Børn skal ikke skånes for fortællinger om døden, mener Erik Barfoed, forfatteren bag en ny børnebog om August og hans døende mormor. Vi skal være bedre til at snakke med hinanden og børnene om de døde og dermed bevare mindet
Hvad sker der, når man dør?
Det ved man faktisk ikke, men gennem fortællinger bliver de døde holdt i live. Det er budskabet i bogen "August tager billetten".
En skæbnesvanger nat bliver alle de historier, Augusts mormor har fortalt, virkelige. Mormoderen er ved at dø, men heldigvis har August en masse minder om hende. Det er dog ikke alle, der er så heldige, mener Erik Barfoed, forfatteren bag bogen.
– Mange ved ikke, hvor de kommer fra. Deres historie går ikke ret langt tilbage. Det er vigtigt at holde familien stor og holde de døde levende.
– Når vi taler med børnene om de døde i familien, hjælper vi dem til at forstå, hvem de selv er, og binder familien sammen om nogle fælles værdier.
Erik Barfoeds nye bog henvender sig til børn om et emne, ingen kan tillade sig at sige, at de har ansvaret for, men som optager alle meget, især børn.
– Vi er på lige fod med børnene, når det handler om døden. Børn kredser om emnet og oplever det på nært hold, når bedsteforældre eller forældre dør. Det går op for dem, at omverdenen ikke er udødelig.
Erik Barfoed mistede som 19-årig både sin far og sin bedstefar på en uge. Han kommer fra en stor familie fyldt med fortællinger og skrøner, og det har hjulpet ham med at håndtere tabet og til at mindes de døde. Da Erik Barfoeds anden bedstefar døde, indkaldte han hele familien til dødslejet, og alle fik sagt farvel.
– Det var dybest set temmelig krukket og iscenesat, men det var meget virkningsfyldt. Han lå ikke bare på et hospital og blev kørt væk og ordnet. Det var meget tæt på og lugtede grimt. Men hans egen død blev en fortælling, siger Erik Barfoed.
Han savner en ordentlig håndtering af døden blandt danskerne. Moderne forældre er ikke vant til at håndtere døden, især ikke over for børn. Døden bliver ifølge forfatteren klinisk og afsprittet som på et hospital.
På grund af berøringsangsten med døden, der eksisterer i samfundet, spiller kirken en afgørende rolle i formidlingen og behandlingen af døden, mener Erik Bar-foed.
– Fra personen er død, og man slukker for respiratoren på hospitalet, ser man jo ikke de døde, før de er i en sort kiste. I mellemtiden er der ingenting.
– Når man kommer i kirken, konfronteres man med den døde første gang. Så kommer man i sort tøj, der er et kors, og det hjælper de pårørende med at bære vidne om døden, siger Erik Bar-foed.
– Hvis forældre ikke snakker med børnene om døden eller tager dem med til begravelsen, hvem skal så bære vidne? spørger Erik Barfoed, som anbefaler gravøl efter begravelsen.
–Vi kan ikke lide ritualer, men vi har faktisk brug for dem. Det er med til at holde den døde i live, fordi folk var der og snakkede sammen om den afdøde. Så opstår der en masse historier, som man kan fortælle videre.
krasnik@kristeligt-dagblad.dk