Livsklog bog om døden

Bjerager stiller Møllehave nogle ret konkrete spørgsmål om hans egne alvorlige sygdomsperioder, om ægtefællen Herdis' død, om at være hos den syge, tale med den døende, om begravelse og så videre. Men det bedste er, at han afæsker Møllehave svar på de mere abstrakte spørgsmål, som er så korte og enkle at stille, men som ikke er enkle at svare på: "Hvorfor skal vi lide her i livet? Hvilken mening kan man finde, hvis man er dødeligt syg? Hvordan kan man lindre andres sorg?"

Bjerager og Møllehave har ført mange og lange samtaler, og Bjerager har skrevet ned og gengivet alt det svære i et ligefremt sprog. Og han har fået sat Møllehaves tanker og associationer om liv og død ind i de rammer, som er nødvendige for, at det kan læses – så utvungent, at det næsten høres, mens det læses.

Der kastes mange bolde op, og indimellem er der mange bolde i luften på en gang, og indimellem kan det ikke undgås, at nogle falder ud til siden. Men det vil næppe være de samme bolde for alle læsere. Da Møllehave i sin tid blev indsat som præst, sagde provsten til ham: "Alle, der lytter til en præst, hører det, de vil høre."

Bogen består af 13 kapitler, for eksempel "Om lidelsen", "Om syge- og dødslejet", "Om sorg, trøst og livsmod", "Om at savne og mindes".

Første kapitel handler "Om meningen med livet". Allerede her er nysgerrigheden vakt; lad os så få det at vide nu. Men det er, som om Møllehave taler udenom – og i vekslende snævrere og bredere cirkler. Lidt skuffet iler man videre til næste kapitel... – der sker det mærkelige, at efterhånden, som man bevæger sig gennem bogen, fortoner spørgsmålet sig, eller rettere: Det opleves, som om man alligevel forstår, hvad meningen er, uden at man præcist kan gøre sig det klart. Det forbliver en gåde, men alligevel er man klogere, for man aner, at gåden er med i svaret.

For mig var der i øvrigt en sælsom synkronisme i, at netop da jeg var i færd med at læse bogen, så jeg det betagende teaterstykke "Oscar og den lyserøde dame", som for øjeblikket turnerer i Danmark. Det er skrevet af den franske filosof og dramatiker Eric-Emmanuel Schmitt og handler om en dreng, der er dødeligt syg. Stykket tager også de store spørgsmål om lidelse og mening og om livet og døden op, og det sker på nænsomste og klogeste måde.

Der er kun én skuespiller på scenen, Pia Rosenbaum, og hun gør det så dygtigt og rigtigt og bevægende. Det var livsbekræftende og livsvedkommende at se dette stykke om døden og samtidig læse denne bog om døden.

Drengen Oscar oplever det som et svigt, at hans forældre ikke vil tale med ham om, at han skal dø, når han nu godt ved det – og når han godt ved, at de ved det. Du må tilgive dem, siger "den lyserøde dame", for de er bange.

Bjerager siger i sit forord til bogen, at "et af bogens formål er at slå hul i den mur af tabuer, der omkranser døden og det, der sker efter døden".

Jeg er ikke sikker på, at begrebet "tabu" dækker så godt længere, men bange for døden, det er vi. Og her er der ikke mange, man hellere ville tale med om døden end Møllehave. Det gør man på en måde gennem denne bog.

Møllehave minder mig om den britiske forfatter G.K. Chesterton. De har livsglæden (næsten livsbegejstringen), glæden over troen og glæden ved den vel turnerede sætning tilfælles. De har begge meget på hjerte, og de taler fra hjertet. Chesterton siger et sted, at det kristne mod beror på foragt for døden i modsætning til det mod, der beror på foragt for livet.

Tidligt i "Det ender godt" fortæller Møllehave, at da han begyndte som præst og prædikede, var det hans store akademiske, idiotiske glæde, at det, han sagde, var uforståeligt. Det har han lagt af sig. I dag tør han give det lærde enkle udtryk. Han taler ikke opstyltet. Det er ikke højtideligt, men det er alvorligt, og samtidig er det lunt.

Møllehave har gang på gang bevist, at humoren skal med, når alvoren er stor. Jeg har aldrig oplevet, at Møllehave taler ned til sine tilhørere. "Min alderdoms visdom siger mig, at det banale meget tit er det basale," siger han i bogen. Det kan man fryde sig over, for mange undgår det banale så meget, at de ikke får sagt det sande.

Og Møllehave har naturligvis noteret sig, at kun én konsonant er forskellig i basal og banal.

Det sproglige er en særlig fornøjelse ved bogen, og jeg er nødt til at give nogle eksempler blandt de mange ordspil og aforismer: "Man kan ikke tage livet for givet. Man kan tage det for skænket." "Det vigtigste i livet gives os. Man kan for eksempel ikke sige: Jeg tog tre børn. Nej, jeg fik tre børn. ... Man kan ikke sige, at vi tog nogle lykkelige år sammen. Nej, vi fik nogle lykkelige år sammen."

Lidt senere i bogen om lidelse: "Vi kan ikke forklare lidelsen, og vi kan ikke forklare kærligheden. De er lige store gåder. At leve er først og fremmest at leve i en verden, der er fuld af gåder. Guds mening er ikke, at vi skal forstå, men at vi skal leve." Om det onde: "Selvfølgelig er der en djævel, men man skal ikke tro på ham." I kapitlet "Om selvmord" siger han, "at det modsatte af at få livet er at tage livet. Når man på dansk siger, at han tog sit liv, er man ikke i tvivl om, hvad det betyder: Han begik selvmord".

Titlen "Det ender godt" skyldes, at Møllehaves mormor altid sagde: "Det ender godt." "Hun var af sind optimist, men i evangelisk forstand har hun også ret," siger Møllehave.

"Det ender godt" er en dejlig bog. Det er en livsklog bog om døden. Møllehave citerer ofte Storm P., og nu gør jeg det så også med denne flue: "Selvom en roman ikke ender godt, så er det i hvert fald godt, at den ender." Men Bjerager og Møllehaves bog ender godt, og det er nærmest ærgerligt, at den ender. Der måtte godt være mere. Man lægger den fra sig lidt gladere end før, uden man helt ved hvorfor. Men også klogere, uden man helt forstår hvordan.

Erik Bjerager: Det ender godt – Johannes Møllehave om døden. 246 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Johannes Møllehaves ugentlige klumme bringes i Bøger&Kultur-sektionen i morgen.