Tomas Revsbech |
24. februar 2009
Kommuner beskyldes for klapjagt på private og frivillige kræfter blandt landets børnehaver, vuggestuer og fritidshjem
Frivilligheden er trængt i den danske institutionsverden.
Landets kommuner overtager i stigende grad børnehaver, vuggestuer og fritidshjem fra private eller frivillige kræfter. På 20 år er de selvejende daginstitutioner gået fra at udgøre omkring 50 procent af samtlige daginstitutioner til at udgøre lidt over 12 procent i dag.
Mellem 50 og 100 selvejende daginstitutioner lukker hvert eneste år eller bliver overtaget af det offentlige, vurderer Daginstitutionernes Landsorganisation, DLO.
Katolsk børnehave under presSenest er en katolsk børnehave i Roskilde kommet under kommunalt pres, fordi dens ledelse ønsker at synliggøre dens kristne grundlag. Børnehaven risikerer nu at blive overtaget af kommunen.
– Hver 10. dag forsvinder der en daginstitution, der er drevet af private eller frivillige hænder. I takt med at børnepasningen er blevet et kommunalt anliggende, mener flere og flere kommuner, at det er noget, de selv er bedst til at drive. Og det er jo ikke nødvendigvis rigtigt, siger Svend Erik Christiansen, der er direktør i frivilliges organisation, Frie Børnehaver og Fritidshjem, der er en del af DLO.
Ifølge Svend Erik Christiansen lider de private daginstitutioner under, at kommunerne i dag bestemmer, hvorvidt det er dem selv eller en privat, der skal drive en daginstitution, ligesom det også er kommunerne selv, der fører tilsynet med daginstitutionerne.
– Der er jo en klar interessekonflikt. Og det værste er, at landets børneforældre bliver efterladt i en situation, hvor de bliver underlagt mere og mere styring fra det offentlige, selvom de i virkeligheden hellere ville det modsatte, siger Svend Erik Christiansen.
Ude af trit med virkelighedenUdviklingen presser også de cirka 200 daginstitutioner rundt om i landet, der arbejder ud fra et kirkeligt værdigrundlag.
– Kommunernes iver efter at overtage de selvejende institutioner betyder, at alle daginstitutioner med et andet værdigrundlag end kommunernes forsvinder. Kommunalpolitikerne er helt ude af trit med en virkelighed, hvor religion ikke længere betragtes som et tabu, men noget der tillægges særlig værdi i et multireligiøst samfund, siger Charlotte Biil, som er generalsekretær i Menighedernes Daginstitutioner.
En katolsk børnehave i Roskilde har som nævnt fået problemer med kommunen. Flere lokalpolitikere i Roskilde mener, at børnehaven ikke bør sammenblande pædagogik og religion.
Fjerne offentligt tilskudEnkelte politikere har derfor luftet idéen om helt at fjerne børnehaven fra kommunens tilbudsordning og dermed fratage børnehaven dens offentlige tilskud.
– Kommunerne har jo alle gode kort på hånden. De kan jo blot fjerne børnehaven fra tilbudsordningen eller annullere kontrakten og i stedet overgive den til en kommunal institution, hvis det passer dem. Vi mangler simpelthen en lovgivning, der sikrer lige vilkår for de selvejende og offentlige institutioner på det her område, siger Charlotte Biil.
Omkring 200 ud af landets knap 1200 selvejende institutioner – svarende til hver sjette – har et kirkeligt grundlag.
Det var i går ikke muligt for Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra velfærdsminister Karen Jespersen (V).
revsbech@kristeligt-dagblad.dk