Einstein, Kierkegaard og Guds vilje

I modsætning til Einstein tror jeg, at Gud kaster med terninger. Når vi er i evigheden, kan vi få de mest usandsynlige kast på ingen tid, for i evigheden eksisterer tiden jo ikke – og i evigheden er alt muligt. Tænk på et puslespil i ordnet tilstand, der kastes op i luften og falder ned på gulvet i komplet uordnet tilstand. Brikkerne falder ikke ned og lægger sig i det ordnede billede. Men sandsynligheden er ikke eksakt nul, den er bare ufattelig lille, så lille som sandsynligheden for, at en abe, der på må og få hamrer i et tastatur, kommer til at skrive Shakespeares samlede værker.

Universet er et tilfælde, et guddommeligt tilfælde, et mirakel. Og i mirakler har Gud altid en finger med i spillet.

Spillet består af naturlovene og naturkonstanterne, dem, vi kender, og dem, vi endnu ikke kender. Alle brikker skal falde på plads og i hak og ligge urokkelig fast. Ellers ’virker’ verden ikke. Havde for eksempel elektronens ladning, gravitationskonstanten eller Plancks konstant afveget den mindste smule fra deres faktiske værdier, ville verden og vi ikke være til.

Gud skabte ikke verden på seks dage. Det tog ham 14 milliarder år, og han arbejder stadig på sagen, for den vilje, der hidtil har styret, den styrer også herefter.

IFØLGE EINSTEIN HAR GUD ikke blandet sig, siden han skabte universet. Han satte det hele i gang én gang for alle. Naturlovene og -konstanterne er de samme overalt i universet fra begyndelsen til evig tid. Naturlovene er overholdt til enhver tid på et hvilket som helst sted i universet. Eksempelvis er termodynamikkens love overholdt for ethvert tænkeligt kontrolvolumen og alle netværk af kontrolvoluminer samtidig overalt og samtidigt i universet. Det vil sige, at verden er løsningen til et uendeligt antal sammenhørende ligninger, der udtrykker naturlovenes tvingende nødvendighed. Idet naturlovene er Guds vilje, så sker Guds vilje ”som i himlen, således også på jorden.”

Albert Einstein siger: ”Min religiøsitet består af en ydmyg beundring af den uendelig højerestående ånd, der afslører sig selv i den smule, vi kan begribe om den fysiske verden. Denne emotionelle overbevisning om tilstedeværelsen af en overlegen fornuftsmagt, som giver sig til kende i det ufattelige univers, udgør min forestilling om Gud.”

Søren Kierkegaard siger, at mennesket er en syntese, det vil sige et forhold mellem to, nemlig uendelighed og endelighed, evighed og timelighed, frihed og nødvendighed. På den ene side af forholdet har vi det, der ikke er af denne verden, altså det, der er ”i himlen”. På den anden side har vi det, der er på jorden. Et menneske lever således udspændt mellem himmel og jord.

For cirka 6000 år siden indtraf et spring i menneskehedens historie, nemlig da bevidstheden om syntesen og selvet (ånden) kom ind i verden. Hvordan det skete, og hvor hurtigt det gik, er ikke godt at vide. Var det et spring, eller tog det i virkeligheden en rum tid, før de menneskelignende dyr, der levede dengang, blev til mennesker med ånd?

Myten om Adam og Eva er en poetisk beskrivelse af, hvad der skete, nemlig at mennesket i udviklingen kom dertil, at det blev opmærksom på sin frihed, sin mulighed for at afvige fra nødvendigheden: Guds vilje. Det er arvesynden, fordi den (ved et spring) kom ind i alle mennesker for aldrig mere at komme ud igen.

FØR ADAM VAR menneskelignende væsener underlagt nødvendighed, endelig og timelighed, det vil sige, mennesket var endnu ikke blevet menneske, men var som dyr, der ubetinget adlyder Guds vilje. Med Adam opstod der tvivl om, hvorvidt også tænkende mennesker er underlagt Guds vilje. De fleste moderne mennesker er af den opfattelse, at begrebet ”Guds vilje” er religiøst tankespind.

Men ikke Einstein. Han var ikke i tvivl. Han gik så vidt som til at sige, at ”en persons handlinger er lige så forudbestemte, som hvordan en billardkugle, en planet eller en stjerne bevæger sig. Mennesker er i deres tænkning, følelser og handlemåde ikke frie, men lige så kausalt bundne som stjernerne i deres bevægelser. Mennesker, grønsager og kosmisk støv – alt danser til en mystisk melodi slået an på afstand af en usynlig musikant.”

Musikanten er Gud, hvem ellers? Alt danser således efter en uforanderlig vilje sat af Gud for cirka 14 milliarder år siden. Alt, også dit liv, er underlagt denne vilje. Det er en vildfarelse at tro, at du skiller dig ud fra resten af naturen ved ikke at være underlagt nødvendighed eller Guds vilje. Det skulle jo også være mærkeligt, om den melodi, hvorefter stjernerne i universet og atomerne i din krop danser, ikke også former dit liv.

Kierkegaard har sagt det for længe siden: ”I Naturen er Alt ubetinget Lydighed. Vindens Susen, Skovens Gjenlyden, Bækkens Rislen, Sommerens Summen, Bladenes Hvisken, Græssets Hvislen, hver en Lyd, enhver Lyden Du hører, det er Alt Adlyden, ubetinget Lydighed, så Du kan høre Gud deri, som Du kan høre ham i den Musik, der er Himmellegemernes Bevægelse i Lydighed.”

Og videre: ”Også Du er jo underlagt Nødvendighed; Guds Villie skeer jo dog alligevel, så stræb Du at gjøre en Dyd af Nødvendighed, ved ubetinget lydigt at gjøre Guds Villie.”

Einstein mente som sagt ikke, at Gud har blandet sig siden big bang, selvom han var overbevist om ”tilstedeværelsen af en overlegen fornuftsmagt, som giver sig til kende i det ufattelige univers.” Kierkegaard, derimod, var overbevist om, at Gud blandede sig for cirka 2000 år siden ved gennem Jesus at minde os om, at Guds vilje sker, ikke kun i himlen, men også i den enkeltes indre.

Hvis Einstein og Kierkegaard virkelig har ret i, at alt, også du, danser til ”en mystisk melodi slået an på afstand af en usynlig musikant”, så må opgaven være at lytte til melodien og lære at elske den.

Hans Schrøder er rådgivende ingeniør