Fornuft er flere ting, og for den ateistiske teoretiske fornuft er der slet ingen Gud, og tilmed er det helt galt at tro på Gud. Alting er blot materiel natur til sidste hjernevinding. En helt enestående reduktion og nøjsomhed. Udviklingslæren er blevet nærmest metafysisk og baserer temmelig meget på tilfældige fund, ligesom den dyrker tilfældet som den store sammenhæng midt i alle årsagerne. Det er ret metafysisk.

Naturvidenskaben har i sin materialisme tit nok medført en ateistisk livsanskuelse. Det gjorde nazismen og kommunismen også i deres brug af visse naturvidenskabelige former. De var i bund og grund ateistiske og beviseligt umenneskelige. Naturvidenskaben har trods sine mange åbenlyse fortrin også medført en stærk tendens til at gøre alt til naturhistorie under bortseen fra den menneskelige historie med dens viljesudtryk og inspiration. Endvidere har naturvidenskaben indebåret, at den er blevet opfattet som langt mere end ”blot” beskrivende, nemlig som alt forklarende. ”Har videnskaben virkelig en forklaringens autoritet over alt værende, da er kunsten ligesom religionen sandelig pensionerede åndsmagter”. Sådan skriver digteren Martin A. Hansen i sit vægtige værk ”Leviathan”. Videnskaben kan i alt ville tage det absolutte og sidste ord.

Martin A. Hansen siger i sit afsnit om natursynet, at han efter evne slår et slag for den personlige livsanskuelses autonomi og eksistensret. Men her er han inde på en kampplads, som han indrømmer, og ved det personlige, som dog er andet end det rent subjektivistiske, åbner han for relativisme. Et godt demokratisk synspunkt.

Både gudstro og vantro viser sig ikke mindst i opfattelsen af mennesket, i menneskesynet eller altså i livsanskuelsen.

Man kan hævde og vide om mennesker, at de altid har været religiøse. De har altid haft en form for religion. Selv på hulemalerier kan man se en hånd, der vidner om religiøsitet.

Ateister virker underligt ahistoriske i forhold hertil. Striden om religion, også en teoretisk, er dog meget gammel. Den kendes helt fra det græske hedenskab.

Den første kristne kejser i det gamle romerske rige var Konstantin med tilnavnet den Store. Han havde som sin lærer filosoffen Lactantius, ”den kristne Cicero” (død måske omkring 330). Lactantius var retor (underviser) og havde offentlige stillinger som lærer i filosofi. Han bar især præg af stoisk filosofi. Ikke mindst på grund af sin etiske holdning nåede han frem til, at kristendommen er den højeste filosofi. Han bliver apologet og forsvarer af kristentroen.

Et af Lactantius’ skrifter fra ca. 311 hedder ”Om Guds vrede”. Heri hævder Lactantius, at de fleste filosoffer er enige om, at verden er konstrueret af fornuft og styres ved fornuft. Også en brug af ordet fornuft – sådan som Gud har fornuft – eller visdom.

En undtagelse var blandt andre filosoffen Epikur (341-270 f. Kr.), der har en hel etik opkaldt efter sig. Ifølge ham er verden hverken skabt ved fornuft, kunst eller snilde. Derimod er den blevet til ved en sammenføjning af meget små og udelelige frølegemer. Frugtbare atomer, så at sige. Epikur holder sig til det blot beskrivende, som om det var forklarende, uanset om det ene står i indre modsætning til det andet.

Over for Epikur fremfører Lactantius et historisk argument. Guddommen kan kun være Gud, hvis han fastholder fortiden, kender nutiden og forudser fremtiden. Gud er så at sige trådt ind i historien, i mere end naturen. Lactantius hævder, at der bor noget guddommeligt i mennesker, ja, mennesket er beslægtet med Gud. Mennesket erkender Gud, for fornuft erkender fornuft. Kun mennesket har gudserkendelse, og alene religion findes der intet spor af hos dyrene. Til religion hører også retfærdighed, som andre levevæsener ikke kender til. Kun mennesket kender både at dele og meddele, alle slags gengæld og bekymring.

Til retfærdighed hører også gudsdyrkelse. Hvis man ikke påtager sig den, lever man blot et dyreliv i menneskeskikkelse. Opløsning af religionen fører til forvirring og forstyrrelse af livet.

Retfærdigheden må også gøres gældende, da livsfællesskabet derved sikres. Mennesker kan narre hinanden og for eksempel overtræde lovene uopdaget. Derfor hører der gudsfrygt til.

Det er Lactantius’ tese, at man må hævde, at Gud kan blive vred. Gud har vilje og virker ved dom foruden med nåde og barmhjertighed. Uden religion er menneskelivet fuldt af tåbelighed, forbrydelse og brutalitet. Praktisk ateisme, så at sige. Menneskets samvittighed må mærke Guds øjne og regne med, at også vor tale og vore tanker høres af Gud. Mon ikke det er bedre end overvågningskameraer?

Gud er med andre ord ikke ubevægelig, og han er ikke blot et første princip for tanken. Gud er levende og medvidende, men også medfølende. Gud og mennesker er fælles om livet, om det levende og om det menneskelige, særligt ved Jesu person i historien.

Hvad det normale for mennesket angår, kan det være vanskeligt at sætte netop én norm. Men at gøre religion unormal, ubegavet, ja, undermenneskelig, er og bliver et blindt og hovedløst foretagende. Den kendte aggressive ateist Richard Dawkins fører sig her hovmodigt frem, ligesom for eksempel den danske Malene Busk.

Religionerne har et helt overvældende historisk argument for sig ligesom et utal af højt begavede troende. Men der er stor forskel på religion. Til en god religion hører der, til forskel også fra overtro, en god individuel og fælles etos, gerne inkluderende kærlighed, samt en stræben efter personlig helhed.

Johannes L. Bundgaard er tidligere sognepræst