Dansk Folkepartis chefideolog (han vil hade ordet), Søren Krarup, har skrevet sit politiske testamente.

"National værnepligt – politisk ekskurs" er 22 essay og debatindlæg fra de seneste 10 år. Titlen refererer til det paradoks, at sognepræsten Søren Krarup overhovedet er endt som folketingspolitiker. Teoretisk afskyr han politik og ideologi, men nu er Danmark i overlevelseskamp, præcis som under den tyske besættelse. Derfor er han med stor ulyst gået ind i politik, som var det en national værnepligt. Den er overstået ved næste valg.

I bogen kommer han omkring alle sine yndlingstemaer. Om at være konservativ i ordets oprindelige betydning. Om at være dansk på en ganske anden måde, end danske parlamentarikere syd for grænsen vil det i dag. Om at forsvare dansk indfødsret som en gave, man kun nødigt overlader andre. Om at bekæmpe menneskerettighederne. Om at kæmpe imod, at folkekirken bliver en politisk kampplads. Om at arbejde for assimilering af udlændinge i stedet for integration.

Søren Krarup er sådan set en dygtig soldat med mange skarpe skud i riflen. Han er aldrig i tvivl om, hvem der er venner, fjender og forrædere.

Desværre foregår hans krig i et løgneunivers for at blive i hans egen sproglige jargon. Virkeligheden, som han ellers besynger vældig højt, er jo ikke sort-hvid, men fyldt med både farver og gråtoner.

Bare et enkelt eksempel. Hans angreb på FN og menneskerettighederne har brod. Det er godt spurgt, hvad der er tilbage af mennesket, hvis man ikke må forskelsbehandle det på baggrund af køn, sprog, religion, politiske holdninger, alder eller nationalitet, som menneskerettighedernes artikel 2 siger. I sin yderste konsekvens handler politik netop ikke om meget andet end netop at forskelsbehandle på baggrund af de nævnte karakteristika.