For amerikanerne står Tyrkiet som beviset på, at den muslimske verden kan være såvel demokratisk som muslimsk. Forhenværende præsident George W. Bush har udtalt, at ”Tyrkiet er et stolt land, som med stor succes har kombineret europæisk identitet med islamiske traditioner. Som et muslimsk land står Tyrkiet for frihed, muligheder og håb”. Bush så Tyrkiet som et ”alternativ, der fremkalder håb over for ekstremisme og religiøs intolerance”. Om muligt vil præsident Obama være endnu mere positiv end Bush over for tanken om Tyrkiet som rollemodel for de muslimske lande i regionen.

Tyrkiets dialog med Iran og Hamas styrker Tyrkiets muligheder for at spille en rolle som brobygger i forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Den rolle forudsætter netop, at landet nyder en vis troværdighed i den mellemøstlige region. Med baggrund i det osmanniske rige betragter de arabiske lande traditionelt Tyrkiet med en vis mistro, som Tyrkiet skal overvinde, hvis det vil spille en rolle.

Tyrkiet sondrer skarpt mellem på den ene side det bilaterale forhold til Israel og på den anden side konflikten mellem Israel og Palæstina. Derfor er der ikke nogen modstrid i, at statsminister Erdogan for nogle uger siden kritiserede Israels præsident, Simon Peres, for Gaza-invasionen og det forhold, at de to lande har et strategisk partnerskab omfattende et tæt militært samarbejde. Tværtimod er det en betingelse for, at Tyrkiet kan spille rollen som brobygger, at landet har et godt forhold til både Israel og palæstinenserne samt den arabiske verden.

Erik Boel er forstander på Europahøjskolen på Kalø