De er jo ikke katolikker

Herefter kvitterede paven med at ophæve ekskommunikationen. Det gør ikke automatisk de fire biskopper til katolikker. Ej heller gør det Sankt Pius X-selskabet til en del af den katolske kirke. Men det lægger op til, at parterne kan have de omfattende teologiske drøftelser, der er nødvendige, førend en genforening kan komme på tale. Og uden biskoppernes accept af, at reformerne fra Det Andet Vatikankoncil er en uundværlig del af livet i den katolske kirke, bliver der ingen forsoning.

En sådan proces kan tage meget lang tid. Uden sammenligning i øvrigt ophævede pave Paul VI og patriark Anthenagoras af Konstantinopel i 1964 de gensidige ekskommunikationer i et forsøg på at slå bro over det store skisma mellem øst- og vestkirken i 1054. Men den katolske og den ortodokse kirke er som bekendt ikke forenede endnu, selvom de stadig taler sammen.

Al teologien og kirkejuraen i Benedikts gestus er dog blevet overhalet indenom, fordi det i jødiske kredse – inklusive dem, der nomalt står Vatikanet nær – har vakt stor vrede, at en af de fire biskopper, englænderen Richard Williamson, er en kendt holocaustbenægter. Næsten uundgåeligt tolkes pavens gestus som en accept af hans synspunkter.

Kunne man have forudset det i Vatikanet? Pavens talsmand har gjort det klart, at ophævelsen af ekskommunikationen af de fire biskopper intet har at gøre med Wiliamsons bizarre historiesyn. Og paven selv har givet udtryk for sin ”fulde og ubetvivlelige solidaritet med det jødiske folk” og har advaret imod enhver form for benægtelse af holocaust. På den anden side er paven næppe blind for, at Wiliamsons holdninger er symptomatiske for de forskruede idéer, der undertiden trives i lukkede kirkelige miljøer.

Men hvorfor så overhovedet komme Sankt Pius X-selskabet i møde?

I Vatikanets optik handler det om at overvinde en kirkesplittelse. Og det gør det vigtigt at få biskopperne samt de godt 500 præster og 600.000 medlemmer, der udgør resten af Sankt Pius X-selskabet tilbage i folden igen, og i Vatikanet ved man, at kirkesplittelser blot bliver sværere og sværere at overvinde, som tiden går.

Til gengæld gør paven sig næppe nogen illusioner om, at det vil være let nu at skulle forhandle med Sankt Pius X-selskabet. Johannes Paul II prøvede i 10 år at få en ordning i stand, og som kardinal og formand for Troslærekongregationen fulgte Benedikt sagen på nærmeste hold. Han ved, at den belejringsmentalitet, der præger traditionalisterne, kræver endeløs tålmodighed, for der er rigtig mange kameler for dem at sluge.

Katolikker er de fire biskopper ikke endnu. Før de bliver det, skal de blandt andet anerkende, at antisemitismen er en synd, sådan som Benedikt XVI og hans forgængere siden 1960’erne ofte har fremhævet det.

Hvad er så næste skridt? Benedikt XVI har i sin korte regeringstid flere gange været centrum i en mediestorm. Men når stormen er løjet af, er slutresultatet ofte positivt. Den katolske kirkes forhold til islam har aldrig været mere konstruktivt end efter pavens tale i Regensburg, og måske vil det gå sammen vej med jøderne. Benedikt XVI skal efter planen besøge Israel til maj, og ingen – mindst af alle israelerne – er interesseret i en aflysning på grund af en holocaustbenægter.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.