Det kan jo ikke nytte noget, at man i integrationens navn skal tillade stærkt problematiske holdninger. Diskussionen af disse holdninger, kritikken af dem og en stadig opmærksomhed på dem hører ganske enkelt til det at være oplyst. Politik er langt mere end blot pragmatik. Naturligvis skal man tænke grundigt over, hvorledes man formulerer sine forbehold (overfor eksempelvis islam), men diskussionen er langt mere omsiggribende. Det drejer sig ikke om Karen Jespersen, men om de imamer, der ikke tager afstand fra de problematiske sider af islam/i Koranen, og som eksempelvis mener det nødvendigt at forbyde kritik af religion. Det er jo absurd, at danske politikere ikke primært kaster sig over disse betænkelige holdninger og i stedet reducerer det til en åndløs diskussion om integration i Danmark.

Det er ikke et spørgsmål om kulturelle værdier, der strider imod danske værdier (det er alt for diffuse kategorier), men ganske enkelt om at modsige et bestemt synspunkt, et (mere eller mindre afgrænset) menneskesyn, skriftsyn etc. Mogens Mogensens fremhæver, at dialogen skal være der ligesom modsigelsen af synspunkterne. Det er jo egentligblot det, der sker nu, men hvis modsigelser formuleres markant og er rettet mod synspunkter, der ikke blot er dumpet ned fra himlen men faktisk er blevet udtalt af bestemte personer, er det legitimt, at disse personer - som personer - modsiges. En accept af den skelnen, Mogens Mogensen gør sig til talsmand for (nemlig en skelnen mellem såkaldte kulturelle og praktiserende muslimer), gør, at Jespersens synspunkter så må ses som en kritisk diskussion af sidstnævnte. Hvis der er sider af disse muslimers praksis og deraf følgende opfattelse, der skønnes at være problematiske, så bliver de modsagt. Hvis man ikke kan tåle dette, og man straks ser sig som udgrænset, hvis ikke ens opfattelse accepteres eller kun anfægtes i subtile, akademisk tandløse vendinger, ja så er det jo ikke noget alternativ til en sådan udgrænsning. Og i øvrigt kunne det jo være, at en sådan ordentlig formuleret men grundlæggende kritik også kunne anfægte deres holdninger.
Hvis det så i øvrigt er et problem for dem, ja så er der jo dybest set ikke meget, der hindrer dem i at vende tilbage til deres oprindelsesland, så de kan virkeliggøre deres drømme og leve i et mere 'moderat' land.

Karen Jespersen vil hjertens gerne tale med muslimerne. Hermed kommer hun til at virke, - får sig placeret - som om hun er vor danske / kristne fortaler. Hun er slet ikke nogens repræsentant eller talerør, og jeg ville foretrække, at hun trak sig tilbage stille og roligt. Det ville tjene integrationssagen og religionssagen bedst.
Søren Hansen

Sikke noget rodet sludder og vrøvl.

Det er herligt at være i elektronisk forbindelse med fortiden, hr Aristoteles, hvem du så end er! Vel ikke den rigtige?

Ja, du har jo "gode argumenter", men hvorledes synes du, at Karen Jespersen bliver vor talskvinde ?
Søren Hansen

Det virkeligt bizarre er jo, at der principielt overhovedet ikke findes muslimer i Danmark. De har hverken meldt sig ind, eller gives muligheder for at melde sig ud af trossamfundet, hvorfor man principielt overhovedet ikke kan anerkende islamisk forankrede trossamfund. Hverken Whalid Pedersen eller Butt-Hussain bør derfor føle sig fornærmede over at velfærdsministeren frabeder sig deres indblanding i Københavns febrilske indsats mod islamisk radikalisering: De to herrer kan jo blot sende de rabiate en udmeldesesblanket, hvorefter der ikke længere er tale om islamisk radikaliserede, men om ganske almindelige idioter!