Hollænderen Ton Koopman imponerede både som dirigent og solist, men blev måske også lidt for nydelig
Han fylder ikke meget i landskabet, den hollandske dirigent og organist Ton Koopman. Men han er et charmerende bekendtskab med sit store smil, engagerende attituder og kridhvide hår og skæg. Og så formår han ydermere at få DR SymfoniOrkestret til at spille barokmusik, næsten som det skal lyde i værker af de to herrer Bach og Händel, begge født i 1685.
Koopman er selv solist i aftenens første programpunkt, tre stykker for orgel af Bach. Og jeg skal indrømme, at jeg havde mine bange anelser, for orgelet lød, som om det stod under vand, ved gallaåbningen af koncerthuset og i Mahlers 2. symfoni for to uger siden. Om det var bedre i torsdags, kan diskuteres. Koncerthuset får næppe nogensinde den rumklang, som en kirke kan opvise, og derfor bliver man heller ikke løftet så meget af Bachs orgelstykker, som man burde. Men Koopman spillede blændende med fine forsiringer og en god energi.
Resten af aftenen stod der Händel på programmet, inklusive fire arier med kontratenoren Andreas Scholl, som tidligere har fejret store triumfer i Händel-operaer i København. Og selvom man har oplevet ham adskillige gange, bliver man alligevel slået af forundring over, hvordan en så stor mand kan rumme en så lys stemme. Det virker naturstridigt og kræver tilvænning at lytte til, men jo større bliver begejstringen også. Han rummer en kontrol, mildhed og elegance, der bevæger, og tonerne kommer trillende som yndefulde perler.
Ud over arierne blev det til to orkesterværker, ”Concerto grosso, op. 6. nr. 1” og ”Fyrværkerimusik”. Orkestret klang i begge værker fremragende med en fint koordineret og sprød strygerlyd, og Per Salo på cembalo var uhyre præcis. Det samme kan siges om koncertmesteren Jan Bjørangers mange violinsoli i koncerten. Men i og med at der blev lagt så meget vægt på skønhed og balance, blev der helt overordnet spillet lidt for nydeligt, rundt og blidt til min smag. Midt i al denne lækre lyd kunne man godt sidde og savne noget drive, tempo og rå energi – eller bare lidt mere vildskab og fræk kant. Men når det er sagt, var der alligevel tale om en torsdagskoncert, man gik opløftet fra.
Torsdagskoncerten den 12. februar. DR Symfoni-Orkestret. Dirigent og solist: Ton Koopman. Solist: Andreas Scholl, kontratenor. Koncerten genudsendes i morgen i DR Klassisk klokken 9.30 og P2 klokken 13.kultur@kristeligt-dagblad.dk