Mange forviklinger kunne undgås, hvis man besluttede sig for herhjemme, at et trossamfund udelukkende kan anerkendes, hvis disse arbejder med formel ind- og udmeldelsesmuligheder, så man reelt anerkendte, at der er religionsfrihed. Udgangspunktet i europæisk kontekst er nemlig, at det er mennesker der fødes her - og altså ikke religiøse kloner der de facto er berøvet deres menneskeret til selv at vælge (eller fravælge) religion på det religiøse supermarkeds mange hylder.

At en stat som vore danske overhovedet kaster religionsfriheden i grams, ved at efterkomme ensidigt fremsatte forlangender om, at nogle trossamfund kan opretholdes, uantastede af den statsgaranterede religionsfrihed, er og forbliver en skamplet på den danske stats højtidelige løfte til samtlige sine borgere om, at religionsfriheden med statsgaranti opretholdes, i og med dansk underskrift på Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Det mest positive jeg kan sige om muslimerne er at mere religiøse af dem tager en pause 5 gange om dagen for at bede. På den led får man en afstand til forbrugersamfundet og materilismen , som slet ikke er dårlig.

Til gengæld er jeg knap så begejsteret for bl.a. standadiseret faste, kønsadskildte moskeer, tørklæder eller ideer om martyrium og hellig krig.

Jeg synes at det mest positive er at det er blevet mere
legalt at snakke tro. Muslimerne går ikke at vejen for at vise at de har en tro, men mange dansker mener der er en privat sag som man dyrker derhjemme og ikke tager med sig på arbejdspladsen.
De mere radikale muslimer bruger bevidst tørklædet til at demonstrer deres tro, det er modigt . Hvis vi demonstreret
kristen tro i Iran ville vi ikke slippe.
Kulturmuslimer ønsker jo ikke et islamisk samfund for så kunne de jo været blevet i Iran, Irak eller et andet muslimsk land. Hvis vi dansker istedet interesseret os for vor kristene tro ville vi kunne få en dialog med mange muslimer. Jeg er nemlig også sikker på at de radikale muslimer som støtter f.eks en sharia lov i Danmark er lang i undertal.
Og synes at sammenligning med kultur muslimer og kultur kristne er lige i plet.

En del muslimer vil gerne i en ægte og åben dialog med kristne. De har ikke helt samme kristen-forskrækkelse som vores muslimforskrækkelse.

Jeg er enig i,at vi skal være meget på vagt i forhold til islamisme, ekstrem islam med ønsket om sharialovgivning.

Men mange overser, at en del muslimer sender deres børn på kristne friskoler og at antallet af muslimer på kristne efterskoler er i vækst. Hvorfor sker det? Fordi mange muslimske forældre hellere vil have deres børn på en kristen skole end på en holdningsløs folkeskole. Jeg mener ikke selv,at folkeskolen alle steder er holdningsløs, men en del muslimer oplever det.

Jeg læste en gang om en muslimsk far, hvis søn lige var begyndt at gå på gymnasiet. Faderen var rystet. Sønnen skulle ret hurtigt efter starten på en rysten-sammen-og-fulde-sig-tur med klassen. Senere oplevede sønnen, at man let blev holdt udenfor, hvis man ikke tog en fredagsbajer med de andre fredag eftermiddag.

Faderen var rystet - og det er jeg også og jeg forstod godt faderen, da han sagde: Hvis det er at blive integreret, håber jeg ikke,at min søn bliver integreret.

Vi skal passe på med kun at se det negative hos muslimer og så gøre det under én hat.

Bjarne Nederby Jessen

Hvis ekstreme protestanter råbte død og ødelæggelse over alle andre troende, vlle vi "moderate" det storee flertal, hurtigt få lukket kæften på disse ekstremister.

Længere er den ikke,- selv om vi "moderate" medlemmer af folkekirken ikke går i kirke ugentligt eller sjældnere.

At lukke kæften på protestantiske ekstremister ville ej heller betyde, at vi risikerede liv og lemmer for bedriften!

Skal blåøjede danske "moderate" protestanter også absolut være udtalte naive?

Størstedelen af problematikken ligger i at der ikke findes en klar definition på de alt for let anvendte begreber som ekstremist - islamist - radikal osv.

En ting er de fleste enige om, hvilket er at disse begreber bruges til at beskrive negative egenskaber hos individer eller grupper.

Da definitionen på begreberne ikke er på plads, er det alt for let at stemple folk for at være ting, de i virkeligheden ikke er.
Denne mulighed udnytter bl.a. DF. og Karen Jespersen i højeste grad.

Hele denne offentlige debat drejer sig ikke så meget om "ekstremistisk Islam", ytringsfrihed eller religionsfrihed. Den bunder i langt højere grad i en magtkamp om begreber. En kamp om hvordan man bedst (mis)bruger disse begreber imod hinanden for at sætte sin modstander i bås, og dermed minimere dennes indflydelse.

Hvorfor lader man sig diktere af politikeres personlige målestoksforhold for hvem man skal definerer som ekstremist?
Hvorfor kigger man ikke på de involverede parters konkrete udarbejdelser for deres projekter, samt deres kompetencer? Her tænker jeg på "Muslimernes Fællesråd"

Hvad angår Sharia, er det ikke mindst meget bemærkelsesværdigt at opdage, at langt de fleste danskere og kulturmuslimer ikke kender dens definition - de ved oftest ikke hvad ordet "Sharia" betyder!
Men alligevel er disse uvidende folk bestemt enige om, at man er ekstremist hvis man går ind for den!

De uvidende ved ikke at "Sharia" er et komplet retssystem bygget på islamisk retsvidenskabelige principper. Et system der varetager et samfunds offentlige og private anliggender omkring alle aspekter af livet, lige fra velfærdsret til strafferet.
Hvad endnu flere ikke ved, er at samfunds- og retsprincipperne i Sharia, på baggrund af ovenstående, er meget lig de danske, samt de øvrige vestlige principper indenfor retsvidenskab.

Hvorfor er man ekstremist hvis man personligt har en positiv holdning til Sharia, og gerne så den som et alternativ til andre retssystemer under en sammeligning?
Man kan vel sagtens leve i harmoni med et type retssystem, og samtidig være positiv for et andet retssystem der i øvrigt bygger på samme principper - uden at blive anklaget for at være ekstremist.
Det er vel et af fundamenterne i et demokrati.