En portrætbog om Møllehaves liv, der udkom for nogle år
siden, bærer titlen »Et liv har fem akter«. I dag er Møllehave
i fuld gang med femte og sidste akt. Med egne ord er han på
vej ind i nattemørket.

Det er på den baggrund, at denne bog er skrevet. Møllehave
har i en årrække haft sin gang på Kristeligt Dagblad, hvor jeg
er chefredaktør, og det var naturligt at tale om døden, når
den nu så eftertrykkeligt bankede på hos ham. Det gjorde vi,
kort efter han var blevet udskrevet fra hospitalet efter de seneste
blodpropper. Et større interview i avisen affødte mange
positive reaktioner fra læsere, der priste hans åbenhed og
refleksioner om døden. Det gav os begge mod på at gå videre
ad samme spor.

V i håber, at denne bog vil kunne læses af alle mennesker
til trøst og opmuntring, men den er skrevet med særlig tanke
på de mennesker, der skal dø, og de efterladte, der har mistet
familiemedlemmer eller nære venner. I bogen reflekterer Johannes
Møllehave over alle de spørgsmål, der opstår i livets
krisetider, ikke mindst ved livets afslutning. Hvad er overhovedet
meningen med det hele? Hvor skal vi finde trøst, når
vi er sorrigfulde, og hvor skal vi finde håb, når vi skal dø?
Det er alvorsfuldt, men når Møllehave fortæller, er det også
morsomt. Humoren skal med, har han ofte sagt i løbet af de
mange samtaler, vi har ført i efteråret 2008.

Det er kun få år siden, Møllehave vendte hjem efter at have
boet en årrække i England sammen med sin hustru Herdis,
der døde i 2001. I dag bor han alene i en mindre lejlighed på
Frederiksberg i København. Samtalerne har været ført der,
omgivet af store stakke af bøger, og i mit hjem i Møllehaves
gamle sogn, Virum, nord for København. En enkelt samtale
gennemførte vi gående på den kirkegård, hvor Herdis Møllehave
er begravet, og hvor han også selv skal begraves.

Bogen er forsøgt disponeret efter temaer, som kan læses
uafhængigt af hinanden.
At træde ind i Møllehaves verden er som at placere sig i
midten af en centrifuge. Der sker noget hele tiden. Man kastes
i alle retninger, men når altid tilbage til kernen igen. Han er
dertil et generøst menneske, der til vore samtaler har hentet
brød hos bageren til sin gæst. En enkelt morgen måtte han
dog af sted to gange, fordi de indkøbte kager var blevet væk
på turen hjem fra bageren. Han praler ikke med at være nogen
handyman, og flere gange er det hændt, at lugten fra en
stærkt overophedet brødrister har indikeret, at det alligevel
ikke var vandkogeren til kaffe, der var blevet sat i gang ude i
køkkenet.

Møllehave sover kun få timer hver nat og begynder at læse
ved femtiden om morgenen. Han er frisk før de fleste, så vore
samtaler har ofte fundet sted fra morgenstunden. De fleste
morgener har han ventet uden for sin lejlighed og har taget
imod, når jeg er ankommet med den københavnske metro.
Flere gange er han gået mig i møde, hver gang læsende i en
avis eller en bog, mens han med stok er vandret hen ad fortovet.
Han spilder ikke tiden, men klarer det utroligste og
læser flere bøger om dagen. Hans hukommelse er skræmmende
god. Hvad han har læst, husker han. Salmebogen er
den måske vigtigste bog i hans liv. Han har den altid inden
for rækkevidde, men det er egentlig ikke nødvendigt. Da vi en
dag skulle gennemgå de salmer, som Møllehave selv vil have
sunget til sin begravelse, skete det uden salmebog. Han kunne
salmerne udenad og gennemgik dem strofe for strofe.

E t af formålene med denne bog er at slå hul i den mur af
tabuer, der omkranser døden og det, der sker efter døden.
Før i tiden sagde man Memento mori, Husk, at du skal dø, og
Carpe diem, Grib dagen. Begge dele er latin, og oprindeligt
var det ene forudsætningen for det andet. Kun den, der er sig
sin egen dødelighed bevidst, kan for alvor leve helt og fuldt.
I dag har vi i høj grad fortrængt Memento mori og er alene
optaget af at gribe dagen og leve i nuet. Når en patient i dag
spørger lægen, om der er håb, tænker han eller hun alene på,
om der er håb om at blive rask. Det kristne håb om et evigt
liv er fortrængt af forestillingen om, at døden slutter med
ingenting. Når kun mørket og tomheden venter forude, og
man ikke mener at have mere at se frem til, er det forståeligt,
at døden fortrænges.

Det har været lærerigt, berigende og ikke mindst muntert
at lave denne bog. Det kan forekomme paradoksalt, emnet
taget i betragtning, men en bog om døden kan kun komme til
også at handle om livet, når man er sammen med Møllehave.
For som Møllehave siger med Mark Twain: »Man skal leve sit
liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når man dør.«

Erik Bjerager
Virum, januar 2009