Belgien har blåstemplet sekularismen

Foreningerne pressede på for at få kirkens greb om skoleområdet løsnet, for at give folk mulighed for at blive begravet uden for indviet jord, for kvindens ret til at bestemme over sig selv, for retten til skilsmisse og for abortlovgivning.

Men forskeren understreger, at det først var i 1999, hvor en liberal regering kom til magten, at Belgien bevægede sig et godt stykke inden for en række kontroversielle værdispørgsmål.

– Der så man en hel række love blive godkendt i parlamentet, heriblandt lovliggørelsen af aktiv dødshjælp og ægteskab for homoseksuelle, siger Sägesser, der mener, at de verdslige bevægelser i høj grad var med til at få sat spørgsmålene på dagsordenen.

Pierre Galand er formand for Centre d’Action Laïque, CAL, der er en slags spydspids inden for de verdslige foreninger, og han mener, at deres fornemste opgave er at beskytte den offentlige debat mod religiøs indblanding.

– Man kan sagtens være kristen og verdslig. Man kan være for en adskillelse mellem stat og kirke, fordi man mener, at religionen ikke har noget at gøre med måden, man behandler offentlige spørgsmål på, siger Galand og understreger, at han intet har imod religion som sådan.

– Bare fordi man tror på en adskillelse mellem stat og kirke, betyder det ikke, at man er imod andres tro eller modstander af, at de har retten til at forsamle sig, at eksistere og bygge templer, kirker og moskéer. Det er deres ret. Men det er ikke statens ansvar, siger Pierre Galand, der således heller ikke mener, at det er staten, der skal betale for det.

Pierre Galand mener, at religiøse kræfter stadig i alt for høj grad forsøger at få indflydelse på den politiske dagsorden.

– Jo mere kirkerne tømmes, jo mere forsøger de enkelte trossamfund at få indflydelse på institutionerne, siger han og peger på den lobbyisme, der foregår i Bruxelles, hvor især Vatikanet har en stærk tilstedeværelse.

Han mener, at de verdslige, humanistiske foreninger fortsat har en rolle at spille, selv i Belgien, hvor op mod 40 procent af befolkningen ikke hører til inden for noget religiøst fællesskab.

– Vi skal kæmpe, så længe kirkerne og religionen prøver på at få en indflydelse på folks kollektive opførsel, siger han.

albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk