Mikkel Wold, sognepræst i København |
2. marts 2009
Den ægte kirkelige fornyelse har at gøre med en besindelse på den fantastiske arv af tanker og erkendelser, som op gennem kirkens historie er gjort af dem, der brændte for sagen, skriver sognepræst Mikkel Wold
ENGANG SKULLE EN katolsk teolog skrive en rapport om den katolske kirke. I rapporten henviste den pågældende i sin afslutning til de velkendte ord i Første Korintherbrevs 13. kapitel, hvor Paulus skriver: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” Teologen afsluttede sin rapport således: ”Så kan da kirkens situation sammenfattes med følgende omskrivning af den hellige apostel Paulus’ ord: Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er status quo!”
Den store ubevægelighed var altså ifølge denne mand kirkens fare. Og den fare er ikke kun den katolske kirkes, men den er enhver kirkes fare, hvis man ikke passer på. Det ubevægelige, det, at alting skal være, som det altid har været, det konserverende og det, der altid vil have alting sat ind under genkendelighedens betingelser. Den indstilling har, hvor udbredt den end er, aldrig medført nogen berigelse for kirken. Det er den døde kirkes kendetegn.
Kirken må med andre ord forny sig. Men fornyelse er, viser det sig ofte, en svær ting. For forandring er jo ikke nødvendigvis fornyelse. Hvor mange kirkelige initiativer er ikke sket på et grundlag, som ikke bringer kirken ud af et dødvande, men som blot er dårlige og fantasiløse forsøg på at bringe liv i de ydre former, ofte i et ynkeligt forsøg på at få folk til at komme i kirken for enhver pris. Eksempelvis ved at forsøge at gøre sig salonfähig ved at fedte for verdsligheden. Den slags tiltag er også kendetegnende for den døde kirke.
Det var sådan noget, en studerende for et par år siden havde en kommentar til i dagbladet Politiken. Hun nævnte nogle forsøg på at peppe gudstjenesterne op, og hun havde ikke det store til overs for forsøgene. For som hun skrev: ”Hvad nu, hvis den danske folkekirke lancerede det brand, som den i to tusind år har været kendt for: religiøsiteten, inderligheden og det højtidelige? Det kristne budskab og hengivenheden til Herren. Hvorfor profilerer den ikke den vare, som den er ene om på markedet,” spurgte hun. Og hun sluttede sit indlæg med at karakterisere folkekirken som en ”handelsplads, fyldt op med skidt og ragelse, fordi den har glemt, hvad det hele egentlig handler om”.
HAR HUN RET? Ikke i det hele, men jeg mener ikke, hun tager grundlæggende fejl. Hun har som så mange andre af sin generation ikke det store til overs for en kirke, der ikke vil være sit budskab bekendt.
For hvad er det, der karakteriserer den levende kirke om ikke evnen til netop at tage hånd om de ting, der i to tusind år har gjort kirken levende og forandrende? Det er en fornyelse, som er kædet sammen med en rodfæstethed i kirkens levendegørende tradition.
Denne rodfæstethed er altafgørende for, om fornyelsen er bæredygtig. ”Kristendommen fornyer sig ved at gå tilbage til sine kilder,” siger Goethe. Den ægte fornyelse har at gøre med en besindelse på den fantastiske arv, som udgøres af den skat af tanker og erkendelser, som op gennem kirkens historie er gjort af dem, der brændte for sagen. Den slags har appel, og det bygger bro til den, der efterspørger forhold, som den studerende gjorde i sin kommentar. Styrer man uden om traditionen, bliver kirkens fornyelse som regel også derefter: tandløs og forsagt. Ikke just det, en levende kirke skal være.
LAD MIG KOMME MED et konkret eksempel på, hvad jeg mener med en levende kirke. Med til det at være levende kirke hører også, at forkyndelsen ikke kun knytter sig til gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Der er brug for, at man formulerer kristendommens teologi op mod den mentalitet, som råder i vores egen samtid. Netop dén disciplin synes jeg, at det kniber med at få taget hul på. Måske fordi man mener, det er uluthersk at knytte teologien og samfundstænkningen sammen. Som om Luther skulle have haft den opfattelse, at der var noget som helst her i livet, der ikke vedrørte Gud.
Luther mente ikke, at kirken som sådan skulle være en magtfaktor, men det betyder altså ikke, at man som god lutheraner skal afholde sig fra teologiske indspark om samfundsforhold. Luther udtalte sig jo netop som forkynder, også når han kommenterede fattigvæsen eller retspolitik.
Selvfølgelig er der grænser for, hvad den kirkelige forkyndelse skal blande sig i. Den levende kirke er ikke nødvendigvis den højrøstede kirke. Men hvor ville det være godt med flere teologisk kvalificerede og folkeligt forståelige udmeldinger som modspil til en samtid, der er ved at gå under i et kaos af materialisme, pengejag, egoisme og selvskabte religiøse forestillinger.
Der er alt for megen tavshed og passivitet om de her ting. Jeg erkender, at det er en balancegang, og jeg kan gerne undvære 1970’er-slagord og krav om, at enhver teologisk sætning skal være samfundsrelevant, og lignende vrøvl, men jeg forstår ikke, hvorfor den sociale etik er blevet så fraværende fra det kirkelige.
Tænk på, at en af kirkens højest placerede folk, Sjællands biskop Martensen, i 1871 udgav ”Den Christelige Ethik”, hvori han blandt andet giver den liberalistiske økonomi nogen på frakken, i øvrigt med brug af Karl Marx’ analyser. ”Mere og mere har denne for alle høiere Interesser fordærvelige Tænkemaade udbredt sig, der sætter den jordiske Mammon og den jordiske Nydelse som det Høieste; og denne Tids Mennesker concurrere dertil i en rastløs, urolig og feberagtig Higen. De vilde vorde rige, og falde derved i mangehaande daarlige og skadelige Begjæringer.” (1. Tim. 6, 9). Det skulle da ikke være så vanskeligt at tage tråden op fra Martensen i en nutidig sammenhæng.
NOGEN MENER, at en sådan del af den kirkelige forkyndelse skal ske via en kirkelig synodeordning. Det vil ikke være nogen god løsning, tror jeg. Dels er det efter min opfattelse meget betænkeligt at udtale sig på kirkens vegne, hvad en synode hurtigt vil komme til, om også den måske i begyndelsen vil distancere sig fra den opfattelse, dels vil en synode eller noget, der ligner, hurtigt kunne blive en kirkepolitisk legeplads for magtsøgende personer.
Og folkekirken er i forvejen så rigeligt belastet af at fungere som beskyttet værksted for mere eller mindre talentløse magtmennesker, det være sig præster som menighedsrådsmedlemmer. Så vejen til den levende kirke går ikke om ad en synodal ordning, men ved at besinde sig på en tradition, der, som det fremgår, ikke har været bange for at tage bladet fra munden.
Ordet tradition opfattes ofte som udtryk for noget slet og ret fortidigt eller bare som nostalgi, men det er jo ikke den slags, jeg tænker på. Det er at være sig de næringskilder bevidst, som er fornyende, og som kan få kirken til at være mere levende. Det, de store ånder i kirkens historie har beriget os med.
Det er for mig at se den eneste bæredygtige platform for en levende kirke. Som et grundlag for forkyndelsen og som et modspil mod så meget af det, der præger vor egen tid. Et modspil mod en relativisme, som igen fører til en nihilisme og følelse af meningsløshed. Som en inspiration til alle dem, der søger spiritualitet, men som bliver spist af med new age-banaliteter. Eller en samfundstænkning, der bliver mere og mere brutal og hensynsløs. Hvorfor ikke komme mere på barrikaderne med teologisk funderet modspil? Mangler vi mod?
Det er ikke sådan, at folkekirken slet ikke har mod, men den har i alt fald mindst lige så meget forsigtighed! For ikke at sige forsagthed.
Det betyder ikke, at man skal være krigerisk i sin retorik, men det betyder, at der er brug for et teologisk modspil til et samfund, som på flere fronter udvikler sig i retning af kynisme, brutalitet, manglende solidaritet og svigtende vilje til at tage sig af de svage. Et modspil, som grunder sig på en traditionsbevidsthed, og som dermed har bærekraft.
Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken i København og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad