Louise Laursen er på vej ud til sin gamle arbejdsplads, Sortebakkeskolen. I frikvarteret skal hun spise medbragte rundstykker sammen med de tidligere kolleger på lærerværelset.
Med sommerfugle i maven og favnen fuld af morgenbrød går hun gennem skolegården. Hun mærker de nysgerrige blikke fra kolleger, hun aldrig nåede at lære at kende i løbet af sine to år på skolen. På lærerværelset bliver hun modtaget med kys og kram.
Hvor ser du godt ud, lyder kollegernes kommentarer. De har også set billederne af hende i aviserne fra frifindelsen den 4. oktober 2007, godt to uger forinden. Første dag i frihed efter flere måneder uden sollys. Hun synes selv, hun ser 10 år ældre ud på de billeder.
Skoleinspektøren kommer også forbi lærerværelset og hilser venligt. Louise fornemmer, at han virker anspændt ved hendes tilstedeværelse.
Klokken 10 ringer det ind til time igen. Lærerværelset tømmes gradvist, som kollegerne vender tilbage til klasserne. Til sidst er der ikke andet at gøre end at gå tilbage over skolegården og sætte sig ind i bilen for at køre hjem.
På vejen hjem tænker Louise over formiddagens oplevelser. Det er mærkeligt, at livet er gået videre på skolen, som om intet er hændt. Hun tænker på, hvorfor skoleinspektøren ikke tilbød hende at få sit gamle job igen. Men hun ved godt hvorfor.
Louise Laursen er 14 måneder tidligere godt i gang med at forberede det kommende skoleår for sin 9. klasse. Men forberedelserne stopper brat, da hun natten til den 30. juli 2006 bliver anholdt og sigtet for drabet på sin egen mor. Det er Louises far, som beskylder hende for knivdrabet i forældrenes hus blot et par kilometer fra Louises bopæl.
Selvom Louise nægter sig skyldig og anklager sin far for at stå bag drabet, bliver hun varetægtsfængslet i Aalborg arresthus. Her sidder hun i 14 måneder, før hun den 4. oktober 2007 bliver frifundet ved retten i Aalborg.
Det er nu godt et år siden, at Louise Laursen forlod retten som en fri kvinde. Men i friheden venter regninger og et behov for en psykolog samt genoptræning hos en fysioterapeut. Spor fra den lange varetægtsfængsling tager tid at slette.
Psykologen har diagnosticeret hende med posttraumatisk stress-syndrom. Louise har svært ved at huske og svært ved at koncentrere sig. Hun bliver hurtigt træt og lider i perioder af søvnbesvær og mareridt.
Efter en varetægtsfængsling bliver man aldrig sig selv igen. De ødelægger mennesker derinde, siger Louise Laursen, der har oplevet tvivlen i sin nærmeste omgangskreds.
Hvad nu hvis det er hende, der har gjort det? Det er en tanke, alle på et tidspunkt har tænkt. I begyndelsen kunne jeg ikke forstå det, og jeg sagde til mine venner og familie: Sæt jer ned og se mig ind i øjnene, så kan I se det. Det er jo mig, fortæller Louise, der prøver at acceptere, at mistilliden til hende er noget, hun altid skal leve med.
Jeg har fået en bedre forståelse for deres tvivl, for den er også altødelæggende for dem. Jeg har en fordel, for jeg ved, hvad der skete, og det gør de ikke, forklarer hun og fortsætter:
Men det at vide, at der aldrig vil komme én og fortælle, hvad der skete den nat, det gør så ondt.
Louise Laursen ved, at hendes døtre en dag vil komme hjem med deres livs kærlighed. Så skal hun møde svigerfamilien, og igen vil spørgsmålene begynde: Hvem er så du? Og var det ikke dig?
På en eller anden måde, så finder de jo ud af, hvem jeg og min fortid er. Min historie er ikke glemt om to år. Det er noget, der måske forsvinder om generationer.
Der går det meste af et år efter frifindelsen, før Louise føler sig klar til at søge et nyt job som skolelærer.
Hun søger på de omkringliggende folkeskoler, men får afslag på samtlige jobansøgninger. Noget hun var forberedt på kunne ske.
Alle skolelærere har dage, hvor de har en konflikt med en elev og må skælde ud. Men hvis jeg på nogen som helst måde kommer til at virke truende, så bliver den historie pludselig til noget helt forfærdeligt, siger Louise.
Jeg er en dygtig lærer. Eleverne elskede mig, og jeg elskede mit job. Men jeg ved, at jeg aldrig kan arbejde som folkeskolelærer igen. For hvem vil ansætte en lærer med en historie som min, spørger hun.
Derfor begyndte Louise i efteråret at læse på Aalborg Universitet.
Jeg håber, at jeg kan gennemføre studiet. Men jeg kan jo se nu, et år efter løsladelsen, at jeg fortsat har brug for at pleje mig selv og putte mig under dynen, forklarer Louise og fortsætter:
Der er færre og færre af de dage. Men jeg ved godt, at dagen kan komme, hvor jeg skal sætte mig ned og udfylde en ansøgning om førtidspension.