Se hvad evangelist selv skriver:
Evangelist er blevet kontaktet af DR vedr. programmet om "Torturlignende overgreb på børn". De bad os om at udtale os, men vi fik aldrig tilsendt nogle spørgsmål, blot en oversigt over nogle af de problematikker, som ville blive behandlet. De gav os kke noget konkret at forholde os til og fortalte os intet omkring tortur - blot at det handlede om "omsorgssvigt af børn i mindre religiøse grupper".
På baggrund af dette formulerede vi følgende udtalelse, som er lavet før programmet - dvs. ikke konkret, men generel:
Udtalelse vedr. "omsorgssvigt af børn"
Evangelist er ikke et ”mindre religiøst samfund” men en kristen missionsorganisation med omkring 1000 partnere i Danmark. Ifølge DR dokumentaren ”De nye evangelister” er det den førende religion i USA, og antallet af ”evangelister”, dvs. evangeliske kristne, på verdensplan eksploderer!
Vores partnere er ikke ”evangelister”, de er ”kristne”. Evangelist er en stillingsbetegnelse for én som forkynder evangeliet, i denne sammenhæng Christian Hedegaard.
Mht. omsorgssvigt, så er vi aldrig blevet anmeldt for den slags, og vi ser med undren på kritikken, som vi ikke kan genkende.
Vi har mange familier, som kommer til os med vanskelige problemstillinger, nogle opgivet af systemet og vi ser børn fra ødelagte familier blive genoprettet, så de igen kan fungere normalt. Eksemplerne er mange, vi har børn, som har været tvangsfjernet, som er kommet tilbage til deres familier, og børn, som ikke længere behøver psykologhjælp eller indlæggelse i psykiatriske behandlingstilbud. Vi har familier, som bliver godkendt som pleje- og aflastningsfamilier, og vore centre har et godt samarbejde med de kommunale myndigheder, skolen samt hospitalsvæsenet omkring de børn, som har brug for hjælp. Vi er på mange måder et alternativ til det etablerede system.
Mht. børn, som reagerer med anoreksi, bulimi og ved at skære i sig selv, så er det typisk derfor, de kommer i første omgang. Vi hjælper mennesker med mange forskellige problemstillinger, og vi ser hvordan kærlighed og omsorg giver mennesker tro og håb til at komme videre i deres liv. Disse historier findes på http://www.evangelist.dk hvor man kan læse om alle mulige skæbner. Mennesker med anoreksi, bulimi, incest, angst, skizofreni, stofmisbrug, alkoholisme, selvmordstanker, selvhad osv., får nyt liv, værdighed, uddannelse, økonomi, familie etc.
Som kristen organisation arbejder vi ud fra et kristent værdigrundlag og det er klart, at troen spiller en vigtig rolle i vores behandling af mennesker. Mht. børn, der er splittet mellem to forældre, så er det den forældre, som har forældremyndigheden, som har ret til at bestemme barnets religiøse overbevisning, indtil barnet vokser op og selv kan vælge, om det vil tro eller ej.
Jeg er ikke medlem af evangelist men støtte deres arbejde,
via partner.
Jeg har tiltro til dem og kan ikke forestille mig børnemishandling.








































