Darwinisternes berøringsangst

I sin inspirerende kronik den 12. februar ”Som at tilstå et mord”, skriver Hanne Strager: ”At alle organismer kan trække deres historie tilbage til en fælles stamform, som det havde udviklet sig fra, stod i skærende kontrast til skabelsesberetningens fortælling om jordens og livets opståen og udvikling.”

Hvilken skabelsesberetning? Det er et retorisk spørgsmål: Jeg indrømmer straks, at jeg godt ved, at det er den første fortælling, der begynder med Bibelens kapitel 1 og slutter kapitel 2, midt i vers 4. I den nyeste Bibeloversættelse er det smukt markeret med et afsnit og en overskrift ”Adam og Eva”, hvorefter en helt ny skabelsesberetning tager fat.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor man i det såkaldt offentlige rum altid taler om skabelsesberetningen, som om man ville skjule, at der er to ved siden af hinanden, hvis sideordning forhindrer enhver formodning om, at der skulle være tale om nogen slags bogstavelig forståelse af beretningerne. Enhver gymnasieelev lærer det. Hvorfor må ”menigmand” så ikke vide det? Hvorfor bliver man ved med den halsstarrige modstand mod en fjende, som man selv opfinder fra naturvidenskabelig side? Det er at løbe åbne døre ind.

I den første beretning skaber Gud alting på en uge, for vi må ikke glemme sabbatten, der er det store kulturgode i oldtidens Mellemøsten, den dag hvor alt og alle skal hvile.

Lige inden hviledagen skaber Gud mennesket som den ypperste skabning til at herske over sit værk. Ideen til denne beretning er formentlig kommet fra Babylon, hvor skaberguden hugger kaosuhyret midt over og på den måde rydder op i kaos, så der kommer himmel og jord ud af det.

DEN HISTORIE MÅ både have irriteret og inspireret de gamle israelitter, siden de har trukket så meget mytologi ud af historien og lavet deres egen version, så den i højere grad kom til at stemme overens med deres opfattelse af Gud som transcendent, udenfor og forskellig fra sit skaberværk.

Det er muligt, at Darwin har været inspireret af den fortælling i sine undersøgelser og i sit fund af, at livet kommer fra vandet og får mere og mere komplicerede former. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men i beretningen om Adam og Eva, skabes Adam allerførst. Gud betegnes på en anden måde, og hans måde at skabe på er helt anderledes: mens han i den første beretning skaber med sit ord (det ord, Johannesevangeliet kalder Kristus), skaber han i den anden beretning ved hjælp af de håndværk, vi med arkæologernes hjælp kender fra oldtidskulturerne: Gud skaber frugtbarhed som en gartner, der vander sin jord, han skaber Adam som en keramiker skaber sine kar, og endelig skaber han Eva som en kirurg.

Da Gud opdager, at Adam føler sig ensom og keder sig, lader han ham bruge sin gave, sin begavelse som sprogligt væsen; han skaber dyrene og fører dem alle hen til ham, så han kan give dem navne. Ja, mon en fjeldgrævling ved, at den er en fjeldgrævling?

Men det gør imidlertid ikke fyldest. Først da opererer Gud Adam og skaber Eva. Her standser jeg og lader dem blive lidt endnu i Paradiset, som i øvrigt tydeligt er angivet til at ligge i Irak, så vi kan nok se, at det var, før tiden begyndte, og at vi mennesker siden har lagt Paradiset øde.

Den franske forfatter, Marie Noël, som er katolik, har skrevet en lille historie om, hvordan verdens skabelse ser ud fra en hundekurv: ” Mutter hund fortæller sine hvalpe, hvordan verden blev skabt: På den sjette dag, da Vorherre havde skabt hunden, fandt han, at det dog var den allerbedste skabning. Han sagde til hunden, at den skulle passe godt på jorden, tage sig af fårene og beskytte dem mod de farer, der ellers kunne lure på dem. Derved faldt han til ro og ville hvile sig. Men hunden ville blive hos sin Gud, og da der ikke kunne blive tale om det, bad den: ”Hvis jeg ikke må blive hos dig, vil du så ikke nok skabe én, der er ligesom du er til mig, så skal jeg nok gøre, som du har sagt?” Gud svarede da hunden, at han kunne mærke i sin højre pegefinger, at han var træt, og at hvis han gjorde det, ville den skabning blive mislykket. ”Det er lige meget,” bad hunden, ”bare jeg får sådan én som dig!” Da blev Gud så betaget af hundens gode gemyt, at han skabte mennesket til den.” Marie Noël slutter sin fortælling med ordene: ”Og som I ved, blev mennesket mislykket, men skidt med det: Hunden er godt tilfreds!”

Denne lille fortælling, der vidner om både fromhed og humor, burde ingen af os glemme. For den minder os om vor egen egocentri og advarer os imod den, hvad enten vi slås på den ene front eller den anden. Det, der er fælles for de indædte standpunkter, er som før nævnt en ejendommelig berøringsangst.

DEN ER HELT OVERFLØDIG. For det er altså ikke kun fundamentalister, der er krigeriske og ikke ”tror på” noget, man slet ikke skal tro på. Begge områder, den naturvidenskabelige og den tekstlæsende, kan sagtens være genstand for undersøgelser, og begge områder rummer store rigdomme.

Men når Lone Frank i Weekendavisen den 13. februar tager det store sprogskyts frem, ser det ud, som om hendes frygt er af en religiøs art, en religiøs institutionsangst, en dogmatisk skræk, som slet ikke hører hjemme i den sammenhæng.

Lone Frank skriver, at det er ”frustrerende, hvad der sker uden for videnskaben,” og hun kalder de statistikker fra USA, hvor seks ud af ti afviser eller tvivler på, at mennesket er udviklet fra abelignende stamformer, for ”sindssyge”. Jeg vil gerne medgive Lone Frank, at det er besynderligt, men at det ligefrem, som hun skriver, skulle være skræmmende, det er, tror jeg, at skyde spurve med kanoner, og det er udtryk for lige så stor egocentri som forskrækkelsen over ikke at skulle være en enestående skabning, løsrevet fra resten af skaberværket, naturen. Det er en overreaktion.

Det, der virkelig betyder noget, er, at vi stadig er nysgerrige – også med hensyn til, hvad folk fra andre områder kan fortælle os, og at vi er det uden at ville bestemme, for i magtbrynden kommer vi altid til kort. Derfor er berøringsangsten det virkeligt frustrerende fænomen, der hæmmer vores nysgerrighed og vores arbejde på at udvide vores egne og dermed også hinandens horisonter.

Marianne Olsen er lektor