Misforståelser
Bjarne Bo Jensen, Vibygårdsvej 14, Viby
Ove Høeg Christensen har den 3. februar en kommentar "Darwinister tager fejl" i avisen. Ove Høegh Christensen bruger husdyr og planteavlsforædling til at argumentere mod naturlig udvælgelse og evolution. Desuden indfører Ove Høeg begrebet gunstige mutationer.
Begge dele er fejlagtige. Mutationer er i princippet og i sig selv neutrale og bliver først gunstige eller ugunstige set i forhold til det miljø, organismen befinder sig i. I et miljø kan én mutation vise sig at være gunstig, i et andet ugunstig.
Det er desuden vigtigt at fastslå, at naturlig udvælgelse og evolution ikke er mål- bestemte, men afhængige af faktorerne i omgivelserne på det givne tidspunkt. Forædling af husdyr og planter er netop, til forskel fra den naturlige udvælgelse, retningsbestemt, og det giver, som Ove Høeg Christensen skriver, andre problemer, som landbruget så kompenserer for ved at regulere omgivelserne. Ove Høeg Christensens eksempler kan således ikke bruges til at afvise Darwin.
De uransaglige veje
Rolf Grenov, Lyngby Torv 3 1. tv. Kgs. Lyngby
Thomas Erichsen skriver i sin kronik den 29. januar om mangelen på tro på Gud som følge af katastrofen i Haiti. Han og andre filosoffer kan godt opgive at forstå Gud. Det svarer næsten til, at et femårs barn vil forstå Einstein. En almindelig opfattelse blandt os mennesker er, at Gud, der jo er den store gode fader, skal ordne alt godt for os. Når nu han er almægtig skaber, skal han afskaffe al sygdom og krige og så naturligvis forhindre naturkatastrofer.
Når det er sagt, så er det jo netop der, problemet ligger. Vi er skabt med en fri vilje, og den bruger vi til, at Gud skal ordne alt for os, og så skal han i øvrigt ikke blande sig. Gud er virkelig kærlig og ønsker alt det bedste for os, men det kan kun ske, hvis vi erkender ham som Herre.
Har man opgivet at forstå Gud og har modtaget Kristus som Frelseren, bliver livet meget lettere og langt mere forståeligt. Det betyder ikke, at vi undgår sygdomme eller ulykker, men det er virkelig muligt at have en indre fred på trods af modgang.