Med Gud som arbejdsgiver

– Den vinkel kan man godt lægge på teksten. Gør man det, vil min løsning på problemet umiddelbart være, at vingårdsejeren i stedet betaler timeløn til sine arbejdere. Man kan også forstå teksten historisk, som dengang kvinderne kom på arbejdsmarkedet og skulle have samme løn. Man kan også tale om fleksjob eller deltidsarbejde. Men der er også et socialt aspekt i teksten. De arbejdere, som kun arbejder en time, får samme løn som dem, der arbejder hele dagen. Men de, der kun har arbejdet en time, har sikkert lige så meget behov for lønnen, for de skal også sætte mad på bordet i deres familie, siger Lars Jakobsen.

Han fortæller om dengang, han arbejdede på FDB-lageret i Århus, da hele landet var ramt af snestorm, og mange mødte for sent på arbejde. Men ledelsen besluttede ikke at trække nogen i løn – de havde gjort en indsats for at nå frem. Det blev der mukket en del over blandt dem, der var mødt til tiden. Dengang var Lars Jakobsen tillidsmand og spurgte de utilfredse: Vil I virkelig have, at jeg går ind og beder ledelsen om at trække jeres arbejdskammerater i løn?

Lars Jakobsen gik lige fra begyndelsen ind i det fagpolitiske arbejde. Det havde han med sig fra sin morfar, mens hans kristentro var en arv fra mormoderen.

– Jeg har altid vedkendt mig min tro, også som aktiv i fagbevægelsen. Dengang haglede kritikken ned over den kristelige fagbevægelse, og det betød, at det var hele kristendommen, der måtte stå for skud. Det havde jeg det ikke ret godt med. Min oplevelse siden barndommen har været, at kristendommen giver tryghed, kærlighed og fællesskab. Men jeg mener ikke, at den kristelige fagbevægelse tager del i fællesskabet, når man bevidst frasiger sig strejkeretten. Så er man ikke med til at fastholde overenskomsterne, som er et fællesskab til alles bedste. Den kristelige fagbevægelse gør det modsatte af, hvad kristendommen står for, nemlig solidaritet i forhold til de små og dem med dårlige sociale forhold. Derfor bliver man indimellem nødt til at tage en konflikt på arbejdsmarkedet, siger Lars Jakobsen.

For omkring 11 år siden blev han gift i kirken – men blev ret hurtigt skilt igen.

– Men jeg fik alligevel noget at tænke over. Det var, som om der sprang en gnist, når man havde stået i kirken og givet et løfte over for Gud. Det var noget, jeg blev nødt til at arbejde mere med. Undervejs var jeg nødt til at sige til mig selv, at nu skulle jeg begynde at gå i kirke. Det blev så til, at jeg begyndte at gå i min lokale sognekirke i Gellerup og indimellem til meditationsgudstjeneste i Århus Domkirke, siger Lars Jakobsen.

Han er ikke i tvivl om, hvad søndagens lignelse i virkeligheden skal sige.

– Den handler om Guds enestående kærlighed. Jeg ser teksten i forhold til en menighed. Du kan komme hver søndag, eller du kan være gået lige ind fra gaden. Den kærlighed, du møder, er den samme for alle. Gud ser på os alle på den samme måde. Vi har en værdi hver især, som en diamant, der stråler. Uanset hvad vi giver og i hvor lang tid, så er det, vi giver, lige meget værd, og Gud sætter lige meget pris på det. Det betyder også, at vi som kristne indimellem skal forlade mageligheden og yde en indsats, der koster noget, for at andre kan komme nærmere Gud, siger Lars Jakobsen.

vincents@kristeligt-dagblad.dk