Et forestående ægteskab eller slet og ret dårlig samvittighed er årsag til, at mange muslimske piger, der ikke længere er jomfruer, vælger at betale tusindvis af kroner for en operation på en plastikkirurgisk klinik, der rekonstruerer deres mødom.
Men nu har en af klinikkerne, Medicu Danmark, taget operationen af listen over behandlingstilbud. Årsagen er debatten om operationerne blandt andet i Kristeligt Dagblad.
25 operationer om åretDer findes omkring et halvt hundrede plastikkirurgiske klinikker i Danmark. Flere af dem tilbyder hymenoperationer til en pris på op til 12.000 kroner.
Klinikken Medicu Danmark har hidtil lavet cirka 25 operationer om året, men i tirsdags i denne uge blev behandlingen pillet ud af varekataloget.
Behov for holdningsændringDirektøren for firmaet ønsker ikke at udtale sig om beslutningen, men henviser til sin hjemmeside, hvor begrundelsen er lagt ud.
Her hedder det blandt andet:
”Det, som vi har brug for, er en holdningsændring og ikke en uendelig række af mere eller mindre tvivlsomme operationer. Hvis vi vælger at gennemføre behandlingerne, så betyder det, at vi ligger under for det pres, som nogle familier udøver over for unge kvinder, hvilket vi ikke ønsker at medvirke til i fremtiden. Et eller andet sted skal man begynde at nedbryde dette uværdige krav til unge kvinder. Vi vil gerne følge op med vort lille bidrag ved at stoppe alle behandlingerne gennem os.”
Råd om mødomKristina Aamand er socialrådgiver, sygeplejerske og forfatter til bogen ”Mødom på mode” om muslimske kvinders seksualitet. Hun mener, at de unge piger skal lade være med at lade sig operere, og hun går om tre uger i luften med hjemmesiden nymoedom.dk.
Den skal give muslimske piger gode råd og vejledning om deres mødom og blandt andet fortælle pigerne, at jomfruhinden ikke er en hinde, der sprænges, men derimod en slimhindefold, som sagtens kan være intakt, selvom man har haft sex.
Håber flere vil stoppeOperationerne udnytter dermed en svag målgruppes uvidenhed, mener Kristina Aamand og hilser derfor Medicu Danmarks standpunkt velkomment:
– Jeg håber selvfølgelig, at der er andre, der følger efter. Jeg tror, nogle af de kirurger, der laver de her indgreb, tror, de hjælper kvinderne. Men det gør de slet ikke. Der er bare ikke blevet sat spørgsmålstegn ved det i branchen før nu.
vaaben@kristeligt-dagblad.dk