Når livet åbner eller lukker sig

Løgstrup har et fremmedord for fænomenet: Det hedder interdependens, på dansk "gensidig afhængighed". Vi lever i indbyrdes afhængighed. Vi har magt over hinanden. En person kan komme ind i et rum, og alle lyser op, en anden kan komme ind, og alle trykker sig. Som forældre har vi en næsten uoverskuelig magt til at præge vores børn til at leve i frygt eller i en grundtone af glæde. Det er en magt, der kan få os til næsten at gå i knæ.

Vi har en udenrigsminister i Danmark, som selv har fortalt, at hans far, der også var politiker, lærte ham det vigtigste, han har lært. Faderen sagde, da udenrigsministeren var dreng: "Stil dig op på bordet og hop ned i mine arme". Drengen hoppede, faderen flyttede sig, og da drengen slog sig voldsomt, sagde faderen: "Nu har jeg lært dig noget vigtigt. Du skal ikke have tillid til nogen i denne verden". Løgstrup ville ikke finde det betryggende, at den mand blev udenrigsminister.

I himmerlandshistorien "Thomas i Spanggården" er Thomas og Poul rige gårdmandssønner, som er forelskede i Jørgine.

Hun har givet dem begge håb, og det fører til et grusomt fjendskab. Første gang, det kortslutter mellem dem på grund af hende, er ved en sankthansaften. Først sidder hun ved siden af Poul, mens Thomas fyldes af had, jalousi og morderiske tilskyndelser. Da hun og Poul begynder at gå hjemad, går Thomas imellem dem og kalder sin rival for fedtemikkel og svineansigt. De to rivaler lægger op til et kæmpeslagsmål: "Jørgine stod lidt afsides, hun bøjede ganske stille sit hoved som et togsignal, der falder, og græd."

Hun går hjem alene, Thomas lover, at han vil slå Poul så flad som en tudse, han tørrer med ringeagt Poul over ansigtet med sin hånd og giver ham et drøjt øgenavn. Det bliver et voldsomt slagsmål:

"Det blev Poul, som fik pryglene, allesammen. Thomas smækkede ham med knoerne på issen og bedøvede ham halvt, han bukkede begge ender sammen på ham og gav ham tørre rygprygl, lavede ham i det hele metodisk til."

Et øjeblik slapper Thomas af, og Poul sparker ham i hovedet, så sætter Thomas sig overskrævs på ham, og Poul siger: "Slå mig bare helt ihjel med det samme."

Det blev Poul, som fik Jørgine, og Thomas nærede et vedvarende ubeskriveligt had til alt, hvad der fra da af hedder Poul. Jørgine føder et barn om året de næste otte år, og der er ingen mulighed for, at situationen kan ændres mellem de to dødsfjender, selvom Thomas gifter sig. Thomas får ikke vellykket familieliv.

Vi er i midten af historien: "Det år var det, at den store tørke faldt ind, som folk taler om endnu. Der faldt ingen regn lige fra om våren, når undtaget et par tordenbyger, der kun evnede at plaske i overfladen af støvet og gøre jorden ligesom koparret. Bønderne ventede længe tålmodigt tillige med kornet. Det voksede endda, det ligesom listede sig til at vokse lidt. Men udsigterne blev små. Hen på sommeren begyndte man at tale stille om, hvad der endnu kunne reddes; det betød, at man gerne gjort så store afslag, man evnede. Men der kom ingen regn. Der stod det syge korn på agrene, havre af en fingers længde, rug så hvidt som bleget hår og med det halve af vipperne golde. Ude på de skarpe jorder ved fjorden blev der næsten ingenting. Længe, længe blev man ved med at tro, at en regn endnu kunne redde afgrøden, men fortrøstningen blev løsere og løsere, ligesom der var langt mellem stråene på marken. Men ved middagstid kom der kulde i luften, svære skyer drev hastigt fra vest, de kom flyvende som mørke giganter med armene strakt frem foran sig. Man ville knap tro det, og da det blev til regn kunne ingen bare sig for bevægelse. Jo, det begyndte at skylle ned. Solen skinnede i begyndelsen, og regnen kom højt oppe fra luften i lange glimrende og lysgyldne strenge. Funker og gnister røg fra kornet, og over vejen stod en fin dis af vandstøv. Det regnede i solskin, hver dråbe tindrede af lys. Og sådan var alle folks glæde. Rolige mænd for ud af dørene og råbte halløj – over til naboen at sige det! Midtvejs mødtes de og blev stående i skylregnen. Børnene, som havde været trykket af de gamles stilhed, blev ellevilde. Alt kunne blive godt endnu. Mændene gav hinanden håndslag, nogle skjulte sig og græd eller takkede Gud. De behøvede ikke at skjule sig, alle var stiltiende enige om at give hinanden lov til udbrud og glemme det siden."

Næsten alle forsones med hinanden i lykkerusen. Derfor kan Poul ikke lade være med at få nyt håb og ny tillid. Thomas forskanser sig i sit had og i sin hævntrang.

Om Poul skriver Johannes V. Jensen: " Han gav sig hen i glæden".

Da han er på vej hjemad, møder han Thomas, og Poul trænger til at dele sit håb med ham.

"Din skidtknægt", siger Thomas med bidende ondskab, tænderne blottes, og hans øjne stikker af hadefuldhed. Denne konfrontation knækker Poul helt anderledes end de mange tæv, han fik, da de var oppe at slås. Han skammer sig over, at han havde følt trang til at forsone sig med Thomas. Hans livsvilje knækkes, og hvis man ikke tror, man kan dø af et ondt ord, har man ikke læst historien. Det er sandt, at et mord kan være et ord uden M.

Den opstemthed, som den befriende regn og det nye livsmod afføder i Poul, er præcis den mulighedsåbnende livsytring, som Løgstrup redegør for, mens Thomas' hadefulde, destruktive lukkethed er det mulighedsdræbende.

Poul fatter tillid, endda tillid til, at det ikke kun er selve livet, der er tilliden værd, men også hans ærkefjende, fordi i tilliden åbner mennesker sig for hinanden på en måde, der overrasker dem selv i en kærlighed, som burde skabe genkærlighed, ligesom glæde skaber glæde, der vider sig ud som ringe i vandet.

Thomas fortsætter efter Pouls død med at ødelægge enkens og børnenes tilværelse. Han beskylder børnene for at stjæle, selvom han ved, det er løgn, og han håner Jørgine for at have sat børn i verden så hyppigt. Som Thomas siger til en af sine gæster, mens Jørgine hører det: "Det er nok fattigfolks eneste fornøjelse."

Fortællingen slipper ikke Thomas her, men viser, at hans had og ondskab ikke alene tog livet af hans fjende, men også af ham selv: "Nu ligger han begravet på den øde kirkegård i Graabølle, hvor den ene gravtue er så lidt forskellige fra hinanden."

kultur@kristeligt-dagblad.dk