Kirke siger nej til præster fra højrenationalt parti

Et flertal i den engelske kirke ønsker ikke præster fra det ekstremt højreorienterede parti British National Party

Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, bakker op om et forslag, der skal forbyde præster i den engelske kirke at være medlem af det højrenationale parti British National Party. -
Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, bakker op om et forslag, der skal forbyde præster i den engelske kirke at være medlem af det højrenationale parti British National Party. -. Foto: Stephen Hird Denmark.

Den engelske kirke skal være med til at fremme lighed blandt racer. Og derfor hører præster, der er medlem af et ekstremt højreorienteret parti, ikke hjemme i kirken.

Det mener flertallet i den engelske kirkes besluttende organ, den generelle synode, skriver The Guardian.

Stort flertal
Det har tidligere været diskuteret, om medlemmer af det højreorienterede parti British National Party skulle udelukkes som præster i den engelske kirke. Og nu har synodens medlemmer så givet deres mening til kende.

I en afstemning i går sagde 300 af de 418 medlemmer ja til lovforslaget, der forbyder kirkens præster at være medlem af partiet.

Forslaget bliver nu sendt videre til House of Bishops, der er en samling af biskopper.

Kirken skal være stærk
- At vedtage dette forslag er et virkelig nødvendigt skridt. Uden det, kan der komme en dag, hvor BNP har opnået betydelig magt, og så vil kirken blive beskyldt for at have været svag, når den kunne have været standhaftig, siger synodemedlem Vasantha Gnanadoss, der er initiativtager til forslaget.

Ærkebiskopperne i York og Canterbury - John Sentamu og Rowan Williams - bakkede begge op om forslaget.

Etniske minoriteter udgør 2,8 procent af den engelske kirkes 114 biskopper og 1,4 procent af kirkens 4.443 præster.