Gode forslag i ny betænkning. Det er vigtigt at styrke præsternes uddannelse

Ikke alt lyder umiddelbart godt, men grundlæggende er en opprioritering nødvendig. Allerede i min studietid var vi mange, der ønskede og foreslog lønnet praktik. Bedre sent end aldrig. Vore nabolande har et års praktik, så de fire måneder er ikke meget, men dog en start.

De fleste humaniorastudier har i dag mulighed for – SU-finansieret – praktik under studiet. Det er nyttigt, både i forhold til studiet og de længere perspektiver. Ganske vist er teologi ikke et præstestudium, men praktikken under studiet behøver heller ikke at være som præst. En hvilken som helst formidlingsrettet praktik – i folkekirken, i et andet trossamfund, i en kultur- eller undervisningsinstitution eller i en privat virksomhed – ville være til gavn for de teologistuderendes videre tilgang til studiet.

På den gode side i betænkningen tæller ud over den lønnede praktik blandt andet, at der indføres et vist element af valgfrihed i den obligatoriske efteruddannelse. Flere udbydere og mulighed for et vist mål af valg vil give ny dynamik i efteruddannelsesforløbene.

Naturligvis er tanken om systematisk kompetenceudvikling på basis af både individuelle behov/ønsker og lokale kirkelige behov positiv. Men umiddelbart forekommer den foreslåede model temmelig kompliceret og bureaukratisk. Det må kunne gøres enklere, uden at forbindelsen til MUS-samtaler, provstiets behov, sognets målsætning og den enkeltes ønsker går tabt

Forslaget lægger op til, at provsten og provstiet bliver den altafgørende faktor. Selvom de lokale behov er væsentlige og skal tænkes med hele tiden, tror jeg, det er et fejlskud. Både fordi det vil indebære en voldsom overbelastning af de i forvejen hårdt bebyrdede provster, og fordi efteruddannelse og kompetenceudvikling er så tæt knyttet til biskoppens gejstlige tilsyn, at reduktionen af biskoppens rolle til at uddelegere til og tale med provsterne om sagen næsten virker demonstrativ.