Uriaspost til en ny statsminister?

Nej, han skal finde sig en bagvej ud, som ikke ligner et nederlag. Og ganske vist havde det sikkert været mere attraktivt for ham at blive EU-præsident, men Nato-chef – det går vel også an! Navnlig fordi han jo nok skal finde ud af at gøre den stilling mere politisk, end den hidtil har været, når han først er kommer til fadet.

Og kan han så samtidig få kørt sin mangeårigt designerede efterfølger og kronprins, Lars Løkke Rasmussen, i stilling til at kunne vinde også det næste folketingsvalg for VKO, så ville det være en triumf af de helt store.

At det samme parti vinder fire valg efter hinanden, det er vist aldrig set før i dansk parlamentarisk historie. Jeg tror, at Anders Fogh Rasmussen er meget fokuseret på at komme til at skrive historie, ikke så meget for sig selv som for sit parti og for hele sit projekt, der ikke er så borgerligt, at det gør noget, men som først og fremmest handler om at fratage Socialdemokraterne førstefødselsretten til tronen i det parlamentariske demokrati hertillands. Hvilket Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti kun kan være enige i. De vil nemlig gerne overtage om ikke tronen, så i hvert fald retten til at bestemme, hvem der skal sidde på den. Og de er eminent dygtige til det taktiske.

PROBLEMET ER ALTSÅ IKKE, hvem der skal være statsminister, når og hvis Fogh tager til Nato. Det skal Lars Løkke. Og der bliver intet valg i den forbindelse. Nej, problemet er, om Lars Løkke kan overleve det næste valg, eller om han i virkeligheden er på vej til at overtage en uriaspost, lidt ligesom Gordon Brown gjorde det efter Tony Blair. De minder om hinanden, Anders Fogh og Tony Blair. Skal deres efterfølgere også få samme skæbne?

Det er kontraktpolitikken, der er det ømme punkt for Foghs efterfølger. Kontraktpolitikken har altid været et misfoster af et politisk program: ”Hvad vi har lovet vælgerne, det gennemfører vi – hverken mere eller mindre.” Sådan spiller klaveret ikke. Ingen politikere er så kloge, at de kan forudse, hvad der sker i et samfund en hel valgperiode frem, det har jo ikke mindst det seneste års tid belært os om. Politikere er ikke valgt til at afgive løfter, som derefter skal opfyldes i henhold til en eller anden politisk kontrakt. De er valgt til på vore vegne at træffe afgørelser om den fremtid, som ingen kender. Bliver den fremtid så fuldstændig anderledes end både politikerne og vælgerne havde forestillet sig, ja, så må de jo reagere med de passende midler, i forhold til hvad situationen kræver, og blæse på enhver slags kontrakt.

Den netop aftalte skattereform, som Lars Løkke nu må lægge navn til, er sandsynligvis alt for uambitiøs i forhold til de problemer, vi står overfor. For lidt af det hele i forhold til alt for meget. Og det, fordi vælgerne mener, at de har et kontraktligt bindende løfte om både skattestop og uændrede boligudgifter i al fremtid. Ved den skanse risikerer general Urias, alias Lars Løkke Rasmussen, at falde.

Lørdagsrefleksioner bliver skrevet på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, journalist og præst Sørine Gotfredsen og forfatter og præst Niels Højlund