Ukraine bliver prøvesten for ny russisk patriark

Valget af den 62-årige metropolit Kirill til patriark af Moskva indvarsler en ny æra for den russisk-ortodokse kirke. Kirill har hele tiden være favoritten til at efterfølge Alexei II, der døde før jul. Han er en dreven kirkepolitiker og en meget talentfuld kommunikator, der i årevis har haft sit eget kirkelige TV-program.

Fornemmelsen af nybrud skyldes dog mest, at Kirill også kender verden uden for Rusland, og det har skabt store forventninger til ham i de andre ortodokse kirker, såvel som hos økumeniske samtalepartnere. I de sidste 15 år har han ledet den russisk-ortodokse kirkes udenrigsdepartement, og i den egenskab har han rejst meget og mødt mange internationale kirkeledere, inklusive pave Benedikt XVI.

Men Kirill har selvfølgelig også sin egen flok at tænke på. Da han blev indsat den 1. februar i Moskvas Frelserkatedral, understregede han, at han er garanten for enhed inden for kirkens ”kanoniske grænser.” At varetage enheden er en vigtig del af den nye patriarks jobbeskrivelse, men de to små ord ”kanoniske grænser” er også værd at lægge mærke til. For de er ofte blevet trukket frem siden Sovjetunionens kollaps, når den russisk-ortodokse kirke har angrebet tilstedeværelsen af andre kirkesamfund på russisk territorium. For konservative kredse i kirken og det russiske establishment er ordene et signal om trofasthed over for en tradition, der identificerer Rusland med den russisk-ortodokse kirke.

Udtrykket ”kanoniske grænser” er dog ikke nødvendigvis lig med nationale grænser, for den russisk-ortodokse kirke er ikke bare nationalkirke i Rusland men også i Ukraine. Det var nemlig i Ukraine, at den russisk-ortodokse kirkes vugge stod, da storfyrsten af Kiev, Vladimir I, i 988 lod sig døbe, og godt en trediedel af den russisk-ortodokse kirkes 20.000 sogne ligger i dag i Ukraine. Men Ukraine blev i 1991 selvstændigt i forbindelse med Sovjetunionens opløsning, og siden er der med støtte fra regeringen vokset en stærk kirkelig bevægelse frem, der ønsker uafhængighed af patriarken i Moskva. Kirken skal nok være ortodoks, men den skal være ukrainsk-ortodoks og ikke russisk. Tilstedeværelsen i den vestlige del af landet af en ukrainsk-katolsk kirke, der har ortodoks liturgi, men som er en del af den katolske kirke, er en yderligere komplicerende faktor og med til at styrke ønsket om uafhængighed af Moskva blandt de ortodokse biskopper.