Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Teologiens sag er alvorligt truet til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Teologiens sag er alvorligt truet

1 debatindlæg Hold mig opdateret

Den teologiske kernefaglighed kan blive udhulet gennem en tværfaglighed, der sætter ind for tidligt og spærrer for den fagspecifikke viden, som gør det muligt at skelne mellem historiske og systematiske spørgsmål

Debatten om teologistudiets fremtid er udsprunget af det meget lave optag af nye studenter til landets to teologiske fakulteter. Fra flere forskellige kredse argumenteres der for radikale ændringer, som skulle føre til, at optaget blev markant øget.

Om de virkelig kunne få en sådan virkning, kan ingen vide, men det vækker min dybe bekymring, at nogle af dem, der ønsker radikale ændringer, ikke har meget sans for, at der findes en teologisk kernefaglighed, og at teologi ikke er vilkårligt sammenstykket af vraggods fra andre fag. Jeg øjner nogle klare tendenser, som det er en god idé her at trække frem til gavn for den fortsatte frugtbare debat.

Jeg frygter, at kernefagligheden bliver udhulet: For det første er det yderst problematisk, når nogle tilsyneladende mener, at praksis eller anvendelsesorienterede fag kan have overvægten i et teologisk studium. Al viden skal selvfølgelig bruges til noget, men ”anvendelse” sigter her til det snævert erhvervsrettede.

Annonce
Når teologi overhovedet er et universitetsfag, skyldes det et særligt træk ved kristendommen, nemlig dens krav om at bringe sandhed og at have et læremæssigt indhold. Derfor førte skolastikerne teologien ind på universiteterne, da disse opstod i middelalderen. I vores lutherske tradition har præsten et særligt læreembede, idet menigheden har uddelegeret sin myndighed til en betroet person, der skal lære sand kristendom og sørge for, at gudstjenesten foregår på ordentlig vis. Det traditionelle studium i teologi med vægt på dybdegående viden og erkendelse er derfor en velegnet baggrund for præster i en luthersk kirke. Det moderne teologiske studium rummer også anvendelsesorienterede elementer, men teologien kommer på afveje, hvis orienteringen mod praksis bliver centrum.

Nogle debattører ser ud til at ønske et teologistudium, der er gearet til det, de ser som folkekirkens nye virkelighed: At den er en indholdstom religionsanstalt, hvor præsten servicerer sine brugere og derfor skal have mange forskellige praksisorienterede kvalifikationer og kompetencer. Men folkekirken skal efter min opfattelse være en evangelisk-luthersk kirke, og teologien et videnskabeligt studium af kristendommen.

Den teologiske kernefaglighed er orienteret mod erkendelse, og der er saglige grunde til, at den er spaltet i historiske og systematiske discipliner, og at en god teolog er skolet i begge tilgange: Selvom kristendommen er blevet til i oldtiden, er den stadig en levende religion. Teologien er en nutidig reflektion over dette forhold.

Den teologiske kernefaglighed kan for det andet blive udhulet gennem en tværfaglighed, der sætter ind for tidligt og spærrer for den fagspecifikke viden, som gør det muligt at skelne mellem historiske og systematiske spørgsmål. Eller når det bliver hævdet, at historisk viden i sig selv er irrelevant, medmindre dens praktiske anvendelighed straks kan påvises.

Mens systematiske teologer primært diskuterer, om kristendommens sandhedskrav kunne give mening i dag, er opgaven for den historisk orienterede teologi af en noget anden art. Her bliver det taget alvorligt, at alle er børn af deres tid. Læser man en avis, der blot er få årtier gammel, vil man blive slået af, hvordan alt er bestemt af at være skrevet i en fortidig sammenhæng. Dette gælder endnu mere tekster, der er skrevet for flere hundrede eller tusinde år siden! Hvis vi ikke mærker det, når vi læser Bibelen, er det, fordi vi har læst den så ofte, at vi er blevet blinde for dens fremmedhed.

Det rystende ved den historiske teologi er, at den ødelægger fortroligheden og gør teksterne fremmede. Det er en dybt alvorlig og svær opgave, hvor man må prøve at sætte sig ind i et andet samfund og en anden mentalitet, og opgaven bliver aldrig afsluttet, for vores viden er kun hypotetisk og står altid til debat og revision. Det er nødvendigt at lære vanskelige sprog som hebraisk, græsk og latin, for Bibelens eller Luthers tekster er ikke skrevet på dansk, og de bliver ikke forstået på et videnskabeligt niveau, hvis man ikke har adgang til den præcise ordlyd og kan diskutere, hvilke oversættelsesmuligheder der eksisterer.

Men fremmedgørelsen tjener i sidste ende teologiens sag, for den betyder, at teologiens nutidige anliggende kan forvaltes uden svindel. Meningen med at læse teksterne i deres historiske sammenhæng er selvfølgelig at forstå dem, og også når den historiske teologi placerer de gamle tekster i en anden virkelighed end vores nuværende, sker det, for at de på en troværdig måde kan hentes tilbage til nutiden og måske hævde en betydning her.

Når Paulus siger, at vi skal underordne os øvrigheden, er vi nødt til at forstå forskellen på den romerske øvrighed og den danske i 2009: I et demokratisk samfund skal vi ikke kun underordne os øvrigheden, men også kritisere og styre den.

Den historiske teologi er nødvendig, for at det kan blive klart, at fortidens tekster er skrevet ind i en anden tid og som svar på en anden tids spørgsmål. Men den historiske teologi er også nødvendig, fordi vi selv er en del af kristendommens historie. Det har direkte, nutidig relevans at vide, hvordan kristendommen fik den form, den har nu, også selv om undersøgelsen skulle føre os tilbage til en fjern, mærkelig verden.

I Vesten var kristendommen og det almindelige samfund i ældre tid forbundne størrelser, og også i det omfang den moderne verden er blevet til i et opgør med kristendommen, må den forstås i forhold til det, som den forlod. Derfor er kristendommens historie stadig levende debatstof i pressen.

I de senere års kulturkampe, religionssammenstød og stridigheder om den nye ateisme støder vi til stadighed på indlæg, der enten hævder, at det moderne samfund er blevet til i en frigørelse fra kristendommen, eller som en konsekvens af den. Muligvis kan rigtigheden af disse påstande ikke afgøres gennem historiske undersøgelser, men bedre historisk viden kunne kvalificere indlæggene, så det blev klart, at der er belæg for begge opfattelser.

For det tredie vil den teologiske kernefaglighed blive udhulet, hvis studiet bliver et tagselvbord, hvor en teologisk kandidat udmærket kan sidde inde med en helt fragmenteret teologisk faglighed. Denne fare viser sig i opfattelsen af studenterne som ”brugere”, der selv skal have lov at sammenstykke deres uddannelse efter individuelt behov. Nok skal der være noget fælles, som teologiske studerende skal lære, men ikke for meget. Hebraisk og latin skal være valgfrie fag, og meget af uddannelsen skal være emner, som de studerende selv vælger, for eksempel helt ikke-teologiske fag som ”ledelse” og ”sociologi”. Det skal ligefrem være sådan, at man kan blive teologisk kandidat, selv om man har en bacheloruddannelse fra et andet fag.

Disse forslag er efter min opfattelse udtryk for en ekstrem tilpasning til en postmodernistisk individualisering. Det må i stedet være et af formålene med en universitetsuddannelse i teologi at hjælpe studenterne til at forstå, at det, som de selv flikker sammen og ”vælger”, ikke nødvendigvis er det, som er noget værd.

Studenterne skal hellere modnes gennem en uddannelse, der i det store og hele er fælles, og som hjælper dem til at forstå, at de hører til i et fællesskab og ikke hver især sidder inde med deres lille private sandhed. Vi skal også gerne nå frem til, at studenterne i det mindste er villige til at efterprøve, om der kunne være noget, der greb ud over dem selv, så det kunne hævdes over for andre.

Lad os tænke os om og fortsætte debatten, men ikke sælge vores sjæl for at overleve. Der er redningsaktioner i gang, der vil ødelægge det, der skulle reddes.

Nils Arne Pedersen, er dr.theol. og lektor ved Aarhus Universitet
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Teologiens sag er alvorligt truet

shansen4, publiceret d.09/02 20:51 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Teologiens sag er alvorligt truet
Teologiens sag er alvorligt truet.

Nils Arne Pedersen, dr.teol. og lektor har 9. februar skrevet en kronik ” Teologiens sag er alvorligt truet”. Han er bange for ”udhuling gennem en tværfaglighed”, for en ”fragmenteret teologisk faglighed”, at ” den teologiske kernefaglighed bliver udhulet” og uddannelsen bliver ”fragmenteret teologisk faglighed” noget den studerende selv kan ”flikke sammen”. Nej sådan skal det ikke være, men ”Studenterne skal hellere modnes gennem en uddannelse...”, som han mener at vide, hvordan den skal være. Det er utvivlsomt synspunkter, som mange undervisere på universiteterne kan gå ind for, for så bevarer man forholdene, som de selv har været med til at udforme.

NAP er bange, som profeterne i Det gamle Testamente var det, for at der skal udvikle sig falske profeter og lærdomme. Det er der også grund til. Jesu disciple måtte også kæmpe med falsk lære. Som tiden gik, måtte man ligefrem lave en trosbekendelse, så folk kunne kende sandt fra falsk lære. Alligevel er det ikke lykkedes den kristne kirke at holde sammen, og uenigheden kan være stor.

NAP mener, at kristendommen har haft stor indflydelse på universiteternes udvikling. Ikke så mærkeligt, når man betænker, hvem som kunne læse og skrive, og hvilket sprog man benyttede.

Så kunne man jo spørge – og jeg har endnu ikke fået noget svar fra nogen teolog – hvilket nyt og tidligere ukendt har de danske teologiske fakulteter frembragt i de sidste 100 år ? Er der noget nyt, som ikke andre fakulteter udlandet ikke har fundet ?

Jeg synes, at vi i Danmark skal have de allerbedste teologiske hjerner til at undervise de studerende til at blive velkvalificerede videnskabsfolk. Ingen tvivl om det, men jeg tror ikke, at der er brug for ret mange, så man behøver nok ikke at være nervøs for tilslutningen.

Når jeg som almindelig menighedsmenneske bruger kirken, så har jeg brug for en præst, og ikke en videnskabsmand. Theologernes opgave er at søge at finde sandheder om Gud og hans væsen. Præstens er at forkynde det meget enkle budskab om frelse ved tro på Guds søn Jesus. Det er så enkelt, at selv burhøns kan forstå det, men måske ikke tro det.

Det er mit ønske om uddannelse af præster, at de skal kunne klare sig i alle de mangfoldige sider af et menighedssamfunds liv. Det klarer man altså ikke på et eller to semestre. Det behøver man altså heller ikke de svære grundsprog til. Dem kan theologerne lære, med den opgave på forståelig måde at formidle viden om kristendom videre os alle. Gerne med kursusrækker for præster og lægfolk.

Theologerne ved universiteterne, som betales af statskassen, bør være til rådighed for alle danskere, så man kan spørge og få svar på teologiske spørgsmål. Derfor skal de være topuddannede, og så behøver NAP ikke af være nervøs for kvaliteten.

For præsterne er det altså en helt anden sag.

Søren Hansen
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​