Hvem skal regere over folkekirken i hovedstaden?

De syv håbefulde bispekandidater skal altså ikke bare forholde sig til, hvordan nogle præster får et bedre arbejdsmiljø, eller hvordan arbejdsgangene på et stiftskontor gøres mere effektive. Det er den slags, kernevælgerne tidligere har været nok så optagede af. Men nej, nu skal kandidaterne i krypten til at tænke helt anderledes om katedraler, kirkefolk og kirkegang.

For trods sin på papiret solide plads i Grundloven er folkekirken ikke længere selvskreven i folkemunde. Den skal gøre sig fortjent uge for uge til folkets kærlighed. Kirkens kamp og kandidaternes kamp falder dermed mere sammen end måske nogensinde før. For intet bliver her foræret på forhånd. Embeder og titler sikrer intet af sig selv. Det gør til gengæld personlige relationer, synlighed i offentligheden, dygtig teologi og troværdig ledelse, som alt sammen afføder tillid og opbakning.

Kun én gang i løbet af hele aftenen klappes der. Det er, da Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet, har talt. Hun er først for nylig flyttet til stiftet; har ellers boet i Roskilde, hvor hendes mand var biskop i 10 år. Men netop derfor kan hun gå kontant og kritisk til værks over for stiftets hidtidige strategi.

– Vi skal ikke lukke kirker, vi skal åbne dem, lyder hendes budskab.

– Dåbsprocenten skal op med 10 procent, flere skal lære de vigtigste salmer og deres fadervor at kende.

Det er sådan, kirkens sprog kommer til at lyde på et vigende marked. Det ville have været utænkeligt i monopoldagene for bare 20 eller 30 år siden, at den slags skulle kunne sælge billetter ved et bispevalg. Dengang var missionsforskrækkelsen stor og udbredt i folkekirken. Biskop blev kun den kandidat, som bredt, folkeligt og grundtvigiansk kunne sikre, at alt ville være, som det plejede at være, men måske på en lidt smukkere, enklere eller mere overbevisende facon.

Men nu er det anderledes, og Tine Lindhardt fortsætter med tanker om, at alle kommende teologer skal kunne oversætte Bibelen til mundret og forståeligt dansk. Og så kommer de spontane klapsalver til ordstyrerens forvirring og de øvrige erfarne og veletablerede kandidaters forundring. Flere af de andre i kandidat- og talerrækken har jo selv været med til at fostre eller støtte stiftets meget omtalte plan om at trække 8-10 kirker ud af almindelig brug for blandt andet at spare penge og ruste kirken på nye måder til fremtiden.

– Men intet sted har stiftet forklaret, hvor stort hullet i kassen er, eller hvor mange penge der så spares ved at gøre det, som almindelige mennesker kun kan opfatte som omfattende kirkelukninger, argumenterer Lindhardt og modsiges aldrig.

Debatten om kirkelukninger peger fremad. For i den sag fremstår København på én gang som et symbol og et symptom på en udvikling, som i løbet af de næste 20 år vil ramme flere steder i landet. Hvad gør kirken, når den står i fare for at miste sit solide flertal i lokalsamfundet? Bispevalget i hovedstaden kommer på den måde til at handle om hele folkekirkens fremtid. Og det er her, med det rigtige pres fra vælgerne og pressen og den bredere offentlighed, som tiltrækkes af hele spillet om magten, at ideerne skal fødes til morgendagens kirkelige succeser.

Men det er også her, kirkens personlige triumfer og truende individuelle fiaskoer kommer til skue næsten uden filter.

Mest at miste ved valget har domprovst Anders Gadegaard. Han har i princippet gjort alt det rigtige. Han har jo for længst fået jobbet som næstkommanderende i stiftet. Han har været meget fremtrædende i pressen, også flere andre steder end ved den daglige morgenandagt på DR–s P2, hvor flere allerede har lært hans stemme at kende. Han har dertil sikret sig markant støtte fra både kirkens og kulturens verden, fra blandt andre Johannes Møllehave, forfatter Bente Hansen og lektor Karsten Fledelius. 90 personer har offentligt erklæret deres støtte til domprovsten. Han har påtaget sig formandsposten i Danske Kirkers Råd og høstet anerkendelse for flere internationale, kirkelige tillidsposter. Da chefen Erik Norman Svendsen besluttede sig for at meddele sin afgang, var Gadegaard da også den første til at melde sit kandidatur.

Men noget gik galt for Gade­gaard.

Flere præstekolleger med kendte Flemming Pless og Claus Oldenburg i spidsen vendte ligesom det øverste lag i hovedstadens kirkelige hierarki, provsterne, hurtigt tommelfingeren nedad. Kirkens –system– har i stedet samlet sig om sognepræsten Peter Skov-Jacobsen fra Holmens Kirke, som ingen i den bredere offentlighed ellers har hørt om før nu. Men han er rund og mild og tillidsskabende indadtil. Han synes, det meste er fint i kirken, som det er. Og han siger, at han vil være en nærværende biskop. Fire provster støtter ham. Det samme gør lederen af skoletjenesten, Helle Krogh Madsen, der ellers selv har været på tale som kandidat. Og så er de personlige forbindelser rigtig gode til kirkens centrale infocenter i København, som Skov-Jacobsen har skrevet –fromme– klummer for. Han er kort sagt Københavns svar på den nylig valgte Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller, der helst af alt ville være og er en god –indenrigsminister– for kirken.

Hvis hele dette apparat havde valgt i stedet fra starten at støtte Gadegaard, ville han have været næsten umulig at komme uden om. Men den nødvendige tillid og respekten var der bare ikke. Måske på grund af for mange kontroversielle soloudtalelser om emner som Palæstina og religionsdialog i pressen gennem årene.

Bedre er det så heller ikke blevet for Gadegaard, at stiftets skyggebiskop, den erfarne kirkefornyer Kaj Bollmann fra Kirkefondet, også har valgt at stille op. Bollmann har på grund af sin teologi godt tag i de missionske vælgere i stiftet; men et langt stykke hen ad vejen appellerer han til de samme vælgere som Gadegaard med fokus på integration, aktivisme og socialt arbejde i kirken. Bag Bollmann står herudover den tidligere Berlingske-chef og mediemand Karsten Madsen, som i dag er næstformand i et menighedsråd i Valby.

En perlerække af ambitiøse kirkefolk med brede netværk blandt de stemmeberettigede er det med andre ord, som er forsamlede til debatmøde om bispeembedet i Grundtvigskirken. Nogle skuffede på forhånd. Andre kæmpende for deres chance. Men ingen af bejlerne til bispesædet har sikkerhed for noget som helst.

Bortset fra debatten om kirkelukninger er der nemlig stort set fælles fodslag over hele linjen: Homoseksuelle skal tilbydes kirkelige velsignelser. Kirken skal være åben og imødekommende. En leder skal være lyttende og nærværende. Konflikter skal løses, inden de vokser sig for store. Gudstjenesten er kirkens vigtigste udtryk.

Kun de to mindst seriøse bispeansøgere, feltets yngste og ældste sognepræster, Asser Skude og Niels Henrik Olesen, har nogle lidt andre opfattelser. Men det får næppe betydning for valgets udfald, fordi de som personer slet ikke har formået at sætte sig igennem.

Når hovedfeltet er så ensartet målt på holdninger, så bliver netop det personlige ekstremt afgørende. Hvem kan vælgerne bedst lide? Hvem har de tillid til kan udfylde bispeembedets nye rolle i en medietid, hvor argumenter tæller mere end autoritet som virkemiddel? Og hvad siger rygterne: Er Gadegaard for kantet, Skov-Jacobsen for mild, Lindhardt for perfektionistisk, Bollmann for rodet?

Mest at vinde over for de 1100 stemmeberettigede har sogne- og feltpræst Andreas Christensen. Med sine blot 39 år er han egentlig alt for ung til at stille op. Men han buldrer frem med et optimistisk og enkelt slogan om –kirker, der virker– og med erfaring i at undervise fra universitetet og Forsvarsakademiet. Også han har læst skriften på væggen og taler om, at kirken igen skal vokse. Meget overbevisende får han svaret på selv finurlige spørgsmål om homoseksualitet og kristendom og fremtidens præsteuddannelser. Og i pausen melder flere sig til ham som stillere. Forleden kunne han til fleres overraskelse meddele, at han faktisk havde det krævede antal på mindst 75 personer bag sig for at gå videre til bispevalgets første officielle runde.

Ved bispevalget i Roskilde sidste år klarede den energiske, men upåagtede sognepræst Poul Joachim Stender sig overraskende bedre og bedre, som valget skred frem, så han til sidst blev nummer to ud af de i alt fem. Andreas Christensen har tilsvarende engagement og formidlingsevner og skal ikke undervurderes i København.

Mødet er slut. Gadegaard ærgrer sig.

– Flere af mine kolleger er alt for overfladiske. Vi kommer slet ikke rigtigt i gang med debatten. Mange emner er slet ikke berørt, udbryder han.

Danmarks Radio, som også er til stede, bruger ikke tiden på at tale med Gadegaard nu. Tine Lindhardt skal ekstraordinært og hurtigt inviteres med i studiet dagen efter til et program, hvor Gadegaard og Skov-Jacobsen ellers skulle have været de eneste kandidater. Salens reaktioner har gjort indtryk.

Og dermed er valgets vigtigste tema og konflikt slået an: Det handler om kirkegangen og folkekirkens status i København med konsekvenser, der rækker ud til alle landets sogne: Hvordan skal folkekirken sikre sin fremtid i en situation, hvor flere og flere vælger kirken fra, først søndag formiddag – og siden permanent ved at melde sig selv ud eller ved at undlade at få deres børn døbt.

Selvom valgets regler tilsiger, at det er den lille kreds af aktive kirkefolk, der stemmer, bliver det altså alligevel det brede folk, der ikke kommer i kirken, som bestemmer bispevalgets dagsorden i Grundtvigs gamle, uregerlige folkekirke.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk