Bisper, bekendelse og bibel. Et svar til Kurt Dalsgaard

Så meget om bredden, men hvad så med grundlaget? Det afgørende i de kommende år er at formulere klart, positivt og frimodigt, hvad det er, vi tror på. Ikke den negative afgrænsning, men hele tiden at pege på centrum: Vi skal gøre Kristus kendt og troet. Det skal gøres lysende klart, at Han er udgangspunkt og mål i alt, hvad vi gør i kirken.

Ordene må netop ikke bare blive stive paragraffer, som man kan sætte kryds ved: for eller imod. De skal gives troværdigt liv og kød i forkyndelse og handling, i gudstjenesten, i kirkens undervisning og diakoni, i samtalen med folk af anden tro og uden tro.

Derfor er jeg ikke meget for at krydse af i Kurt Dals-gaards svarrubrikker på bekendelsesspørgsmål. De vender den forkerte vej. Jeg mener for eksempel ikke, at man kan nævne fornægtelse af troen på Kristi legemlige opstandelse i samme opremsning som præsters papirløse parforhold. Det ene står og falder evangeliet med, det andet er et spørgsmål om parforholdsetik, ansvarlighed og troværdighed i embedet. At jævnføre dem gør opstandelsesbudskabet alt for småt! Og rykker dermed Kristus væk fra centrum.

TILBAGE STÅR så spørgsmålet om, hvordan jeg som biskop vil forholde mig til præster, der fornægter forskellige dele af bekendelsesgrundlaget: Præster i en evangelisk-luthersk kirke er bundet i frihed. Det vil sige, vi er bundet til bekendelsen, men sådan, at vi stadig tvinges til at arbejde med den i frihed. Vi har lov til anfægtelser, søgen og spørgsmål. Præsten har ikke i en evangelisk-luthersk kirke en så særlig status i forhold til Gud, at vi kan fritages for al tvivl og usikkerhed.

Jeg vil til hver en tid indrømme en præst ret til søgen og usikkerhed. Hellere det end alt for voldsom sikkerhed. Og det gælder i alle retninger. Præster, der med stor sikkerhed fornægter centrale elementer i bekendelsesgrundlaget, skal ikke vente stor forståelse fra min side. Den sikkerhed er mindst lige så problematisk som den sikkerhed, der ligger i at turde dømme andre ude. Her kan det i hvert fald for en biskop være godt at have lignelsen om hveden og klinten med i baghovedet.

Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet og bispekandidat i Københavns Stift