Det er rystende at læse om den brystopererede kræftpatient, der blev tilsagt til at møde op i hjemkommunens jobcenter umiddelbart efter operationen.
Men sådan behøver det heller ikke at være.
Lov om dagpenge ved sygdom og fødsel foreskriver ganske vist, at der foretages en opfølgning, der skal afdække, om der bliver tale om et langvarigt sygdomsforløb, eller om den sygemeldte helt eller gradvist kan vende tilbage til sit arbejde - og hvornår. Denne opfølgning skal første gang ske efter 8 ugers fravær fra arbejdet, og ved denne lejlighed skal den sygemeldte udfylde et skema, der oplyser om grunden til fraværet og forvantningerne til det fremtidige forløb. Og det er vel rimeligt nok, at kommunen får denne information.
Men når kommunen så HAR denne information, kan den jo benytte oplysningen om, at den sygemeldte er kræftpatient til at tilrettelægge de efterfølgende, lovpligtige opfølgninger hver 8. uge individuelt og svarende til den sygemeldtes situation. Dette foreskrives nemlig også i loven.
Opfølgningen kan altså første gang ske ved skriftlig kontakt og efterfølgende pr. telefon. Og i en telefonsamtale kan sagsbehandleren jo godt vise den syge det hensyn, situationen kræver. Det er simpelthen et spørgsmål om, i hvilken udstrækning sagsbehandleren er i stand til at mobilisere en forståelse for dagpengemodtagerens samlede situation.
Man skal ikke være blind for, at disse opfølgninger med otte ugers interval også tjener til at klarlægge, om den sygemeldte skønnes at være på vej tilbage til arbejdspladsen eller om der fra kommunens side skal tilbydes andre foranstaltninger, f.ex. oprettelse af flexjob, forberedelse af pensionssag, skånejob osv.

Det er ikke loven, der er noget galt med !!!

Det handler derimod om at forvalte den med pli, - det vil sige i respekt for den syge.
Kan sagsbehandleren ikke mobilisere denne pli, er der måske brug for, at en af de pårørende eller en ven gives fuldmagt til at udøve PARTSREPRÆSENTATION i henhold til forvaltningslovens §8. Den kræftsyge kan ikke overskue selv at skulle forlange at tale med lederen af dagpengeafdelingen i kommunen, men ved mellemkomst af en person, den syge har tillid til, kan det meget vel lykkes at få opfølgningerne til at foregå gnidningsløst og uden at belaste den kræftsyge, der indlysende nok har vigtigere ting at tænke på end at leve op til kommunens beraukratiske forlangender.
Opfølgningen skal betragtes som en løbende dialog med den syge, og ikke - slet ikke - en kontrolvirksomhed.

Carsten Snedsted, pens. socialrådgiver, Odense.

Det er ikke blot kræftpatienter, der føler sig mistænkeliggjort. Det jeg oplever er, at sygedagpengeopfølgningen i en række kommuner er under pres ovenfra. Det giver dårlige arbejdsforhold for sagsbehandlere, hvoraf de bedst kvalificerede måske ender med at søge arbejde andet steds. Sagsbehandlingen bliver sat under samme form for administration som ville gælde i en produktionsvirksomhed, hvor produktionen svarer til antallet af videresendte sygemeldte. Resultatet er nogle steder starten på en ond cirkel,- snarere end mere effektivitet.

Selvfølgelig burde man kunne være i fred når man har en kræftdiagnose. Det siger sig selv.

Jeg er meget enig med pensioneret socialrådgiver Carsten Sandsted fra Odense i, at loven er god nok, men at den mange steder administreres forkert, men jeg er også enig med ABJ i, at det ikke kun rammer kræftramte. Det rammer nemlig også folk med andre sygdomme.

Jeg er ligeledes enig med ABJ i, at kommunerne er under pres oppefra. Anders Fogh Rasmussen skrev i sin tid bogen "Fra socialstat til minimalstat". Han har senere givet udtryk for, at han har forladt de tanker, men hans tid som statsminister viser, at han langsomt men sikkert manøvrerer Danmark mod minimalstaten.

Dette er blot et blandt mange eksempler.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne