Vatikanet fylder 80 år

Det var sagen om den holocaust-benægtende biskop, der fyldte i mediernes overskrifter i februar, når talen var om Vatikanet og paven. Men der skete også andre ting i de uger, og den 11. februar blev 80-årsdagen for indgåelsen af Lateran-traktaten mellem Pavestolen og den italienske regering markeret.

Det var Lateran-traktaten, der i 1929 skabte Vatikanstaten og dermed afsluttede næsten 60 års væbnet neutralitet mellem paven og det moderne Italien. Den gang åndede alle lettet op, for nu vidste man, hvor man havde hinanden. Men i den seneste tid har der været fornyet debat om, hvor grænserne egentlig går mellem Vatikanstaten, den italienske katolske kirke og det italienske samfund.

Den juridiske anerkendelse og økonomiske uafhængighed for Pavestaten, der fulgte af Lateran-traktaten, er helt afgørende for pavedømmets udvikling i moderne tid. I dag vil selv den mest konservative kardinal næppe ønske sig de tider tilbage, hvor paven regerede som en verdslig fyrste over store dele af Italien. Tværtimod forklarede pavens talsmand for nylig, at den lillebitte Vatikanstat viser, at pavedømmet er en ”åndelig og moralsk autoritet” med fuldstændig uafhængighed, men ”uden nogen ambitioner om jordisk magt.”

Hvor ånden stopper, og magten begynder, er bare ikke altid let at afgøre, og i de senere år er Vatikanet blevet beskyldt for at blande sig rigeligt i italiensk politik. Det er ingen hemmelighed, at Pavestolen har et anstrengt forhold til Italiens venstrefløj om emner som homoseksualitet, forskning i stamceller fra fostre og dødshjælp. Men Vatikanet har også kritiseret højrefløjen for dens hårde linie over for indvandrere og flygtninge. Forskellen er blot, at mens venstrefløjen gerne giver kirken igen, ignorerer højrefløjen for det meste kirkens kritik og er tværtimod blevet bebrejdet, at den søger at gøre Vatikanets linie til sin egen i håbet om politiske gevinster på områder, der intet har med kirken at gøre.