Så er Louise endelig mor

Det er kun fem timer siden, at Louise og hendes mor, Minna Lundsgaard, landede i Addis Ababa. De har ikke fået mere end få timers søvn, men det er nok. Da solen begynder at skinne ind gennem det store hotelvindue ud mod gaden, står de op og begynder på forberedelserne. Alt er klar, nu mangler Louise bare Dinkai, DanAdopts repræsentant i Etiopien. Hun skal komme og hente Minna og Louise klokken ti for at køre med dem ud til det første møde.

Fra altanen kigger Louise efter hende. Nede på gaden skryder et par æsler, mens en flok geder bliver drevet frem. Endelig gennem dyrenes lyde høres en motorlyd. Lidt forsinket forcerer en bil hullerne på grusvejen udenfor, som er fyldt op med regnvand fra natten. Den stopper ved porten og ind i hotellets stue kommer Dinkai. Hun hilser venligt og sætter sig i sofaen. Spørger om Louise har spørgsmål, om hun er klar. Louise nikker. Det har hun været i mange år.

Som alle andre potentielle adoptivforældre begyndte adoptionsprocessen for Louise flere år før det første møde med Noah. Først skal en ansøgning sendes af sted til statsforvaltningen i den region, hvor ansøgerne eller ansøgeren bor. I denne første fase ser sagsbehandleren udelukkende på ansøgernes økonomi, uddannelse, job samt andre forhold, som kan gøre sig gældende. Det kan være en ridse i straffeattesten eller ringe boligforhold. Godkendes ansøgerne venter to weekendkurser, som forbereder dem på adoptionsprocessen og at få et barn, der ikke ligner dem selv. Først herefter besøger en sagsbehandler hjemmet til den sidste afgørende samtale. I alt opnår 85 procent af par ifølge Adoptionsnævnet godkendelse, mens 73 procent af de enlige ansøgere bliver godkendt.

Louise var en af de heldige eneadoptanter. Faktisk meget heldig. For hun var godkendt og klar til afrejse, da Etiopien valgte at stoppe for adoption til enlige. Landet har så mange ansøgere, at det nu kan vælge mellem dem. Og da enlige mødre ikke er almindelige her, så valgte regeringen i stedet at bortadoptere udelukkende til par. Men Louise bliver ikke berørt af denne beslutning, da hun er så langt i processen.

Den første dag og det første møde på børnehjemmet er ved at være ovre. Louise har siddet på en madras i legerummet med Noah på armen i en time. Kigget på ham, pludret med ham og suget hans træk til sig. De er fine, synes hun. Han er et smukt barn, hendes guldklump, men noget mindre end hun havde regnet med. Han vejer kun 6,1 kilo, selv om han er syv måneder. Han er en baby, ikke et lille barn. Endnu har han ingen kræfter i benene, for dem har han ikke brugt meget i tiden på hjemmet. Han spiser også som en baby. Får en flaske otte gange i døgnet, fem gange om dagen og tre om natten. Lederen af hjemmet siger, at hans manglende udvikling skyldes, han er født for tidligt. Måske en måned. De fik ham ind, da han var halvanden måned, og før det havde han ligget på en lokal politistation og et andet børnehjem. De mange måneder uden en fast kontaktperson kan være medvirkende til, at han lige nu forsøger at undgå øjenkontakt. På Louises skød gør han sig stiv og vender hovedet bagud. Alligevel er han også nysgerrig, stjæler sig til et kig i ny og næ og begynder efter den første time at slappe lidt mere af og kigge direkte på hende. Men så er besøget forbi, og selvom Louise ikke har det godt med at skulle efterlade ham i den hvide tremmeseng igen, så mener Dinkai, at det er bedre først at hente ham i morgen.

Modstræbende giver Louise slip og siger farvel. Minna står bagved og er allerede blevet forelsket i sit nye barnebarn.

Næste formiddag pløjer taxien sig igen gennem de plørede gader. Den lille regntid er sat ind, og i stedet for sol hænger mørke skyer på himlen over Addis Ababa. De tager dog ikke smilet fra Louise. For i dag får hun Noah med hjem. Alt er klar på hotelværelset, sengen er redt, og sutteflaskerne skoldet.

Louise har hamstret. Har slet ikke kunnet styre sig. Har købt legetøj og små dragter, Duplo-klodser og brune bamser. Denne gang har hun glædet sig over børneværelset derhjemme i Hjallerup, der som månederne er gået, er blevet mere og mere fyldt og farverigt. Hun har i de sidste måneder set fremad og glædet sig til mødet med Noah. Hun er ikke i tvivl om, at livet som enlig mor til tider vil blive hårdt, men omvendt er hun glad for beslutningen om at adoptere alene. Visheden om, at hun inden for en overskuelig fremtid kan kalde sig mor, har givet hende ro, stabilitet og en ubeskrivelig glæde.

Porten til Tenesh Ababa glider endnu engang klagende op. På dette andet besøg kender Louise vejen til den bagerste tremmeseng i det bagerste værelse. Plejerne står parat med Noah. Han er klar. De kysser og nulrer ham. Er tydeligvis glade for ham, men har også 18 andre børn at tænke på. De har givet ham en fin lysegrøn sparkedragt på, og han har lige fået mad. I det kølige vejr er han svøbt i et hvidt plystæppe, som nu med Noah indeni bliver overrakt til Louise. Noah er hendes, hun kan slet ikke få smilet af ansigtet og øjnene tørret. Efter otte år er hun endelig mor.

Lige nu er alt idyl i Addis Abeba. Men hjemme i Danmark oplever mange adoptivforældre tvivl og spørgsmål, når hverdagen skal til at fungere. Derfor tilbyder Familiestyrelsen i samarbejde med statsforvaltningerne i de fem regioner adoptivfamilier en familieterapeut inden for de første tre år, efter de har hentet barnet. Tilbuddet er et forsøgsprojekt, der løber fra 2007-2010, og det indebærer op til fem samtaler med en uddannet terapeut.

Så langt er Louise og Noah dog ikke endnu. De er kun på vej hjem i taxien fra børnehjemmet. Minna sidder sammen med dem på bagsædet og pludrer. Noahs store øjne kigger interesseret efter stemmen, men søger så tilbage til Louises ansigt. De to skal vænne sig til hinanden nu, oparbejde rutiner og lære hinandens lyde og behov at kende. For Noah er omvæltningen enorm. Han har ikke været uden for børnehjemmet i de fem en halv måned, han har været der. Nu farer Addis Ababas millioner forbi uden for vinduet. Hjemme på hotellet venter en ukendt tremmeseng og legetøj i mængder, han aldrig før har set. Han har fået en lille bamse med fra børnehjemmet, så der er noget, han kender, men ellers vil alt i de kommende uger og måneder være nyt for ham. Rejsen med taxien er den korte. Forude venter en 20 timer lang tur med fly til Danmark og en masse nye mennesker. Men det ved han ikke nu, hvor han er kommet op på hotelværelsets store dobbeltseng og er i gang med at få skiftet ble af sin mor for første gang. Han er lidt urolig, klynker og stikker tommelfingeren i munden. Den har han været vant til, for på hjemmet var der ingen sutter. Det var enten flaske eller finger.

Allerede i løbet af eftermiddagen begynder Noah dog at føle sig bedre tilpas. Han lærer hurtigt Louises stemme at kende og søger mere og mere øjenkontakt. I løbet af de første dage begynder han at kræve opmærksomhed frem for at ligge passiv hen, og han forsøger at hoppe lidt. Udviklingen går hurtigt, han kluk-ler for første gang den anden dag til stor glæde for både mor og bedstemor. Ivrigt følger de hans forsøg på at sidde, holde hovedet og vende sig. Alt skal de lære om ham, for han er ukendt for dem.

Den sidste dag i Etiopien vil Louise ud til den politistation, hvor Noah som hittebarn blev indleveret blot få dage gammel. Før stationen forandrer byen sig fra bebyggelse til slum. Blikskurene læner sig op af hinanden, og den sorte fattigdom træder tydeligere frem. Området huser Afrikas største marked, Mercato, og der er et mylder af mennesker overalt. I rabatten ligger kroppe – slappe, som var de døde, og langs fortovene vandrer tiggere iklædt grove aflagte sække. Overalt løber gadebørn efter bilen og rækker med bedende øjne tomme hænder frem. De peger på deres maver.

Dette kunne være Noahs fremtid. Men fordi hans biologiske mor eller en venlig sjæl afleverede ham til politiet, smuttede han uden om den skæbne, der ellers var tiltænkt ham. Politiet her opgiver alle indleverede børn til adoptionsorganisationerne i landet. Hvor forældrene er, ved ingen, for børnene bliver efterladt i grøften uden for stationen i nattens mulm og mørke. Næsten hver morgen, når den tunge port åbnes, venter nye børn – spæde som ældre.

Eftermiddagens indtryk og syn fylder og ryger i bagagen med hjem. Det samme gør de små etiopiske ting, som Louise har købt til Noah. Han skal vide, hvor han kommer fra, og hvem han er. Hele hans historie kender de ikke, men de bidder, de efter ti dage i Addis Ababa kan stykke sammen, skal være hans, når han bliver ældre.

Først venter dog en tid hjemme i Hjallerup, hvor Louise og Noah skal bygge en hverdag op sammen og skabe deres helt egne rutiner. Louise glæder sig. Som alle andre adoptivforældre har hun nu i hvert fald seks måneders barsel. Tid, som skal bruges til at lære Noah at kende og give ham en stabilitet, som han ikke hidtil har kendt til.

Midt på natten forlader de Etiopien og går mod gaten i Bole Airport i udkanten af Addis Ababa. En lang rejse for dem begge skal til at begynde.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk