Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Når fyringen rammer, smuldrer identiteten til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når fyringen rammer, smuldrer identiteten

57-årige Jonna Stenstrup Pedersen arbejdede i 13 år på en fabrik i Thisted. I januar fik hun en fyreseddel. Helst vil hun tilbage i fabrikshallerne hurtigst muligt, men hun tvivler på, at hun når det inden efterlønsalderen. –

- Scanpix.

Fakta

Ledighed i Danmark

Arbejdsløsheden stiger i Danmark.

64.200 danskere var arbejdsløse ved udgangen af...

Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

For første gang i fem år stiger ledigheden, og det rammer lønmodtagernes identitet. Vi bygger os selv op omkring jobbet, og flere søger nu psykolog på grund af frygt for at miste arbejdet. Men hvorfor binder vi vores identitet så stærkt til jobbet?

Arbejdet på fabrikken havde klare fordele. Kollegerne var gode, og hun producerede noget, som med garanti var vigtigt for rigtig mange mennesker. 57-årige Jonna Stenstrup Pedersen havde i maj 1996 sin første arbejdsdag på Coloplast-fabrikken i Thisted. Midt mellem byens Lerpytter Stadion og havnen ud mod Limfjorden. Fabrikken i Thisted producerede dengang som nu produkter til stomiopererede personer fra hele verden, og Jonna følte sig heldig ved at være kommet ind.

Inden ansættelsen på Coloplast havde hun i 10 år arbejdet som kontoransat på buksefabrikken Sunwill, og da den i 1996 lukkede, søgte hun nye veje. Begyndelsen på Coloplast var vanskelig. Nye mennesker, nyt hus og ikke mindst en introduktion til computersystemer.

– Men man fik det jo puttet ind lidt efter lidt, og så gik det egentlig rigtig godt, siger hun i dag.

En typisk arbejdsdag for Jonna begyndte klokken 15 og sluttede klokken 23. Ved maskinen, der producerede stomiposer, skulle hun kvalitetskontrollere poserne: efterse svejsninger, teste i vand og foretage jævnlige stikprøvekontroller. Kontrollen var vigtig. Derudover var der daglig fællesspisning med kollegerne og så selvfølgelig kurserne om stresshåndtering og personlig udvikling.

Annonce
Samlet set gjorde disse faktorer, at Jonna var så glad for jobbet, at hun troede, hun skulle fortsætte på fabrikken, indtil hun ville gå på efterløn. Men knap 13 år på Coloplast sluttede med en telefonsamtale i slutningen af januar.

Jonna Stenstrup Pedersen er én ud af mange tusinde lønmodtagere, der på grund af den igangværende økono-miske krise allerede er fyret eller står til det i løbet af det kommende år. De seneste arbejdsløshedstal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden alene i januar i år steg med 5.000 personer, så der nu i alt er 64.200 arbejdsløse danskere. Dette tal er dog ifølge flere førende økonomer kun en forsmag på, hvad der venter i løbet af året, og i januar spåede økonomer, at den danske ledighed ved udgangen af 2009 vil tælle 120.000 arbejdsløse personer.

Langtfra kun økonomien er på spil, når chefen kalder ansatte ind til en alvorlig samtale. De ansattes identitet står også for skud, mener Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand i LO og nuværende chef for forretningsudviklingen i PrimeTime Kommunikation.

– For den ældre generation af lønmodtagere er det at blive afskediget et langt større problem end bare at være i en økonomisk krise. Vi danskere har enormt meget identitet bundet i arbejde. Det første, vi spørger fremmede folk om, når vi møder dem, er: ”Nå, hvad laver du så?” Arbejdet er netop hele ens identitet. Hvis arbejdet forsvinder, mister man samtidig sin reference til, hvem man selv er. Desuden har rigtig mange mennesker deres sociale netværk på arbejdspladsen, så ved en afskedigelse afskæres man oven i købet fra netværket, siger hun.

Tine Aurvig-Huggenberger er ikke ene om sit synspunkt. En undersøgelse blandt 2.000 af Dansk Psykolog Forenings privatpraktiserende psykologer viste i sidste uge, at to tredjedele af de adspurgte for tiden har klienter, som kommer på grund af bekymringer forbundet med den økonomiske krise.

Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet i København, pointerer ligesom Tine Aurvig-Huggenberger, at mange fyrede personer får problemer med at fastholde et netværk uden for arbejdspladsen. Og så er mænd specielt tilbøjelige til at bygge identitet op omkring jobbet, mener han.

– Kulturelt set har det været mandens opgave at være forsørger, og derfor har det meste af hans tid været lagt uden for hjemmet. Rent opdragelsesmæssigt lærer drenge desuden at ”lave noget”, når de er sammen. Det er ikke nok for drenge og mænd bare at være sammen, snakke og pleje relationer. Der skal være et mål med at være sammen. Så når manden pludselig ikke har et bestemt projekt at give sig til eller en forpligtelse til at forsørge, rammer det identiteten. For hvem er han så egentlig? siger Svend Aage Madsen.

Den manglende mulighed for at være sammen med andre ramte også Jonna fra Coloplast-fabrikken i Thisted.

Mandag den 19. januar blev hun og de øvrige 60–70 medarbejdere fra aftenholdet på Coloplast kaldt ned i kantinen. Virksomheden skulle skære ned. Det var uvist, hvor mange af Thisted-fabrikkens omtrent 300 medarbejdere der skulle afskediges, men om onsdagen i ugen efter ville de få endelig besked.

I løbet af Jonnas knap 13 år på fabrikken havde hun stort set ikke en eneste sygedag, men i dagene op til den usikre onsdag måtte hun melde sig syg. Hun meddelte sygdommen til fabrikken om tirsdagen, og dagen efter ringede telefonen hjemme hos Jonna og hendes mand, Kaj. Jonna kunne se på nummerviseren, at det vist var hendes leder, der ringede. Allerede inden hun løftede røret, tænkte hun ”åh nej!”. Nyheden i telefonen gjorde Jonna ubehageligt til mode og helt konfus: Hun var en af de 48 medarbejdere i Thisted, der blev fritstillet med øjeblikkelig virkning.

– Det var nok på grund af den alder, jeg har, og så var jeg måske heller ikke altid lige positiv over for alle de nye ting.

To uger efter informationsmødet i fabrikkens kantine afleverede Jonna sit nøglekort og nøglen til sit skab.

Jonna var utrolig glad for at være på sin arbejdsplads. Og paradoksalt nok kan glæden ved arbejdspladsen være skadelig, fordi alle personlige relationer ligger på arbejdspladsen. Ifølge virksomhedspræst Lene Wadskær Munch, der har sit virke hos blandt andet et forsikringsselskab, skal arbejdspladser være påpasselige med ikke at agere både familie og Vor Herre, for hvis en medarbejder fyres, er personen uden livline. Det, at folks identitet er bundet i virksomheden, kan udvikle sig ganske langsomt, og pludselig er fritiden også bundet i virksomheden, når både vinklubben og kajakvennerne også er kolleger, mener hun og tilføjer:

– Vi mennesker vil gerne skabe noget, og derfor er arbejde en uudslettelig del af vores identitet. Sådan har det altid været.

Dog mener Lene Wadskær Munch også, at danskerne inden for de seneste år er blevet bedre til at finde identitet i fritids-interesser. Hvilket blandt andet viser sig ved, at mange har takket nej til flere ugentlige arbejdstimer.

Bente Sorgenfrey er formand for Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF. Hun ser også en udfordring for både arbejdsgiver og ansat i, at de to parter undgår at filtre sig for meget ind i hinanden. Igen med den begrundelse, at en persons identitet kan lide skade ved fyring, fordi arbejdet bliver bundet så tæt sammen med personlige valg og værdier.

Som repræsentant for en faggruppe bestående af eksempelvis sygeplejesker, pædagoger og socialrådgivere betoner Bente Sorgenfrey, at netop denne gruppe – kendt som professionsansatte – kan have endnu sværere ved at håndtere en fyring efter mange års ansættelse.

– De har meget bevidst valgt at arbejde med mennesker og derved med identitet. Jobbet er bundet meget tæt sammen med deres egen personlighed, og de går ikke bare hjem efter arbejde og lægger dagen væk. Professionsansatte vil ofte svare, hvem de er, frem for hvad de laver eller arbejder med. Det signalerer en klar og tydelig identitet, siger hun.

Selvom Jonna ikke tilhører denne faggruppe har hun ikke umiddelbart let ved at frigøre sig fra sit mangeårige job.

I dag går hun hjemme i huset i den lille limfjordsby Vilsund omtrent 10 kilometer syd for Thisted. Kaj arbejder som slagteriarbejder på 22. år i Thisted, så Jonna har god tid til at se sine ”to små guldklumper”, som personificerer sig i to børnebørn. Udsigten til at finde nyt arbejde på en fabrik i Nordjylland er for tiden dyster, så Jonna har tilmeldt sig et edb-kursus. Helst vil hun tilbage på en fabrik de sidste arbejdsdygtige år, men indtil hun når efterlønsalderen, kommer kurser nok til at udgøre den primære beskæftigelse, erkender hun.

– Men jeg vil mindst lige så gerne arbejde. Heroppe ved vi bare ikke, om det bliver bedre næste år. Jeg må se, hvad tiden bringer, siger Jonna med en stemme, der ikke efterlader tvivl om, at hun helst hurtigst muligt vil tilbage i fabrikshallerne.

Jonna er fuldt ud klar over, at mange andre står i samme situation som hende selv, men det gør det ikke lettere at få tiden til at gå. Når hun normalt kom hjem fra arbejde, brugte hun lidt tid på at sikre sig, at hun ikke havde glemt at give vigtige beskeder videre. Det økonomiske aspekt betyder intet lige i øjeblikket, men hun savner kollegerne. Hun savner i det hele taget at komme ud og snakke med nogen.

– Det hele er stadig så nyt. Det er sådan lidt... Jeg har jo været vant til at tage på arbejde hver dag siden 1986, og så pludselig fra den ene dag til den anden skal jeg ikke på arbejde mere. Det har jeg noget svært ved at forstå.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock