Fastefood frem for fastfood

I øjeblikket er vi i kirkens fastetid. Det er en periode af kirkeåret, hvor vi forbereder os på påsken. Personligt beskærer jeg i fasten mit forbrug af mad og drikke kraftigt. Jeg holder mig fra alkohol, kaffe, vin, kød, mælkeprodukter og brød. Hvert år i fasten opdager mange af os, der faster, hvor meget vi har brug for at blive mindet om, at livet er større end bare at spise og drikke. Det er ufatteligt, så lidt mad vi mennesker behøver. Vort kolossale indtag af diverse fødevarer gør os åndeligt dvaske. Det, man stræber efter i fasten, er ikke den mæthed, som en saftig hakkebøf eller et godt glas vin kan give os. Men den mæthed, det giver, at vende sig mod Gud. Vort enorme begær efter mad og drikke og materielle ting er en længsel efter noget andet. Vi længes efter Kristus, efter en mening i livet, efter intensitet og bilder os ind, at vi kan spise og forbruge os fra denne længsel.

Man behøver ikke at afholde sig fra mad og drikke i fasten. Det drejer sig om faste fra det, som man er blevet så afhængig af, at det spærrer for udsynet til evigheden og vore medmennesker. Da jeg spurgte mine konfirmander for nylig, om de ville prøve at faste i 40 dage fra deres mobiltelefon, som er en stor del af deres identitet, var der 14 elever, der afleverede deres telefon til mig. Deres mod og vilje til at sætte deres tilværelse på spil og prøve på at snakke med hinanden ansigt til ansigt i stedet for over en telefon overraskede mig. Jeg tror, at ungdommen er på vej til et oprør mod en verden, hvor vi mere og mere kommunikerer med hinanden over skærme. Konfirmandernes telefoner ligger nu i præstegårdens boks og bliver overrakt til dem igen skærtorsdag aften i kirken, hvis de ikke inden da får symptomer på anoreksi, bulimi eller psykisk sammenbrud.