Julie Jo Boding |
6. marts 2009
Københavnerne og bornholmerne skal vælge mellem hele seks kandidater, når der skal findes en ny biskop. Det blev klart, da fristen for at melde sig som kandidat udløb i går
Nu er det klart, hvem der skal dyste om, hvem der skal afløse Erik Norman Svendsen som biskop i Københavns Stift.
Valgbestyrelsen offentliggjorde i går, at hele seks kandidater er godkendt til bispevalget i hovedstaden og på Bornholm.
Det drejer sig om generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann, sognepræst i Frihavns Kirke Andreas Christensen, domprovst i København Anders Gadegaard, generalsekretær i Bibelselskabet Tine Lindhardt, sognepræst ved Holmens Kirke Peter Skov-Jakobsen samt sognepræst ved Kapernaum Kirke, Asser Skude.
Asser Skude var den sidste til at samle stillere nok.
– Jeg er lykkelig og lettet. Det har været meget hårdt arbejde, og jeg har været meget nervøs for, om der var noget, der skulle gå galt. Jeg vil simpelthen så gerne det her, og det er noget, jeg altid har drømt om, siger en overrasket og glad Asser Skude.
Han skal nu fejre kandidaturet med en middag sammen med nogle af de mange frivillige, som har hjulpet ham.
– Det har selvfølgelig været en overvejelse, om jeg skulle melde mit kandidatur allerede i oktober eller vente, til valget blev udskrevet. Jeg var sent ude med mit kandidatur, og jeg ved ikke, hvordan jeg er kommet igennem til det, siger Asser Skude.
Det kræver minimum 75 underskrifter blandt de stemmeberettigede at blive godkendt som bispekandidat. Ud af de syv personer, der havde meldt deres interesse, er det kun 60-årige Niels Henrik Olesen fra Simon Peters Kirke på Amager, som ikke har fundet stillere nok.
Niels Henrik Olesen ser dog ikke torsdagens udvælgelse som et nederlag.
– Jeg er personligt meget opmuntret over beslutningen, og jeg har det helt fint med afgørelsen. Jeg har haft mulighed for at fremsætte mine synspunkter, og folk har haft mulighed for at tage stilling, siger Niels Henrik Olesen.
Han mener samtidig ikke, at han kunne have gjort tingene anderledes.
– Hvad skulle der dog være gået galt? Der er skam ikke gået noget galt, siger Niels Henrik Olesen om kampen for at blive bispekandidat. En kamp, som han nu som den eneste af de syv bejlere til bispesædet må forlade.
Samtidig er der lagt en dato fast for afstemningen. De stemmeberettigede – præster, menighedsrådsmedlemmer og repræsentanter for valgmenigheder i stiftet – vil modtage stemmesedler i slutningen af april, og de skal være fremme senest 14. maj kl. 12.00.
Selvom Asser Skude blev godkendt som kandidat på et hængende hår, håber han at have en chance.
– Jeg håber selvfølgelig, at folk vil hjælpe mig. Jeg synes, jeg har en sag og har fat i de unge mennesker. Der skal nye boller på suppen, og vi skal have mulighed for at lave nogle af de ting, vi brænder for, i kirkerne i København, siger Asser Skude.
En kandidat skal have mere end halvdelen af alle stemmer for at blive valgt. Hvis det ikke sker i første runde, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad