Kitty Jørgensen, der er datter af en tekstilfabrikant, føler sig ”meget, meget jødisk”. Hendes barndomshjem var ganske vist ikke ortodokst. Men hun var elev i en jødisk søndagsskole, hvor hun lærte de hebraiske bogstaver, så hun kunne læse i bønnebogen, ligesom hun hørte om jødernes historie og traditioner. Siden bevægede hun sig væk fra traditionel jødedom, idet hun betragter sig som ”messiansk” jøde - hvilket vil sige, at hun tror på Jesus som Messias. Døbt blev hun umiddelbart inden sit bryllup.

– Verdenspolitikken skænkede jeg sidst i 1930’erne ingen tanker. Jeg var et legebarn, en sorgløs sommerfugl, der levede i en slags drømmeverden, siger Kitty Menko Jørgensen.

Hendes tid gik med at passe skolen, dyrke vennekredsen, sport, musik og spejderne. Men hun kunne trods alt ikke undgå at høre lidt om ét bestemt verdenspolitisk emne: De tyske jøders problemer.

– Efterhånden som det blev mere og mere ubehageligt for jøderne i Tyskland, var der flere, der rejste bort. Mange tog til lande, hvor de havde familie. Men der var masser af jøder tilbage, som ikke havde tilknytning til udlandet. Også de skulle hjælpes. I min fødeby oprettedes en jødisk komité for tyske flygtninge. Der kom cirka 60. Og til dem skulle der findes værtsfamilier. Således fik vi i 1939 to unge mænd boende. Den ene blev kun i få måneder, men den anden i et år, før han i sidste øjeblik kom til USA, fortæller Kitty Menko Jørgensen.

Familien Menko følte sig utryg ved at bo tæt ved den tyske grænse og besluttede at bryde op. Broderen kom til at bo hos en morbror og tante i Haarlem. Forældrene kom til bedsteforældrene i Den Haag og Kitty til en anden morbror og tante i Rotterdam. Der boede hun, da tyskerne overfaldt Holland den 10. maj 1940.

– Den 14. maj ved femtiden om morgenen blev jeg vækket af en forfærdelig støj. Det lød som flyvemaskiner. Jeg gik til min kusines værelse og vækkede hende. Derefter gik vi ned til min morbror og tante. Men de blev vrede og sagde, at vi skulle gå i seng igen, for der var ingenting i vejen, husker hun.

– Men flyvemaskinernes motorstøj blev værre og værre. Vi så store formationer. Og pludselig lød luftalarmen. Min morbror kaldte på os og sagde, at vi omgående skulle komme ned i kælderen. Støjen blev et helvede. Murene svajede. Og vi troede, at vores sidste time var kommet.

Da luftalarmen endelig blev afblæst, og familien vovede sig udenfor, så de, at himlen over Rotterdam var rød af flammer og sort af røg.

– Synet af den brændende himmel var så forfærdeligt, at jeg stadigvæk, når jeg ser en mørk himmel med en smuk solnedgang, kommer til at tænke på Rotterdams bombardement, siger Kitty Menko Jørgensen.

Efter fire dages bombardementer overgav Holland sig, og snart blev jøders bevægelsesfrihed indskrænket. Overalt sås skilte med ordene ”Adgang forbudt for jøder”.

I 1941 udførte den hollandske modstandsbevægelse en del sabotage, og tyskerne reagerede om natten den 15. september ved at deportere 68 jødiske mænd til Mauthausen i Østrig. Nogle uger senere skete det samme for de fleste af deres hustruer og børn.

– Så vidt jeg husker, hed det sig, at de skulle forenes med deres mænd og fædre. Men inden for tre måneder blev de alle myrdet, siger Kitty Menko Jørgensen.

Fra 1942 skulle alle jøder gå med gule Davidsstjerner. Og i juli samme år udfærdigede tyskerne en liste over de jøder, der endnu ikke var blevet bortført. Det hastede altså for familien Menko med at finde et skjulested, og der kom hjælp fra modstandsbevægelsen. En præst i Enschede og hans gruppe prøvede at finde skjulesteder og skaffede samtidig falske legitimationskort og rationeringsmærker.

– Mine forældres bedste venner, et ægtepar uden børn, havde længe forinden tilbudt os, at vi kunne komme til dem, hvis vi fik brug for det. Men da alvoren meldte sig, og vi kom, kunne der ikke være tale om, at de ville hjælpe. De skyndte sig at lukke døren for næsen af os, beretter Kitty Menko Jørgensen.

– I sidste øjeblik tilbød pedellen på det naturhistoriske museum at tage sig af os. Vi troede, at de gjorde det på grund af det venskab, de havde med min far, der var formand for museet. Først i 2001 fik jeg at vide, at det var præsten, der havde formidlet hjælpen.

I august 1942 flyttede familien Menko ind på museets øverste etage, hvor de alle fire sov i samme værelse. Om dagen kunne de dog også opholde sig i værtsfolkenes soveværelse. Desuden havde de adgang til en stort loftsrum og et lille rum, hvor der under gulvbrædderne var en transistorradio, så familien kunne følge med i de engelske nyheder.

– Vi skulle sandelig lære at tilpasse os. Vi var vant til et hus med 12 værelser og en stor have.

På loftet stod en kæmpe bogsamling, som familien Menko kunne benytte. Desuden skaffede de skolebøger, så broderen, der lige var blevet student, kunne undervise Kitty.

– Heldigvis var min mor og jeg kreative. Det kom os til gode. For eksempel var mit bedste opholdssted om dagen ”Villa Acasia”. Sådan kaldte jeg et arbejdsbord, der stod ved et ved tagvindue. Fra vinduet havde man udsigt til et akacietræ. Dér kunne jeg sidde i timevis og kigge ned på gaden. Eller dagdrømme mig til alle de ting, som en teenager burde opleve sammen med kammeraterne, fortæller Kitty Menko Jørgensen og tilføjer:

– Da jeg savnede min harmonika og vort klaver, malede jeg på et bræt klavertangenterne og kunne så ”spille” alle de melodier, jeg kendte, men også nye, som jeg hørte i radioen. Jeg kunne føle, om jeg spillede rigtigt eller forkert. Dette bræt var jeg meget taknemmelig for.

Tyskernes plan om antenner på museets tag blev gennemført. Det skete efter cirka to års forløb og fik den konsekvens, at familien Menko måtte forlade stedet og ikke mere kunne bo samlet.

Kitty Jørgensen fortæller, at hun og hendes mor – der var maskeret som sygeplejerske – cyklede til et hjem i den anden ende af byen. Hun husker, at man skulle undgå det syvende trappetrin, fordi det knirkede.

– En overgang var der næsten ikke strøm om aftenen. Så var der én, der fandt på at montere små pærer fra en lommelygte på en cykelfælg. Den hang under loftet og var forbundet med en opklodset cykel. Vi skulle så hver aften skiftes til at ”køre” en tyve minutters tid for at skaffe elektricitet i stuen.

Dramatikken spidsede til en dag, da tyske soldater var på rekognoscering i huset. Til alt held vidste man, at de ville komme. Og Kitty og hendes mor krøb ind under nogle løse gulvbrædder, der var skjult af gulvtæppet.

Endelig første påskedag 1945 var trængslerne forbi. Da blev Enschede befriet af engelske og canadiske tropper ledet af feltmarskal Montgomery.

Nær ikke had til nogen, men bekæmp det onde med det gode. Det er for Kitty Jørgensen den vigtigste morale, der kan udledes af hendes krigserfaringer.

Hun er også blevet klar over, hvad rigtige venner er. Det er dem, der hjælper i nøden. Og hun har oplevet betydningen af fadervor, som hun lærte at kende i 1943 og fortsat beder hver dag.

Efter krigen blev Kitty Menko Jørgensen uddannet som børnehavepædagog. Kommet så vidt ville hun gerne ud i verden og rejste til Danmark, hvor hun blandt andet var ansat i børnehaven i Vartov i København. Så godt befandt hun sig her i landet, at hun efter det første ophold besluttede at vende tilbage. I sit ægteskab var hun først hjemmegående og siden repræsentant for det vvs-firma, som hendes mand havde.

Kitty Jørgensen, der blev alene i 1995, har fire børn, ni børnebørn og et oldebarn. Hun har rejst i store dele af verden – og holdt indtil hun fyldte 80 år mange foredrag om sine krigsminder.

Trods alt det svære ville Kitty Jørgensen ikke undvære, hvad hun har været ude for:

– Alle de erfaringer, jeg har fået, har været med til at gøre mig til det menneske, jeg er.

grymer@kristeligt-dagblad.dk