Lyset vender tilbage til den russiske kirke

Leif Davidsen, journalist og forfatter, har boet Rusland i flere omgange siden 1980 og besøger hvert år landet. Han vurderer, at det næsten lykkedes det sovjetiske regime at udrydde kirken i disse år i dets stræben efter ”den ateistiske stat”. Men så udbryder der krig i Europa.

– Det er historiens ironi, at det bliver Anden Verdenskrig, der redder kirken. I 1941 finder Stalin ud af, at han har brug for kirken, som jo også er en meget nationalistisk, patriotisk og fædrelandskærlig kirke. Så der bliver indgået en aftale: Hvis I velsigner vores soldater og kanoner, så kan I få lov til at overleve, fortæller Davidsen.

Ivar Maksutov, der er formand for Det Moskovitiske Religionshistoriske Selskab, tilføjer, at Stalin giver kirken den stabile position, fordi han kan ”bruge den til at vise Vesten, at Sovjetunionen er et åbent og ordentligt samfund med religionsfrihed”.

– Kirken oplever i disse år en slags opblomstring, men der er stadig mange præster i fængslerne og i Sibirien, og præster kan ikke optræde i offentlige debatter eller trykke bøger og artikler. Kirken bliver accepteret, men ikke i det offentlige rum, fortæller han.

Under og efter Anden Verdenskrig får kirken stadig mere ånderum, men endnu en bølge af undertrykkelse venter med Stalins død.

– Da Nikita Khrusjtjov kommer til, gør han op med personkulten, og romantikken omkring revolutionen bliver genoplivet – og dermed også de antireligiøse kampagner, siger Annika Hvithamar.

– Men 10 år senere i 1964, da Leonid Brezjnev bliver generalsekretær, har ideologien spillet fallit. Den hænger ved, men der er ingen ideologisk gejst – heller ikke i forhold til det antireligiøse. Fra 1960’erne kommer der et krav fra neden om bevarelse af nationale mindesmærker, og det udvikler sig til et krav om at få kirkerne i brug igen, fortæller hun med henvisning til, at mange kirker i sovjettiden enten blev revet ned, brugt til alt fra kornlagre over ateistiske museer til fabrikker og skoler – eller blot forsømt.

I 1914 var der 55.173 russisk-ortodokse kirker i landet og 550 klostre. I 1988 var antallet af kirker 6893, og antallet af klostre var reduceret til 21 ifølge Moskvas Patriarkats egne tal.

Både Hvithamar, Maksutov og Davidsen peger på 1980’erne – hvor Mikhail Gorbatjov kommer til og lancerer perestrojka (omstrukturering) – som det helt store vendepunkt for kirken.

– I 1988 er det 1000-året for den ortodokse kirkes dåb. Sovjetunionen er i social, økonomisk og moralsk krise, og Gorbatjov gør sit til at få kirken til at støtte regimets politik. Handlen er, at kirken får mere frihed og blandt andet får Danilov-klostret tilbage, mod at den støtter Gorbatjovs politik og selv fjerner de kritiske præster, siger Leif Davidsen.

Annika Hvithamar tilføjer:

– Man kan sige, at det ikke er 1991, der er det store vendepunkt for kirken. Da Sovjetunionen bryder sammen, har kirken allerede etableret sig, og der er aktivitet overalt i Rusland. Kirken står som et uplettet symbol, så den er bedre stillet end mange andre institutioner, fordi den har noget at bygge på.

Efter at Boris Jeltsin opløser Sovjetunionen og indfører en ny forfatning, går det stærkt for den ortodokse kirke, der gennem et tæt samarbejde med præsidenten får indført en række love og forordninger, der sikrer kirkens særstilling i det russiske samfund.

– I 1990’erne strømmer missionærerne ind. Især baptisterne og de amerikanske vækkelsesprædikanter, der kommer med Bibelen i den ene hånd og en pose nødhjælp i den anden, slår igennem. Og Scientology bliver populær blandt de unge og nyrige. Det ser den ortodokse kirke som helt utidig indblanding, fortæller Leif Davidsen.

– Under Jeltsin bliver der gennemført en religionslov, hvor man går tilbage til kommunisttiden og siger, at der kun findes fire officielle religioner: islam, jødedom, buddhisme og ortodoks kristendom. Ikke blot kristendom, men ortodoks kristendom. Resten er sekter, tilføjer han.

– Den ortodokse kirke mener i bund og grund, at der kun skal være en ortodoks kirke i landet. Den er xenofobisk i ordets oprindelige betydning. Den ser andre trossamfund som ikke-russiske. Den er meget konservativ i politisk og religiøs forstand, og den ser Rusland som noget helt specielt.

Under statens og lovgivningens beskyttende vinger begynder genopblomstringen af kirken for alvor. På hvert andet gadehjørne renoveres små lokale kirker og udstyres med nye skinnende kupler, og taxachaufførerne skifter billederne af de letpåklædte kvinder ud med ikoner. Kirkens butikker med lys, ikoner og smykker med personlige navnehelgener er populære selv blandt den gruppe, der ikke anser sig selv for at være videre troende. Kirken er med andre ord til stede i samfundet igen.

Et sted mellem 60 og 80 procent af befolkningen betegner sig selv som ortodokse kristne. En succeshistorie uden lige, skulle man synes. Men kan man tale om en sand religiøs vækkelse blandt russerne, når kun 5-10 procent af befolkningen rent faktisk er aktive kirkegængere?

– Kirkens genopblomstring er en succeshistorie, hvis man kigger på det faktuelle. Man kan næsten ikke finde en kirke i Rusland, der bare står tilbage som nøgne mure. Stort set alt er renoveret. Der er blevet uddannet massevis af nye præster, munke, ikonmalere og klosterforstandere. Men religion er ikke kun et spørgsmål om faktuel viden. I den ortodokse tradition er de respekterede kirkefolk ikke kun noget i form af deres uddannelse, men mere i form af deres gerninger gennem livet – tænk på Dostojevskijs beskrivelse af starets’erne, de vise gamle mænd. Og den erfaring mangler, fortæller Annika Hvithamar.

Hun mener, at hvor genopblomstringen af den ortodokse tro i Rusland er en klar succes på papiret, så har kommunisterne alligevel haft succes en del af vejen, for før revolutionen var ”den russiske befolkning meget religiøs, hvis man ser bort fra by-intelligentsiaen, som også var den, der ledte revolutionen”.

– Sovjetstaten gjorde et målrettet forsøg på at udrydde religionen, og det lykkedes ikke. Men det lykkedes regimet at udrydde det daglige religiøse liv, som er grundlæggende for enhver religion. Befolkningen har i dag ikke de religiøse praksisser inde på livet. De ved ikke, hvordan man beder bordbøn eller aftenbøn, for de har aldrig lært det. De ved ikke, hvordan man opfører sig i kirken og tiltaler præsten. Og det daglige religiøse liv er svært at genopbygge, siger hun.

Leif Davidsen mener, at russerne på trods af forfølgelsen af troende i sovjetårene holdt fast ved troen.

– Når jeg rejste rundt i Sovjetunionen, så jeg folk i kirkerne – både unge og gamle. Men det var ikke karrierefremmende. Det, der overraskede mig, var, hvor mange der var døbt og bar dåbskorset på brystet, da systemet brød sammen – blandt andet Putin. Men folk blev døbt af bedstemødrene. Jeg havde haft det på fornemmelsen, for i 1987 besøgte jeg den eneste private fabrik i Sovjetunionen – patriarkens fabrik i Zargorsk, der fremstillede dåbskors, kjortler, vokslys og den slags. Og med den produktion, jeg så, så måtte der være et behov, fortæller Davidsen.

– De, der siger, at kirken var væk, er i virkeligheden faldet for den kommunistiske propaganda, der sagde, at religionen ville forsvinde med de gamle.

Ivar Maksutov fortæller, at de traditioner, som i dag har overlevet, blev reddet af den ældre generation af kvinder, der blev født og døbt før revolutionen.

– Disse kvinder døbte børn, når der ikke var en præst i området, og de tog børnebørnene med i kirke og gav traditionerne videre, fortæller han, men erkender, at kommunisterne har haft held til at påvirke den russiske befolknings syn på kirken og dens plads i samfundet.

– Kommunisterne fjernede kirken fra det offentlige rum, og for mange af dem, der var børn eller unge i Khrusj-tjov-årene, er det mærkeligt, at kirken igen optræder i den offentlige sfære. Der er stadig nogen, der mener, at kirken for eksempel ikke bør optræde i medierne, fortæller han.

Selvom den nye patriark, Kirill, overtager en kirke, der er mere magtfuld, rig og respekteret end på noget tidspunkt siden revolutionen i 1917, kender han uden tvivl til hvert et hjørne i denne debat. I sin indsættelsestale i Kristi Frelser-katedralen udpegede han netop den manglende aktive udøvelse af troen som kirkens største udfordring, og han lovede især at arbejde på at vinde de unge over.

– Vi kan ikke vente roligt på, at ungdommen vender sig mod Kristus, sagde han til de festpyntede biskopper, politikere og lægfolk.

Men vil det lykkes for ham at gøre Kristi Frelser-katedralen til et samlingssted for de unge, som kommunisternes opvarmede svømmebassin var?

Ivar Maksutov tror, at netop Kirill, der mere end nogen anden ortodoks personlighed i Rusland er kendt i medierne, har en god chance. Kirill har blandt andet haft sit eget tv-show, ”Pastorens ord”, i 10 år.

– Befolkningen er meget søgende og på udkig efter, hvad de kan bruge deres liv på. Der er stor interesse for forskellige religiøse praksisser, new age, astrologi, heksekraft og så videre, og der er mange nyreligiøse bevægelser, der har været gode til at fortælle folk, hvad de kan bidrage med i folks liv. Så problemet er ikke, at folk ikke er religiøse. Udfordringen for Kirill vil være at nå ud til de unge, og hvordan når man dem? Via internettet, tv og magasiner. Jeg tror, vi vil se Kirill gå efter denne ”bløde magt” – medierne, siger Maksutov.

– Jeg har mødt Kirill, og han er en meget karismatisk mand. Hvis han formår at tiltrække de unges opmærksomhed og forklare dem, hvad ortodoks kristendom er, og hvad det kan bringe deres liv, så tror jeg, at det er muligt at vinde dem over.

Annika Hvithamar mener, at patriarken har sat sig selv en umulig opgave.

– Kirill er meget dygtig til medierne og det politiske spil, og han har staten med sig. Jeg tror for eksempel, at han kan få succes med at gøre faget om grundlæggende ortodoks kultur obligatorisk. Det vil skabe en masse ballade fra liberale kræfter i samfundet, der ikke mener, at skolen skal udbyde et forkyndende kristendomsfag, men det er ikke en times undervisning om ugen, der får de unge til at blive ortodokse – det vil kræve 20-30 timer mere. Det er umuligt at tro, at den ortodokse kirke får den samme rolle igen i en globaliseret verden. Problemet er mere end noget andet, at folk ikke lytter. Tro i bydeform virker ikke, siger hun og uddyber:

– Det betyder ikke, at folk er holdt op med at tro, men de færreste er mono-religiøse i dag. Det vil sige, at de færreste vælger ét religiøst system, som de så holder sig helt til. Den ortodokse tro er også om nogen tidskrævende, og det passer simpelthen ikke med det moderne Moskva i dag.

Leif Davidsen mener, at Kirill får sit at slås med, hvis han forventer, at de unge begynder at overholde de ortodokse regler og forordninger og regelmæssigt at gå i kirke, men han mener, at der er en ”religiøs klangbund i den russiske befolkning”, for uden den ville kirken ikke have overlevet kommunismen.

Han kæder den ortodokse tro sammen med den russiske identitet, og i det lys mener han, at unge såvel som ældre russere er meget religiøse.

– Hvis ikke troen var vigtig for folk, hvorfor er det så vigtigt for ledere som Jeltsin og Putin? De ved godt, hvad der rører sig i befolkningen. Og hvor er alle pengene til genopbygningen af kirkerne kommet fra? Stat og kirke er adskilt. Det er de troende, der betaler, siger Leif Davidsen og vender tilbage til Kristi Frelser-katedralen, der blev genopbygget 1992-2000.

– Da Jeltsin åbnede katedralen, sagde han: ”Dette er ikke kun et hus til Guds ære, men også et symbol på det nye Ruslands storhed.” Han understregede både det nationale og det religiøse. Og den ortodokse kirke er en vigtig brik, hvis man skal forstå de følelser og hele den nationalistiske epoke, der er blevet opbygget under Putin. Jeg tror på, at kirken kan bibeholde sin rolle som værende en del af det at være russer – folkesjælen.

rodgers@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere om den russisk-ortodokse kirke på
kristeligt-dagblad.dk