Durban 2 som FN’s chance

Politik handler om tilstedeværelse. Den nye amerikanske regering har besluttet at deltage i FN’s racismekonference i Geneve og har dermed sendt et første signal om, at USA igen vil engagere sig helhjertet i FN. I bedste fald kan det betyde, at verdensorganisationen får noget af sin tidligere tyngde tilbage. I værste fald at de demokratiske nationer bliver gidsler for islamistiske og andre udemokratiske regimer, der er alt for mange af på denne klode. Uanset hvordan det ender, er der dog en klar konklusion allerede nu. Nemlig at en boykot af racismekonferencen, Durban 2, den 20.-24. april ikke vil have nogen effekt. Canada og Israel boykotter, men hverken USA eller EU vil, og derfor handler det nu om at være fuldt og helt til stede.

Der må kæmpes fra paragraf til paragraf for at gøre slutdokumentet fra konferencen så spiseligt som overhovedet muligt, set fra et pluralistisk, demokratisk synspunkt. Det betyder for det første, at man må forhindre, at der sættes lighedstegn mellem racisme og religionskritik, som islamiske lande har ønsket. For det andet betyder det, at dokumentet ikke som sidst må hænge et enkelt land – Israel – ud for at være racistisk, mens totalitære regimer ikke nævnes med et ord. Foreløbig synes intet sikkert. Som bekendt har gruppen af islamiske lande med Libyen i spidsen sat sig tungt på forberedelsen af konferencen. Derfor blev der i det første udkast til et slutdokument sat lighedstegn mellem religionskritik og racisme. Siden er der sat en bunke parenteser i dokumentet. Teoretisk kan det ende lige så slemt som ved den første Durban-konference i 2001, hvor både USA og Israel måtte udvandre. Det vil den nye amerikanske regering ikke gøre, men så meget desto mere må den gøre sin indflydelse gældende under de afsluttende forhandlinger de næste måneder. Med maksimalt politisk pres.

I sig selv er det en absurditet, at verdens mest menneskerettighedskrænkende nationer leder en konference om racisme. Den demokratiske del af verden har ikke kendt sin besøgelsestid og har overladt tilstedeværelsen til andre. Skulle det ende med, at FN i et eller andet omfang begrænser ytringsfriheden, bør demokratiske lande stadig udvandre. Men de må derefter bruge dokumentet mod de selvsamme diktaturer, som ønsker ”respekt for religion”. Mange mellemøstlige lande nøjes jo ikke med at ytre sig kritisk om kristendom, jødedom eller andre religioner end islam. De forfølger dem direkte, og konvertitter risikerer mere end hån, spot og latterliggørelse. De risikerer døden.
Så som minimum må Durban 2 kunne bruges som et spejl for diktaturernes elendighed. Det er FN’s og demokratiets spinkle chance.
hhh