Karsten Madsen |
18. februar 2009
KØBENHAVNS STIFT SKAL HAVE ny biskop. Naturligvis et embede, der stiller store krav til administrativt talent, teologisk indsigt, evnen til at holde folkekirkens mange ildsjæle under samme tag og styrke kirkens stilling i samfundet.
I en tid med vigende medlemstal i folkekirken og udfordring fra både politikere og andre religioner, der har fået fodfæste herhjemme, stilles ganske særlige krav til den kommende biskop.
Men valgproceduren får i stadigt stigende omfang karakter af egentlig valgkamp i en udformning, der har sit udspring i USA’s traditioner. Et par af bispekandidaterne har etableret valgfonde, hvor håbefulde kan indbetale et støttebeløb, der så omsættes i kampagneaktiviteter. Mere besindige har ladet være og nøjes med at bruge egne sparepenge. Formentlig ud fra den betragtning, at tilskud måske kunne gives i forventning om en gentjeneste, hvis den udvalgte skulle kunne sætte sig i Københavns bispestol. I øvrigt er der ingen pligt til offentliggørelse af navne på bidragydere til valgkampagnerne. Burde det ikke være en selvfølge? I hvert fald, når støttebeløbet overskrider en hvis bagatelgrænse.
SOM MENIGHEDSRÅDSMEDLEM har jeg modtaget farveglitrende brochurer, der anbefaler den ene eller den anden kandidat. Og i aviser har jeg kunnet læse store – givet placeret af det enkelte bispeemnes kampagneorganisation – interview med flere af kandidaterne om deres syn på både det ene eller andet.
Og det er selvfølgelig sådan, at de håbefulde kandidater har meget forskellig fremtræden for eksempel på valgmøderne. De foregår som debatter forud for for eksempel folketings- og kommunalvalg. Og der er altid nogle, der klarer den slags situationer bedre end andre. Nogle som ”vinder” debatten med evne til en sjov replik eller i diskussionen at trække tæppet under modkandidaternes argumentation.
MEN ER DET SÅDAN, at den med de bedste kampagnematerialer, de fleste penge og den mest fascinerende fremtoning også bliver den bedste biskop?
Næppe. Her handler det jo om en række helt andre egenskaber: indsigt i det stift, man vil vie sin arbejdskraft til, evne til at håndtere den mangfoldighed, der udgør folkekirken eksistensberettigelse og blik for, at kirken – ikke mindst i København – også skal være en lokal kulturbærer og kraftcenter for kræfter, der vil dæmme op for rodløshed og tidens mange dårligdomme.
Men fordi vi – vælgerne, som har lov at stemme – bliver behandlet efter amerikansk inspireret kampagnestrategier, er der grund til at rejse spørgsmålet. Sikrer den nuværende procedure, at vi får de bedste biskopper?
Personligt synes jeg, at det københavnske bispevalg er på vej til at udarte sig til et selvstændigt argument for at se hele det nuværende set-up efter i sømmene.
Karsten Madsen,
næstformand for menighedsrådet i Timotheus Kirke,
Valby Langgade 23, Valby
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad