Sofie Hviid |
20. februar 2009
En lov skal gøre det mere sikkert at være indisk rugemor. Loven kan betyde et regulært boom af europæere, som vil benytte sig af en indisk rugemor
Indien er blevet et yndet land for barnløse par, der vil benytte sig af en rugemor. Prisen er markant lavere end i andre lande, og de indiske regler på området er lempelige. Det er imidlertid ikke gået godt hver gang, og tilfælde hvor ingen parter har ønsket barnet, eller hvor rugemoderen ikke er blevet betalt, får nu den indiske regering til at lave en lov på området.
Flere af Indiens førende fertilitetslæger vurderer, at loven kan betyde en kæmpe stigning i antallet af europæiske par, som rejser til Indien for at hyre en rugemor.
– Efter den nye lov vil vi få et boom, for så skal jeg ikke være bekymret over at få juridiske problemer, hvis moderen pludselig ændrer mening og ikke vil af med barnet. I dag kender loven ikke til rugemødre, og derfor kunne en dommer godt finde på at afsige en dom, hvor moderen kunne beholde barnet. Med den nye lov kan det ikke ske, siger fertilitetslæge Jatin Shah, der leder en af Indiens største fertilitetsklinikker.
I dag findes der ingen lov på området, og man har hidtil opereret ud fra nogle retningslinjer, som er ikke er juridisk bindende. Loven er kontroversiel, fordi den anerkender et behov for rugemødre i et land, hvor barnløshed ellers er meget tabubelagt.
Den nye lov vil betyde, at det bliver langt nemmere for udenlandske par at hyre en indisk rugemor. Det vurderer den indiske fertilitetslæge Anjali Malpani, som hver dag får henvendelser fra europæiske par, der ønsker en rugemor.
– Problemet er, at området i dag er et juridisk vakuum. Efter at barnet er født, er det ifølge den indiske lov moren, som har født barnet, der er mor til barnet. Indisk lov anerkender ikke DNA-bevis. Den, som føder barnet, kommer til at stå på fødselsattesten. Så skal man derefter igennem et adoptionsbureau. Når først loven er vedtaget, vil loven anerkende de rette forældres rettigheder. Som det er i dag, skal man sætte et forkert navn på fødselsattesten. Hvis noget går galt, står man med problemet, siger han.
Læge og formand for Folketingets sundhedsudvalg Preben Rudiengaard (V) har sammen med resten af Sundhedsudvalget i efteråret besøgt en indisk fertilitetsklinik, hvor han var rystet over forholdene. Han er positiv over for det nye tiltag.
– Jeg kan kun prise mig lykkelig for, at den indiske regering er ved at stramme op, så hverken rugemødre eller forældre kommer i klemme. Vi talte med Sundhedsministeren under vores besøg. Jeg gjorde ham personligt opmærksom på, at det var ragnarok, og det måtte han medgive, siger han.
Preben Rudiengaard er imidlertid meget imod, at danske par rejser til Indien for at hyre en rugemor til at bære deres barn, da det er ulovligt i Danmark. Han mener, at man skal overveje en lovændring i Danmark for at komme problemet til livs.
– Spørgsmålet er, om vi ikke skulle ændre lovgivningen i Danmark, så der var mulighed for at benytte en rugemor, uden at der var penge involveret, siger han.
hviid@kristeligt-dagblad.dk