Belgien har blåstemplet sekularismen

I Belgien anerkendes sekularismen på lige fod med religionerne. Og kampen for at få kirken ud af det offentlige rum har blandt andet været medvirkende til landets liberale love i forhold til aktiv dødshjælp og ægteskab for homoseksuelle

Kloge hoveder taler tit om sekularismen som den sjette trosretning i Europa på grund af antallet af forkæmpere for en adskillelse af stat og kirke.

I Belgien har sekularismen siden 2002 faktisk haft officiel status på lige fod med forskellige grene af kristendom, jødedom, islam og buddhisme. Dens foreninger er på statsbudgettet, de løser sociale og etiske opgaver, og de ansatte arbejder side om side med de (også statsfinansierede) præster, imamer og rabbinere som moralske rådgivere i landets fængsler, hospitaler og militær.

Ifølge Caroline Sägesser, der forsker i forholdene mellem stat og kirke ved det sociopolitiske institut CRISP i Bruxelles, er omkring tre-fire procent af den belgiske befolkning aktiv i de sekulære bevægelser. Og selvom det således ikke er Gud og hver mand, om man så må sige, der har medlemskort til de cirka 350 foreninger, råd og nævn, der udgør den organiserede verdslighed, er antallet ganske højt.

Så vidt jeg ved, er det unikt for Europa, siger Caroline Sägesser.

Den belgiske sekularisme blev i sin tid født som et modsvar til den stærke position, som den katolske kirke havde i samfundet, da Belgien blev dannet i 1830, og en række forskellige verdslige organisationer knyttede sig til frimurerlogerne, de socialistiske og liberale partier i en kamp mod det religiøse samfund og de kristelige partier.

Sammen udgjorde de en slags verdslig blok, der kæmpede for at få indflydelse på politiske beslutninger, siger Caroline Sägesser.

Foreningerne pressede på for at få kirkens greb om skoleområdet løsnet, for at give folk mulighed for at blive begravet uden for indviet jord, for kvindens ret til at bestemme over sig selv, for retten til skilsmisse og for abortlovgivning.

Men forskeren understreger, at det først var i 1999, hvor en liberal regering kom til magten, at Belgien bevægede sig et godt stykke inden for en række kontroversielle værdispørgsmål.

Der så man en hel række love blive godkendt i parlamentet, heriblandt lovliggørelsen af aktiv dødshjælp og ægteskab for homoseksuelle, siger Sägesser, der mener, at de verdslige bevægelser i høj grad var med til at få sat spørgsmålene på dagsordenen.

Pierre Galand er formand for Centre dAction Laïque, CAL, der er en slags spydspids inden for de verdslige foreninger, og han mener, at deres fornemste opgave er at beskytte den offentlige debat mod religiøs indblanding.

Man kan sagtens være kristen og verdslig. Man kan være for en adskillelse mellem stat og kirke, fordi man mener, at religionen ikke har noget at gøre med måden, man behandler offentlige spørgsmål på, siger Galand og understreger, at han intet har imod religion som sådan.

Bare fordi man tror på en adskillelse mellem stat og kirke, betyder det ikke, at man er imod andres tro eller modstander af, at de har retten til at forsamle sig, at eksistere og bygge templer, kirker og moskéer. Det er deres ret. Men det er ikke statens ansvar, siger Pierre Galand, der således heller ikke mener, at det er staten, der skal betale for det.

Pierre Galand mener, at religiøse kræfter stadig i alt for høj grad forsøger at få indflydelse på den politiske dagsorden.

Jo mere kirkerne tømmes, jo mere forsøger de enkelte trossamfund at få indflydelse på institutionerne, siger han og peger på den lobbyisme, der foregår i Bruxelles, hvor især Vatikanet har en stærk tilstedeværelse.

Han mener, at de verdslige, humanistiske foreninger fortsat har en rolle at spille, selv i Belgien, hvor op mod 40 procent af befolkningen ikke hører til inden for noget religiøst fællesskab.

Vi skal kæmpe, så længe kirkerne og religionen prøver på at få en indflydelse på folks kollektive opførsel, siger han.

albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk