Bispevalg i København. Amerikaniseringen går for vidt

KØBENHAVNS STIFT SKAL HAVE ny biskop. Naturligvis et embede, der stiller store krav til administrativt talent, teologisk indsigt, evnen til at holde folkekirkens mange ildsjæle under samme tag og styrke kirkens stilling i samfundet.

I en tid med vigende medlemstal i folkekirken og udfordring fra både politikere og andre religioner, der har fået fodfæste herhjemme, stilles ganske særlige krav til den kommende biskop.

Men valgproceduren får i stadigt stigende omfang karakter af egentlig valgkamp i en udformning, der har sit udspring i USA’s traditioner. Et par af bispekandidaterne har etableret valgfonde, hvor håbefulde kan indbetale et støttebeløb, der så omsættes i kampagneaktiviteter. Mere besindige har ladet være og nøjes med at bruge egne sparepenge. Formentlig ud fra den betragtning, at tilskud måske kunne gives i forventning om en gentjeneste, hvis den udvalgte skulle kunne sætte sig i Københavns bispestol. I øvrigt er der ingen pligt til offentliggørelse af navne på bidragydere til valgkampagnerne. Burde det ikke være en selvfølge? I hvert fald, når støttebeløbet overskrider en hvis bagatelgrænse.

SOM MENIGHEDSRÅDSMEDLEM har jeg modtaget farveglitrende brochurer, der anbefaler den ene eller den anden kandidat. Og i aviser har jeg kunnet læse store – givet placeret af det enkelte bispeemnes kampagneorganisation – interview med flere af kandidaterne om deres syn på både det ene eller andet.

Og det er selvfølgelig sådan, at de håbefulde kandidater har meget forskellig fremtræden for eksempel på valgmøderne. De foregår som debatter forud for for eksempel folketings- og kommunalvalg. Og der er altid nogle, der klarer den slags situationer bedre end andre. Nogle som ”vinder” debatten med evne til en sjov replik eller i diskussionen at trække tæppet under modkandidaternes argumentation.