælgere forklædt som bønder fortælle om frø med fantastiske evner. De har lovet de måbende landmænd, at deres udbytte fra markerne ville mangedobles, og at de ville blive rige på kort tid. De har også fortalt, hvor fantastisk Bt er, fordi den ikke kræver insektgift. Og hvis bønderne stadig tvivlede, husker Kishore, at firmaerne arrangerede ture til testmarker, hvor de ved selvsyn kunne se Bt-bomuldens fortræffeligheder.

Kishore har set det hele før. De seneste tre-fire år har høsten været den samme katastrofal. Derfor er det også med bekymring, at han går de kommende måneder i møde. Planchen på hans kontor minder ham nemlig om, at langt de fleste selvmord sker i månederne under og efter høsten, fordi landmændenes håb om en mirakelhøst ikke bliver indfriet. Dermed står de med en gæld fra de tidligere år samt udsigten til at optage et nyt lån til næste års såsæd.

Kishore har set forandringen komme snigende i landsbyerne, hvor selv helt fattige bønder nu ligesom resten af Indien drømmer om motorcykler og mobiltelefoner. De vil være med i den fremgang, som resten af landet oplever i disse år, og føle sig som Bollywood-stjernerne i de strålende reklamer.

Der er dog langt fra filmstudierne til virkeligheden i Vidarbha. Ikke bare markedet viser dette, men også markerne. Kishore standser bilen ved en, hopper over den udtørrede grøft og ned på jordens sprukne overflade. Inde blandt de røde blade står bomuldsbonden Sama-dhan Raud blandt udtørrede knopper. Egentlig troede han, at Bt-bomuld med Bollgard ville beskytte bomuldsknopperne. Det fortalte sælgeren ham, og det antyder navnet. Men Bollgard beskytter kun knopperne mod larveangreb og ikke mod svamp, og derfor har han været nødt til at indkøbe dyr gift for at redde høsten. Også selvom brugen af Bt netop skulle betyde, at bønder som Samadhan sparede penge på plante- og insektgifte.

Monsanto udviklede op gennem 1980erne Bt-frøene. De er kodet med et giftstof, Bacillus thuringiensis, som de mest skadelige bomuldslarver ikke kan lide. Denne egenskab kan spare bonden for både udgifter og sprøjtning med gift, og det kunne flere indiske frøfirmaer se fidusen i. De købte teknologien af Monsanto, som dog stadig ejer patentet og anser alle Bt-frø for firmaets ejendom. Det betyder, at de ikke tillader bønder i hverken Indien eller resten af verden at gemme, videresælge eller bruge frø fra Bt-planter, hvorfor alle Bt-bønder skal investere i nye frø hvert år.

Hvis bønderne forsøger at omgå Monsantos forbud ved at gemme eller genbruge såsæd, så har det i flere tilfælde vist sig, at de genmodificerede frø fra firmaet ikke kan reproducere sig selv. Bønder og interesseorganisationer påstår, at det skyldes terminator-teknologi, der gør frøene sterile, men Monsanto lover på deres hjemmeside, at de ikke vil bruge teknologien i fødevarer.

Når bønderne alligevel investerer i den dyre såsæd, er det, fordi de er fanget af reklamernes løfter. De drømmer om et bedre liv, og Monsanto og underleverandørerne udnytter dette ved at lokke bønderne med store afkast og tilbud om penge. Frøfirmaerne sælger nemlig ikke kun frø, de finansierer også indkøbene, hvis bonden ikke har rede kontanter. Denne fremgangsmåde er blevet kritiseret fra flere sider, men indtil videre stiger andelen af lån optaget hos såsædssælgere bare.

Det samme gør antallet af selvmord i området på trods af økonomiske hjælpepakker fra staten og delstaten. I Vi-darbha begår tre til fire bønder selvmord hver dag, og det holder Kishore beskæftiget. Konstant er der mennesker på hans kontor, og i dag er ingen undtagelse.

På en af de sorte plastik-stole inde på det lille kontor sidder en høj, stor mand. Hans navn er også Kishore, og han er bror til Ashok Deshettiwar, der begik selvmord for blot en uge side. Han er kommet for at søge hjælp, for Ashoks gæld skal betales tilbage.

Kishore Tiwari lover at hjælpe familien med kompensationsansøgningerne. Men han spørger også, om de har overvejet at dyrke andre afgrøder end Bt-bomuld. Han ved godt, at kun meget få selvmordsramte familie formår at skifte til nye afgrøder for ikke at tale om dyrkningsmetoder. De har ikke ressourcerne til det, heller ikke selvom økologisk bomuldsdyrkning med tiden kan gøre en forskel.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Monsanto er blevet bedt om at medvirke i artiklen, men har pr. mail blot henvist til firmaets hjemmeside www.monsanto.com

Den 50-årige Kishore Tiwari har i 10 år kæmpet for fattige landmænds rettigheder. –
Den 50-årige Kishore Tiwari har i 10 år kæmpet for fattige landmænds rettigheder. – Foto: Anna Klitgaard.