Da jeg for 13 år siden fik øje på, at kirken var på EU’s dagsorden, var den danske chefforhandler, Niels Ersbøll, rede til at besvare spørgsmål på åbne breve i Kristeligt Dagblad. Nu giver bispernes deltagelse i delegationsrejsen til Bruxelles anledning til at spørge på samme måde.

Biskop Drejergaards kronik i Kristeligt Dagblad den 25. februar om de seks bispers deltagelse i delegationsrejsen er netop Drejergaards udsagn og kan vel næppe være udtryk for en fælles biskoppelig opfattelse. Og en kronik kan naturligvis ikke gøre det ud for en egentlig rapport om bispernes indhentede erfaringer og begrundede overvejelser over folkekirkens situation i lyset af EU-udviklingen.

Sådan en rapport til orientering og debat må folkekirkens medlemmer kunne forvente, for sagen handler jo om folkekirkens fremtidige eksistensvilkår i et politisk regi, folkekirken aldrig før har været tiltænkt.

Men som et første udsagn fra en biskop får Drejergaards kronik mig til at stille bisperne følgende spørgsmål:

1) Det fremgår af pressen, at der kun deltog seks af folkekirkens bisper i rejsen. Hvorfor ikke de andre bisper?

2) Er biskop Drejergaards synspunkter udtryk for bispernes fælles opfattelse på baggrund af de seks biskoppers deltagelse i delegationsrejsen?

3) Biskop Drejergaard forudsætter, at Lissabon-traktaten enten er eller bliver ratificeret af alle medlemslande. Men trods ihærdige forsøg fra EU-lederne er traktaten ikke ratificeret af alle endnu, og det er endnu ikke sikkert, at den bliver det. Der er udbredt modstand imod den som imod dens forgænger, forfatningstraktaten. Hvordan ser bisperne delegationsrejsen i det lys?

4) Det fremgår af Drejergaards kronik, at bisperne har søgt ”at få et førstehåndsindtryk af, hvordan de politiske organer selv fortolker bestemmelserne i Lissabon-traktatens bestemmelse af artikel 17”. Hvordan fortolker man artiklens stk. 1 og 3?

5) Spørgsmålet om, hvad folkekirken kan eller skal ”bidrage” med i den såkaldte dialog med EU-institutionerne, er meget uklart belyst i Drejer­gaards kronik. Man kan få det indtryk, at det alene er med et luthersk-grundtvigsk syn på forholdet mellem kristendom og politik. Det kan næppe være hele sandheden. Ordet ”bidrag” er og har længe været et nøgleord i tekster om forholdet mellem EU og europæiske kirker. Derfor: Hvad mener biskopperne, folkekirken kan og/eller skal ”bidrage” med eller til i forhold til EU-institutionerne?

6) Hvordan tænker man sig i KEK og EU-institutionerne, at den såkaldte ”dialog” skal foregå konkret? På hvilket niveau eller hvilke niveauer i EU? Hvordan skal folkekirken være repræsenteret? Hvilken kompetence er der knyttet til denne ”dialog” i forhold til EU’s politiske, lovgivende og dømmende funktioner? Og hvad mener bisperne i forhold til disse spørgsmål?

7) Skal vi fra nu af se og høre bisperne som propagandører for EU, som det er tilfældet i andre EU-lande – navnlig fra romerskkatolsk side?

8) Endelig giver Drejergaards kronik anledning til at spørge både bisperne og kirkeministeren, om man, og hvorfor man eventuelt ikke, har overvejet den mulighed, at folkekirkens relation til EU går via Folketinget og Kirkeministeriet?

Helge Rørtoft-Madsen,

pastor emeritus og kandidat til Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU,

Næbvej 49, st.,

Præstø