Det er da en spændende undersøgelse, men undersøgelsen er også udtryk for et paradoks.

Vi lever i en tid, hvor mange bliver ældre end tidligere, hvor økonomien er langt bedre end tidligere, hvor mange langt op i pensionsalderen har et meget rigt liv.

Alligevel er der mange, der er bange for at blive gamle. Og måske endda ikke uden grund. Vi har mange rigtigt gode plejehjem, vi har mange dygtige hjemmehjælpere, alligevel kan vi opleve, at personalet på plejehjemmene og hjemmehjælperne er uhyre pressede og stressede, fordi minuttyraniet har sneget sig ind. Det må ikke koste for meget at have ældre medborgere i et rigt samfund, for der er så meget andet, samfundet skal tage sig af - og så må en del af dem, der har været med til at bygge velstandssamfundet op nøjes med en for ringe pleje. Det kan vi ikke være bekendt.

Hverken min kone eller jeg er bange for alderdommen, some er godt på vej. Vi går begge på pension i år, men har et rigt liv - ikke økonomisk - men på aktivitet, familie og fællesskab med venner, og sådan tror jeg rigtigt mange har det - også langt op i 80´erne.

Bjarne Nederby Jessen

REGERINGEN KLØJS I PARAMETRENE.

Den siddende regering - og store dele af dens opposition - har et himmelråbende tåbeligt parameter for lykke:

Man vil have Folketinget til at vedtage dén overordnede sundhedspolitik, at vi alle sammen skal leve længere.

Det ønske deles ikke af hele befolkningen. Jeg gætter på, at de fire ud af ti, der ikke frygter alderdommen, har et rigt, socialt liv i et netværk af jævnaldrende, hvoraf et sted mellem NOGLE og DE FLESTE også kan udgøre netværket, hvis de skulle overskride middellevealderen.

Men er man uden familie kan man - når man er blevet en mønsterborger på 90 år - formentlig se tilbage på netværket, der forsvandt.

Forsvandt, fordi vennerne ikke adlød politikernes krav om at blive mindst 90 år !!!

Carsten Snedsted
pens. socialrådgiver, cand. phil., Odense.

Men hovedårsagen til De Gamles frygt skyldes at de ikke har forberedt sig økonomisk til deres alderdom. Derfor ved de vel at de lever på andres bekostning, særligt fremtidige slægter. Og de unge hverken kan, eller skal, straffes for De Gamles uansvarlige levevis gennem ekstrem skatteudskrivning.

Hvis De Gamle vil undgå at frygte deres alderdom må de lære at spare op til den, leve sundt og sammentømre deres egen famlie over flere slægtled, så tilsynet kan kommer herfra.

Staten er ikke plejemoder eller økonomisk forsørger for alle. Den er den, og vil den kun være, for de i allerstørste nød.

Ingen sympati herfra. De ligger som de har redt.

Det var da et noget kynisk indlæg, Odinkarr. Skal man i et velfærdssamfund gøre sig fortjent til alle ydelser? Det lyder som om, du er med på Fogs bevægelse fra "Socialstat til minimalstat".

Jeg er enig med dig i, at man så vidt muligt skal spare op til en fornuftig alderdom. Men det er blot ikke alle, der er i stand til det, men de behøver ikke at have været dårligere samfundsborgere af den grund. Og man behøver ikke at have levet uansvarligt, fordi man ikke har været i stand til at spare op til sin alderdom. Mange faktorer kan spille ind.

Du er nervøs for, at hjælpen til ældre skal gå ud over næste generation, men glemme fuldstændigt, at den ældste generation gennem arbejde og skat har været med til at frembringe det nuværende velstandssamfund.

Men enig "staten er ikke plejemoder eller økonomisk forsørger for alle." Men du glemmer, at nogle af vore ældste medborgere er i en sådan situation, at de virkelig har hjælp behov.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Du spørger: Skal man i et velfærdssamfund gøre sig fortjent til alle ydelser?

100%, og uden undtagelser, skal man gøre sig fortjent til alt hvad man modtager. Og man boder først, modtager herefter.

Et samfund der, på tværs af køn og alder, er enig i at omfordele velstand, når den først er skabt, forudsætter som absolut udgangspunkt at alle yder deres bedste efter evner, og gør det hele tiden.

Problemstillingen for den nuværende generation af Gamle er jo netop, at de har levet over evne hele deres liv. De har pantsat landet med statsgæld for fremtidige slægter at afregne, dvs. flyttet velstand fra fremtiden til dem selv i nutiden. Herefter har de overhovedet ikke sparet op til deres egen alderdom, og forventer nu at de efterfølgende slægter, unge børnefamilier for at sætte det lidt på højkant, gennem skatteudskrivning skal betale for De Gamles frås. Det har altid været uholdbart og nu er gildet slut med de små årgange.

Inden den yngre generation kommer for godt i gang med at fordømme vore ældste medborgere, er der vist brug for lidt hel enkel hovedregning.

De få danskere, der har trodset alle odds og nu er blevet op imod 90 år, de var børn under krisen i 30'erne, unge under 2. verdenskrig, knoklede for landets geopbygning i efterkrigstiden, for derefter at omstille sig gennem den hurtigste udvikling, som ingen havde kunnet forestille sig, før den kom i 1900-tallets sidste 2 årtier.

Hvis disse medborgere ikke har gjort sig fortjent til en værdig alderdom - uanset deres personlige økonomi - så ved jeg ikke, hvem der har?

citat:
Men hovedårsagen til De Gamles frygt skyldes at de ikke har forberedt sig økonomisk til deres alderdom. Derfor ved de vel at de lever på andres bekostning, særligt fremtidige slægter. Og de unge hverken kan, eller skal, straffes for De Gamles uansvarlige levevis gennem ekstrem skatteudskrivning.

Hvad i alverden snakker du om?! De gamle er uden sammenligning den rigeste del af befolkningen, utroligt mange har en formue langt over en mio, fordi de har ubelånte huse, kapitalpensioner og alt muligt andet. Det er ikke økonomien, folk er bekymrede for, men det burde de være, for en ansvarlig regering ville sørge for at de der havde råd, selv skulle betale for hjemmepleje, medicin osv. Det kommer dog ikke til at ske, så længe den gennemsnitlige alder for partimedlemmer er 53 år.citat:
Hvis De Gamle vil undgå at frygte deres alderdom må de lære at spare op til den, leve sundt og sammentømre deres egen famlie over flere slægtled, så tilsynet kan kommer herfra.

Det gamle frygter er at blive socialt isolerede, når de bliver gamle, uanset deres formue. Og det bliver de også, Uanset hvor rige de er.

Hvis jeg var blevet stillet spørgsmålet:"Frygter du din alderdom?" ville jeg svare, at det ikke er alderdommen, jeg frygter, men hvis jeg bliver afhængig af andres omsorg og pleje vil jeg være meget bekymret.Min faster er 92 årig plejehjemsbeboer på 6. år. Hun er fast sengeliggende og dybt afhængig af personalets rettidige opmærksomhed og at de er i stand til at reagere og handle på det de iagttager. Der er ikke tale om komplekse plejeopgaver, men plejeopgaver der imødekommer helt basale behov. Efter sigende er det hverken mangel på personale eller tid, der gør at de få basale behov overses i det daglige arbejde. Min faster er dement og acceptere at omsorgssvigtene hører med til livet.Jeg tror ikke at personalet vil disse omsorgssvigt. Plejehjemmet har fået påbud af Arbejdstilsynet om at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, og jeg tror at mange af de omsorgssvigt jeg oplever skyldes det psykiske arbejdsmiljø. Når en kontaktperson kan være knyttet til en beboer i 2 år uden at kende beboerens livshistorie, er det ikke fordi hun ikke vil det, men der er noget i arbejdsmiljøet som skygger for, hvad der er vigtigt for netop denne beboer. Kontaktpersonen mangler viden og anerkendelse fra sin nærmeste leder. Jeg oplever at personalet ikke får den nødvendige "næring" til at kunne yde det de er bedst til, og de mangler det menneskesyn der skal til for at have en rettidig opmærksomhed på den svage ældre, der kan vente i op til 6 timer på næste besøg.
Mine oplevelser på plejehjemmet gør mig dybt bekymret for, hvordan jeg selv vil blive mødt, om mine behov vil kunne afkodes hvis jeg ikke kan give udtryk for dem. Eller at jeg får det som min faster der ikke selv er klar over omsorgssvigtene. Hun siger:"Jeg har det som blommen i et æg" og smiler det samme dybe og varme smil hun har smilet så længe jeg husker, og det er godt for hende, men meget opslidende for de pårørende. Hun fortjener et liv i værdighed men får det ikke. Det er bekymrende.