Når gavmildhed bliver en selvfølge

Vi har talt og talt om det, men det ender altid med, at han bliver ked af det og siger, at jeg jo tjener betydeligt mere end ham. Men det er nu også dejligt en gang imellem som kvinde at blive inviteret i biografen, til koncert og så videre, uden at det altid er mig, der skal have pungen frem. Jeg kan mærke, at det har slidt voldsomt på min kærlighed og min respekt for ham. Hvad stiller jeg op?

Min familie er ved at gå op i limningen og vil have mig til at bryde forbindelsen.

Det har jeg også gjort både mundtligt og skriftligt, men han ringer og snakker for sig – og lige pludselig er jeg tilbage igen. Jeg får medlidenhed med ham. Hans mor siger til mig: "Du må endelig ikke gå, for så bliver det da helt galt." Er jeg en fedtsyl eller hvad?

Mange hilsener

Søs

Kære Søs

Du er ingen fedtsyl. Måske har du endda været for generøs og i lidt for stor grad vænnet ham til, at du nok skulle stå for udflugter og regninger. Måske har du været så glad for at kunne være til nytte for ham i en svær tid og så forelsket, at du ikke har opdaget, når tingene blev mere hverdagsagtige, og der kom gule lamper, som indikerede, at det nu var på tide at tænke sig mere om.

Den første forelskelsestid er ovre, og du står nu med et reelt problem, som der skal tages rigtig meget fat om i allernærmeste fremtid, for ellers kommer du, som du selv skriver, til at miste respekten for din kæreste, og du får en tiltagende frustration og vrede, som suger energi og liv ud af dig.

Du savner, at han træder i karakter og vågner op af sin måske gamle offerrolle og gør sig umage for at bidrage reelt til de udgifter, I har til fælles oplevelser, og at han forholder sig til det lån, som han har fået af dig, og som du, har vi en mistanke om, betaler renter af, uden at han berøres af det. Han har nu en reel indtægt og et arbejde, som han er glad for. Han må derfor kunne stille et budget op, som er realistisk med husleje, mad og andre udgifter, herunder afdrag af lån til sin kæreste.

Det er rigtigt, at man godt kan være storsindet og hjælpe et menneske med en pengegave, en rejse eller noget andet.

Det er der mange mennesker, som har gjort til glæde for både for giveren og modtageren. Men der er forskel på det og så det forhold, at modtageren nærmest som en selvfølge gentagne gange rejser ud i verden og besøger en voksen søn og så underforstået forventer, at du betaler både rejse og lommepenge.

Det lyder mere, som om du får rollen som den voksne mor, der er på tur i udlandet med sin teenagesøn. Det er rigtigt, at du nok har flere penge end ham, men I har jo ikke indgået en aftale om, at dine penge er hans.

Han må for os at se udfordres til at se tingenes tilstand i øjnene og blive klar over sin egen situation og hans forpligtelser over for dig. For en nonchalant holdning, hvor han undgår emnet og lader som ingenting, kan du ikke leve med på den lange bane. Du må annoncere for ham, at du den eller den dag klokken det eller det vil have en alvorlig samtale med ham, og at dagsordenspunktet hedder økonomi. Så kan han forberede sig, og det må du også gøre.

Du må tænke dig godt om, hvad du vil betale, og hvad du ikke vil betale. Det gælder både rejser, hyggelige ting derhjemme og daglige udgifter, når I er sammen. Det handler lige så meget om ansvar og respekt, som om penge – og du må have sikkerhed for, at han tager begge dele alvorligt.

Du må prøve at tydeliggøre disse ting for dig selv. Din familie er jo nok så klare i deres udmelding om, hvordan de tænker om tingene, og det kan være vigtigt at lytte til, hvis de i øvrigt er kendt for at være omsorgsfulde og fornuftige mennesker.

Men det er dig, der skal leve med dig selv, så det er dig, der skal mærke efter, hvad du kan leve med og blive tryg ved.

Det lyder, som om du i hans mors øjne er den frelsende engel. Og det kan for en kortere periode være en god følelse at være det.

Men i et længere perspektiv bliver det let en skæv og utilfredsstillende rolle, og man skal ikke gå på kompromis med væsentlige værdier eller blive af medlidenhed. I et langvarigt kærlighedsforhold er det bedre at være ligeværdige mennesker på godt og ondt og med gensidig respekt.

Mange hilsener