At der er politisk forskel på Enhedslisten og Dansk Folkeparti er en pointe, de fleste nok vil kunne nikke genkendende til. Men hvordan er det så lige, man kan kende forskel på den ene og den anden slags muslim? Det er spørgsmål, som de seneste dages debat om ekstremistisk islam og ytringsfrihed nok engang har sat på dagsordenenen.
Et sted mellem 200.000 og en halv million mennesker herhjemme vil debat eller ej i større eller mindre grad betegne sig selv som muslimer eller efterkommere af indvandrere fra muslimske lande. Når tallet er så upræcist, skyldes det, at den eneste religion, hvis medlemstal registreres systematisk af staten herhjemme, er folkekirkens. Resten må vi gætte os kvalificeret til på baggrund af de mange trossamfunds egne opgørelser samt statistik over folks etniske eller nationale oprindelsessteder.
Hvis op mod en halv million mennesker hver dag gik rundt i Danmark og opførte sig fundamentalistisk, kunne samfundet næppe fungere så relativt gnidningsfrit, som det gør. Sagen er da også, at gruppen af muslimer fordeler sig i nogle meget forskellige lejre.
For det første er der overraskende mange, som har sagt nej, tak til islam og valgt en vestlig eller verdslig livsstil uden religion. Ifølge Integrationsrådets rapport Værdier og normer blandt udlændinge og danskere betegner 11 procent af indvandrerne og deres efterkommere i Danmark sig selv som et slet ikke religiøst menneske. Visse traditioner spisevaner for eksempel tager gruppen dog ofte med sig alligevel.
For det andet er der en meget stor andel, som kan betegnes som kulturmuslimer. De er muslimer på samme måde, som de fleste danskere er kristne. De har islam med sig i bagagen som en kulturarv, de er opdraget til at synes om, men som ikke styrer deres hverdag.
Kulturmuslimer går ofte uden tørklæde og kommer kun i moskéen ved store højtider såsom afslutningen på ramadanen. Flere kulturmuslimer er medlemmer af etniske foreninger, for eksempel de store tyrkiske af slagsen. Andre engagerer sig som Naser Khader eller Özlem Cekic (SF) aktivt i dansk politik eller foreningsliv uden direkte at afskrive deres muslimske identitet og baggrund.
En tredje gruppe af muslimer betegner åbent sig selv som religiøse og indgår i de forskellige muslimske trossamfunds opgørelser. Kvinderne går med tørklæde, og både mænd og kvinder går jævnligt i moskéen.
De religiøse muslimer er i det hele taget optagede af at overholde islams grundprincipper, herunder at bede dagligt. Muslimernes Fællesråd hævder selv, at de repræsenterer henved 40.000 muslimer. Islamisk Trossamfund oplyser, at deres bagland er på op til 10.000 mennesker. Men ingen af disse tal kommer altså op i nærheden af den samlede mængde på klart over 200.000 med muslimsk baggrund.
I den hidtil største undersøgelse af sin art fandt religionssociologen Lene Kühle for nogle år siden færre end 120 moskéer i Danmark. Og flere andre undersøgelser har påvist, at det er et mindretal af muslimerne, som overhovedet besøger moskéerne til fredagsbønnen.
Kulturmuslimerne er dermed den formentlig største gruppe, mens gruppen af religiøse muslimer rummer nogle af de mest synlige profiler, der forsvarer islam, såsom imam Abdul Wahid Pedersen, cand.polit. Zubair Butt Hussein eller lærer Bettina Meisner.
Det er dog i den fjerde og sidste gruppe, de reelt ekstremistiske holdninger skal findes. Gruppen samler de såkaldte islamister. Mest kendt i Danmark er her det religiøse frihedsparti Hizb-ut Tahrir. Det var dets tilhængere, Villy Søvndal (SF) sidste år fordømte i skarpe vendinger. De er imod demokratiet. De ønsker at oprette det muslimske kalifat og indføre sharialoven i stedet. Og så hader og håner de den vestlige seksualmoral og påståede kulturelle dekadence.
Det såkaldte frihedsparti menes at have blot 1000 medlemmer i Danmark, men der er formentlig flere sympatisører blandt de omkring syv procent af indvandrerne, som ifølge Integrationsrådet betegner sig selv som meget religiøse.
Fremtrædende medlemmer af Islamisk Troessamfund har deltagere i demonstrationer sammen med Hizb-ut Tahrirs ledende folk. Og selv Abdul Wahid Pedersen, der ellers har etnisk dansk baggrund og er optaget af religionsdialog, har haft svært ved at markere sine synspunkter, så de utvetydigt adskiller sig fra islamisternes linje.
Det står dog klart, at folk fra Hizb-ut Tahrir selv betragter Abdul Wahid Pedersen som en utilregnelig imam, der prædiker på dansk og lefler for demokratiet.
Alt i alt tegner der sig således et broget billede af islam i Danmark, hvor der er lige så mange grunde til og måder at være muslim på som årsager til at gå ind i politik. De særligt ekstremistiske grupper i det muslimske miljø skal i det lys mest ses som en parallel til fænomener som rockerbander, ungdomskriminalitet eller nazisympatisører. Stat og samfund gør meget for at modsige og endog bekæmpe den slags, men de tegner ikke linjen for flertallet.
Fælles for alle typer af muslimer er dog, at de stadig har status som minoriteter. Til det hører en tendens til let at føle sig angrebet, selv når det ikke er tilfældet. Og til at lukke sig inde i sig selv som forsvar og for at opnå tryghed.