Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Den levende kirke til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den levende kirke

Kronikhvad er det, der karakteriserer den levende kirke om ikke evnen til netop at tage hånd om de ting, der i to tusind år har gjort kirken levende og forandrende? Det er en fornyelse, som er kædet sammen med en rodfæstethed i kirkens levendegørende tradition, skriver Mikkel Wold. –

- Peter Kristensen.

3 debatindlæg Hold mig opdateret

Den ægte kirkelige fornyelse har at gøre med en besindelse på den fantastiske arv af tanker og erkendelser, som op gennem kirkens historie er gjort af dem, der brændte for sagen, skriver sognepræst Mikkel Wold

ENGANG SKULLE EN katolsk teolog skrive en rapport om den katolske kirke. I rapporten henviste den pågældende i sin afslutning til de velkendte ord i Første Korintherbrevs 13. kapitel, hvor Paulus skriver: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” Teologen afsluttede sin rapport således: ”Så kan da kirkens situation sammenfattes med følgende omskrivning af den hellige apostel Paulus’ ord: Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af alt er status quo!”

Den store ubevægelighed var altså ifølge denne mand kirkens fare. Og den fare er ikke kun den katolske kirkes, men den er enhver kirkes fare, hvis man ikke passer på. Det ubevægelige, det, at alting skal være, som det altid har været, det konserverende og det, der altid vil have alting sat ind under genkendelighedens betingelser. Den indstilling har, hvor udbredt den end er, aldrig medført nogen berigelse for kirken. Det er den døde kirkes kendetegn.

Annonce
Kirken må med andre ord forny sig. Men fornyelse er, viser det sig ofte, en svær ting. For forandring er jo ikke nødvendigvis fornyelse. Hvor mange kirkelige initiativer er ikke sket på et grundlag, som ikke bringer kirken ud af et dødvande, men som blot er dårlige og fantasiløse forsøg på at bringe liv i de ydre former, ofte i et ynkeligt forsøg på at få folk til at komme i kirken for enhver pris. Eksempelvis ved at forsøge at gøre sig salonfähig ved at fedte for verdsligheden. Den slags tiltag er også kendetegnende for den døde kirke.

Det var sådan noget, en studerende for et par år siden havde en kommentar til i dagbladet Politiken. Hun nævnte nogle forsøg på at peppe gudstjenesterne op, og hun havde ikke det store til overs for forsøgene. For som hun skrev: ”Hvad nu, hvis den danske folkekirke lancerede det brand, som den i to tusind år har været kendt for: religiøsiteten, inderligheden og det højtidelige? Det kristne budskab og hengivenheden til Herren. Hvorfor profilerer den ikke den vare, som den er ene om på markedet,” spurgte hun. Og hun sluttede sit indlæg med at karakterisere folkekirken som en ”handelsplads, fyldt op med skidt og ragelse, fordi den har glemt, hvad det hele egentlig handler om”.

HAR HUN RET? Ikke i det hele, men jeg mener ikke, hun tager grundlæggende fejl. Hun har som så mange andre af sin generation ikke det store til overs for en kirke, der ikke vil være sit budskab bekendt.

For hvad er det, der karakteriserer den levende kirke om ikke evnen til netop at tage hånd om de ting, der i to tusind år har gjort kirken levende og forandrende? Det er en fornyelse, som er kædet sammen med en rodfæstethed i kirkens levendegørende tradition.

Denne rodfæstethed er altafgørende for, om fornyelsen er bæredygtig. ”Kristendommen fornyer sig ved at gå tilbage til sine kilder,” siger Goethe. Den ægte fornyelse har at gøre med en besindelse på den fantastiske arv, som udgøres af den skat af tanker og erkendelser, som op gennem kirkens historie er gjort af dem, der brændte for sagen. Den slags har appel, og det bygger bro til den, der efterspørger forhold, som den studerende gjorde i sin kommentar. Styrer man uden om traditionen, bliver kirkens fornyelse som regel også derefter: tandløs og forsagt. Ikke just det, en levende kirke skal være.

LAD MIG KOMME MED et konkret eksempel på, hvad jeg mener med en levende kirke. Med til det at være levende kirke hører også, at forkyndelsen ikke kun knytter sig til gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Der er brug for, at man formulerer kristendommens teologi op mod den mentalitet, som råder i vores egen samtid. Netop dén disciplin synes jeg, at det kniber med at få taget hul på. Måske fordi man mener, det er uluthersk at knytte teologien og samfundstænkningen sammen. Som om Luther skulle have haft den opfattelse, at der var noget som helst her i livet, der ikke vedrørte Gud.

Luther mente ikke, at kirken som sådan skulle være en magtfaktor, men det betyder altså ikke, at man som god lutheraner skal afholde sig fra teologiske indspark om samfundsforhold. Luther udtalte sig jo netop som forkynder, også når han kommenterede fattigvæsen eller retspolitik.

Selvfølgelig er der grænser for, hvad den kirkelige forkyndelse skal blande sig i. Den levende kirke er ikke nødvendigvis den højrøstede kirke. Men hvor ville det være godt med flere teologisk kvalificerede og folkeligt forståelige udmeldinger som modspil til en samtid, der er ved at gå under i et kaos af materialisme, pengejag, egoisme og selvskabte religiøse forestillinger.

Der er alt for megen tavshed og passivitet om de her ting. Jeg erkender, at det er en balancegang, og jeg kan gerne undvære 1970’er-slagord og krav om, at enhver teologisk sætning skal være samfundsrelevant, og lignende vrøvl, men jeg forstår ikke, hvorfor den sociale etik er blevet så fraværende fra det kirkelige.

Tænk på, at en af kirkens højest placerede folk, Sjællands biskop Martensen, i 1871 udgav ”Den Christelige Ethik”, hvori han blandt andet giver den liberalistiske økonomi nogen på frakken, i øvrigt med brug af Karl Marx’ analyser. ”Mere og mere har denne for alle høiere Interesser fordærvelige Tænkemaade udbredt sig, der sætter den jordiske Mammon og den jordiske Nydelse som det Høieste; og denne Tids Mennesker concurrere dertil i en rastløs, urolig og feberagtig Higen. De vilde vorde rige, og falde derved i mangehaande daarlige og skadelige Begjæringer.” (1. Tim. 6, 9). Det skulle da ikke være så vanskeligt at tage tråden op fra Martensen i en nutidig sammenhæng.

NOGEN MENER, at en sådan del af den kirkelige forkyndelse skal ske via en kirkelig synodeordning. Det vil ikke være nogen god løsning, tror jeg. Dels er det efter min opfattelse meget betænkeligt at udtale sig på kirkens vegne, hvad en synode hurtigt vil komme til, om også den måske i begyndelsen vil distancere sig fra den opfattelse, dels vil en synode eller noget, der ligner, hurtigt kunne blive en kirkepolitisk legeplads for magtsøgende personer.

Og folkekirken er i forvejen så rigeligt belastet af at fungere som beskyttet værksted for mere eller mindre talentløse magtmennesker, det være sig præster som menighedsrådsmedlemmer. Så vejen til den levende kirke går ikke om ad en synodal ordning, men ved at besinde sig på en tradition, der, som det fremgår, ikke har været bange for at tage bladet fra munden.

Ordet tradition opfattes ofte som udtryk for noget slet og ret fortidigt eller bare som nostalgi, men det er jo ikke den slags, jeg tænker på. Det er at være sig de næringskilder bevidst, som er fornyende, og som kan få kirken til at være mere levende. Det, de store ånder i kirkens historie har beriget os med.

Det er for mig at se den eneste bæredygtige platform for en levende kirke. Som et grundlag for forkyndelsen og som et modspil mod så meget af det, der præger vor egen tid. Et modspil mod en relativisme, som igen fører til en nihilisme og følelse af meningsløshed. Som en inspiration til alle dem, der søger spiritualitet, men som bliver spist af med new age-banaliteter. Eller en samfundstænkning, der bliver mere og mere brutal og hensynsløs. Hvorfor ikke komme mere på barrikaderne med teologisk funderet modspil? Mangler vi mod?

Det er ikke sådan, at folkekirken slet ikke har mod, men den har i alt fald mindst lige så meget forsigtighed! For ikke at sige forsagthed.

Det betyder ikke, at man skal være krigerisk i sin retorik, men det betyder, at der er brug for et teologisk modspil til et samfund, som på flere fronter udvikler sig i retning af kynisme, brutalitet, manglende solidaritet og svigtende vilje til at tage sig af de svage. Et modspil, som grunder sig på en traditionsbevidsthed, og som dermed har bærekraft.

Mikkel Wold er sognepræst ved Marmorkirken i København og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Den levende kirke

shansen4, publiceret d.02/03 21:56 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Den levende kirke
Den levende kirke.

Det aktiverer en, når Mikkel Wold bruger denne overskrift. Det er vel netop, hvad verden trænger til. Når der så snakkes om denne, er det nok fordi, at nogle synes, at kirken (folkekirken) er døende.
Det er den faktisk ikke, og måske er den ved at komme sig. Det er nok ikke noget nyt fænomen, at ”mere eller mindre talentløse magtmennesker” har søgt at opnå deres personlige ønsker i kirkens navn.

Den omtalte unge pige ser 2000 år tilbage, men tænkte vist ikke på, hvor broget de første 1000 år gik, og dernæst de 500 år til Luther og endelig op til nutiden. Jeg er enig med Mikkel Wold i, at tradition er vigtig – med måde. Her tænker jeg, at kristendommens inderste væsen selvfølgelig ikke kan forandres, men gennem 2000 år vil de ydre omstændigheder være meget forskellige, og derfor også vor måde at drive kirke på i dagens Danmark.

Den ydre form af kirkelivet skal lede deltagerne til det inderste budskab, eller er det kun teater. Men det er også nødvendigt at huske, at når det omgivende liv og holdning forandres, så må noget af kirkens ydre liv også forandres.

Det har været et meget tungt arbejde at få højeste støtte til fornyelsen af salmer. Hvor er der meget uforståeligt i mange gamle salmer. Ligeledes gudstjenestens ydre form, må man ikke ændre, i hvert fald ikke højmessens. Man skulle tro, at vore præster har den katolske kirkes arv, at præsterne er Guds tjener arvet fra paven – Peter som fik nøglerne til Himmeriget.

Heldigvis er der sket ændringer, som giver liv i gudstjenesten. Kirkens virke uden for kirkebygningerne bør også forstærkes. Ikke ved blanding af kirke og politik, men ved aktiviteter, som viser hen til evangeliet. DR-kirken er et godt eksempel – læs biskop Steen Skovsgaards i KD 2. marts - og radiogudstjenesterne og debatter i aviser og på hjemmesider.

Det er vel egentlig først da kristendommen ikke mere skulle vindes med krige og anden magtudøvelse i de første 1500 – 1600 år, at menighedslivet blev til noget personligt for det enkelte menneske i sognene. De store folkelige bevægelser, som begyndte for omkring 150 år siden gav megen åndelig kamp og uenighed.

Nu om dage, skal vi kristne være dygtige til at udlægge evangeliet på en rigtig og forståelig måde. Det er et åndeligt rige, som vi skal arbejde for.

Søren Hansen
Del Link

Den levende kirke....Hva´ med Den Levende Gud?

petersen, publiceret d.03/03 06:01 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Den levende kirke
Fint indlæg om den levende kirke.

Da Jesus Kristus red ind i Jerusalem på et æsels føl og mennesker stimlede sammen og råbte: "Hosianna i det højeste", blev præsterne, som stadig befandt sig inde i synagogen og tilbad en tom trækasse, vrede og sagde:
"Hvad er det for en larm, udenfor?"

De vidste ikke, hvem det var, der red ind i byen.

Folkekirken har det på samme måde i dag.

De taler om kirken og fortæller om en afdød Jesus Kristus.
De bruger kirken til koncertsal og underholdning. Samtidig med at de inviterer alle mulige filosofiske, verdslige personer, til at holde foredrag om ting af verden.

Men det sande budskab om Den genopstandne og levende Jesus Kristus. - Om selvets fornægtelse. - Om dåb i Helligånden (Ikke bare dåb i vand, men også i ånd. jvfr. Apostelenes Gerninger og Johannes evangeliget), det fortælles der ikke om.

Der fortælles ikke om lydighed mod Ånden.
Der fortælles ikke om kødets død og Åndens liv.

Der fortælles om selvet og realisation af selvet. (Hvilket man kan læse lidt om, i en anden artikel, på Kristeligt Fagblad, som vedr. en hel anden kirke og en hel anden gud....)

Og samtidig så udtaler biskopper sig om, at det nu skal være ok at velsigne homoseksuelle og meget mere af samme skuffe.

Denne kirke og kirkeform, er slet ikke klar over, at den har bevæget sig MEGET langt bort fra Sandheden.
Og kirken ønsker ikke at gå tilbage til Sandheden, for den er, som de 500 disciple, der forlod Jesus Kristus, da Han fortalte dem om Sit kød og Sit blod. - Og den siger: "Dette er hård tale"

Det er som om folkekirken følger den linie, som Paulus klart advarede Timoteus om: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! v3 For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. v4 De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. v5 Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!

Kære Folkekirke og kære folkekirke præster:

Vend om!
Gå tilbage til Sandheden.

Men vigtigst af alt:

Lær Gud at kende!
Kald på Ham!

Gud, Jesus Kristus, er LEVENDE!
Tal MED Ham. - Ikke kun til Ham og om Ham.

Lad Ham lede jer og lede jeres kirke.

Lad Helligånden fortælle jer, hvordan i skal tilbede, ophøje, lovprise og tjene Herren.

Så skal i bare se ting og sager.

Og lad så være med at fortsætte med ar krænke Gud og "gå i egen kraft". - For, som Jesus siger: "Uden mig, kan i slet intet gøre"
Del Link

Re: Den levende kirke....Hva´ med Den Levende Gud?

shansen4, publiceret d.03/03 11:46 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Den levende kirke
Jeg forstår, at Petersen ved, hvad der er Sandheden, siden han er i stand til at sige, at den moderne kirke er langt fra Sandheden.

Det kristne budskab er såre enkelt, og det vil kunne fortælles på få minutter. Da Peter blev spurgt om, hvem folk sagde at Jesus var, fik har svaret, at du er Jesus Kristus, den levende Guds søn. Det er vor frelser.

Alt andet er omstændigheder, og det ville blive korte gudstjenester, hvis der kun foregik denne bekendelse.

Det er jo kirkens opgave at holde folk vågne i et helt liv, hvor der kommer mange andre problemer og oplevelser med, som skal være med til at fastholde ovenstående bekendelse.

I kirkerne kan der være så megen pomp og pragt, st der kan være grund til at frygte, at de ydre omstændigheder vil være vigtigere end evangeliet.

På den anden side, må vi vel også bevare de gode traditioner, som er med til at fastholde budskabet. Det er nok meget sværere nutildags, hvor der er så meget andet oppe, end tidligere. Vi må erkende, at kirken nødvendigvis må vise sin tilstedeværelse, eller forsvinder den.

Jeg læser gerne i Bibelen, og lægger især vægt på det nye Testamente, men jeg bliver hurtigt træt af mange skriftsteder. For megen pomp og pragt fremmer ikke budskabet, men det gær for mange skriftsteder heller ikke.

Søren Hansen



Søren Hansen
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock