Når det forholder sig sådan, er en meget vigtig forklaringsfaktor det særlige forhold mellem stat og kirke i Danmark. Grundloven fastslår udtrykkeligt, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som understøttes af staten. Civilregistreringen og begravelsesvæsenet er andre klassiske eksempler på, at stat og kirke på ingen måde er adskilt i Danmark. Med denne forfatningsbaserede sammensmedning af stat og folkekirke er vi meget langt fra lande som Frankrig eller Tyrkiet, der hylder et strengt krav om sekularisme i deres forfatninger. Og derfor kan eksempler på tørklædeforbud i disse lande ikke bruges til meget i en dansk kontekst.

Det er derfor ikke overbevisende, når der i den offentlige debat henvises til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved flere lejligheder har givet grønt lys for tørklædeforbud. For da domstolen i 2005 konkluderede, at det tyrkiske tørklædeforbud på statslige universiteter ikke stred mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, havde det snæver sammenhæng med de særlige forhold, der gør sig gældende i Tyrkiet. Domstolen fremhævede udtrykkeligt Tyrkiets forfatningsbaserede princip om sekularisme, den tyrkiske stats historie og befolkningens særlige religiøse sammensætning. Disse omstændigheder betød ifølge domstolen, at et krav om neutralitet på offentlige uddannelsesinstitutioner kunne anses som nødvendigt for at sikre demokratiet i Tyrkiet.

På samme vis gjorde der sig særlige forhold gældende, da menneskerettighedsdomstolen i 2001 afgjorde, at det ikke stred mod religionsfriheden, at en schweizisk lærerinde for fire-otteårige børn var tvunget til at undervise uden sit muslimske hovedtørklæde, hvis hun ville blive ved med at være ansat på en offentlige grundskole. Her lagde domstolen særlig vægt på det strenge krav om neutralitet i den schweiziske statsordning, ligesom man understregede, at de helt små børn måtte siges at være særligt påvirkelige over for religiøse tilkendegivelser.

Det er et gennemgående princip i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at indgreb i religionsfriheden og religiøs forskelsbehandling i visse situationer kan accepteres. Det kræver blot, at det er begrundet i hensynet til for eksempel den offentlige sikkerhed eller andres rettigheder og – ikke mindst – at det er nødvendigt, sagligt og proportionalt.

I begge de omtalte sager har der været vægtige modhensyn på spil. I den tyrkiske tørklædesag hensynet til at forhindre spændinger mellem mere eller mindre religiøse i et land med et skrøbeligt demokrati og en stor gruppe muslimske fundamentalister med en reel mulighed for at overtage den politiske magt. Og i den schweiziske tørklædesag hensynet til små børns ret til ikke at blive udsat for religiøs påvirkning i offentlige skoler i et land med et forfatningsbaseret princip om adskillelse mellem kirke og stat.

Sådanne vægtige hensyn gør sig imidlertid ikke gældende ved nye potentielle tørklædeforbud i Danmark. Selvfølgelig kan for eksempel sygeplejersker kan være afskåret fra at bære tørklæde, hvis de udfører funktioner, hvor det af hygiejne- eller sikkerhedsmæssige grunde ikke er forsvarligt at have det på. Her er sagligheden åbenbar. Men et helt generelt tørklædeforbud med henvisning til, at "nogle patienter vel nok kan finde det stødende at blive behandlet af en person med tørklæde", er ikke i orden i forhold til menneskerettighederne. Det gælder i øvrigt, uanset om det gennemføres ved et direkte forbud mod at bære hovedtørklæder, eller om man formulerer det som et generelt forbud mod at bære synlige religiøse eller politiske symboler på sygehusene. Både direkte og indirekte diskrimination er beskyttet i Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ser man på det aktuelle lovforslag om forbud mod religiøse og politiske symboler i retssalene, er det interessant, at det ikke udspringer af konkrete problemer eller erfaringer. Domstolene ser tværtimod ikke et behov for lovgivning. For en umiddelbar betragtning forekommer det således hverken sagligt, nødvendigt eller proportionalt. Når tørklædeforbuddet ved domstolene alligevel ikke kan siges at overtræde menneskerettighederne, er det, fordi neutrale og uafhængige domstole er et så centralt omdrejningspunkt i et demokrati, at hensynet hertil kan veje tungere end hensynet til at beskytte religionsfriheden og undgå diskrimination. Ved domstolene er det ikke nok, at dommerne er uafhængige, de skal også – udefra set – fremstå som neutrale og uafhængige. Og dette gælder vel at mærke, uanset om der er tale om strengt sekulære lande eller lande med en statskirke.

Det samme gør sig ikke gældende ved andre faggrupper. I et land som Danmark, der ikke har et grundlovsfæstet princip om religiøs neutralitet, er der ingen saglig grund til at kræve, at for eksempel sygeplejersker, socialrådgivere og social- og sundhedshjælpere ikke må bære tørklæde. Selve det religiøse tilhørsforhold har ingen betydning for, hvordan man tager blodprøver, tildeler førtidspension eller reder senge. Og hvis religionen betyder, at den pågældende for eksempel ikke behandler mandlige og kvindelige patienter ens eller optræder diskriminerende over for homoseksuelle, er det adfærden, der er problematisk og skal reageres over for, og ikke tørklædet.

Vi må ikke blive så religionsforskrækkede, at vi anser ethvert religiøst symbol eller tilkendegivelse som et problem. Kristendommen er ikke en religion, som kræver en bestemt praksis, og man kan derfor snildt være en god kristen, uden at man behøver involvere andre i det. Men flere andre religioner opererer med særlige påklædnings-, spise- eller adfærdsregler, der uundgåeligt bliver synlige for omverdenen. Det er derfor nemt for kristne at hævde, at religiøst tilhørsforhold er en personlig sag og noget, der hører privatlivet til. Men menneskerettighederne og religionsfriheden er ikke kun for kristne. Også muslimer, hinduer og jøder har krav på at fungere i samfundet uden at skulle udsættes for usaglige krav om såkaldt religiøs neutralitet. I en dansk sammenhæng bør tørklædeforbuddet for dommere derfor være en undtagelse.

Pernille Boye Koch er cand.jur., ph.d. og lektor på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet. Hun var en af oplægsholderne ved en høring om tørklædeforbud, som Folketingets Retsudvalg arrangerede i onsdags